10 hurtige: Anders Jørgen Mogensen

Den tidligere KLoAK-sanger Anders J. Mogensen havde svoret, at han aldrig skulle spille aggressiv musik igen. Sidste uge udkom debutalbummet fra Mayhem-bandet Gullo Gullo, en eksperimenterende rockplade, hvor hans vokal vrænger og krænger igennem i front.

Store mængder guitarstøj, insisterende og huggende tamanslag og en sanger, der forsøger at trænge igennem al virvaret med sin vrængende vokal.

Ja, det er til at høre, at Gullo Gullo er fra scenen omkring det københavnske spillested Mayhem. Debutalbummet 'Raw Moon' udkom mandag i sidste uge på pladeselskabet Escho (læs vores anmeldelse her) og er endnu et kreativt indspark i dansk eksperimentalrock. Gruppens besætning bestående af velkendte ansigter fra undergrundsmiljøet gør dem ifølge egne ord til en dansk supergruppe, og i front står Anders Jørgen Mogensen.

Han frontede det eksperimenterende hardcoreband KLoAK tilbage i nullerne, ejer pladeselskabet Escho og er desuden aktiv som bogforlægger. Efter KLoAK gik i opløsning i 2009, svor han aldrig at spille aggressiv musik igen, men her et årti senere er situationen en anden. Selvom genrer lader til at være en begrænsende størrelse for hans kunstneriske output, stak vi ham vores ti hurtige for at teste, om han egentlig er metalfan.

Det er han vist.

1. Hvad er dit første minde med heavy metal?

Jeg kan huske, at jeg blev ret optaget af det, da vi fik MTV. Det må have været omkring 87 eller 88, og jeg har så været 7 eller 8 år. Engang skulle mine forældre have gæster til eftermiddagskaffe, men der var et eller andet heavy metal-program, jeg bare ville se, og så fik jeg så lov til at sidde med hovedtelefoner foran tv-skærmen, mens alle andre sad ved stuebordet bag mig og spiste kage. Ellers husker jeg, at min storebror altid optog 'Headbangers Ball', som kom søndag ved midnat, på VHS, og så så vi det sammen, når han kom hjem fra arbejde. Det har været 90 til 93-agtigt. Det var det bedste. Jeg fik hørt en masse musik, jeg ikke kendte, og jeg fik udviklet et sprog for at snakke om musik.

2. Hvem er dit favoritband gennem tiderne?

Life, Sex and Death. De udgav et album, 'The Silent Majority', i 1992, som floppede max. Det er dog uden tvivl det album, der har fulgt mig mest, siden jeg hørte det første gang på min storebrors værelse som 12-årig. Life, Sex and Death er en underlig størrelse. Måske spiller de den mest brutale form for glam i verdenshistorien. De havde en gimmick, hvor forsangeren Stanley udgav sig for at være hjemløs, og han lå angiveligt og sov i skraldespandene uden for spillestederne inden koncerterne. Der er bare så mange ideer på det album, og det er helt fantastisk skruet sammen. Jeg elsker hver en sang på den plade. Desværre nåede de kun at lave den ene. Men med sange med titler som 'Fuckin Shit Ass', 'Jawohl Asshole' og 'Schools for Fools' havde de det svært i start-90'erne, hvor grungens alvor dominerede.

3. Hvilken musiker vil du helst drikke en øl med på en bar?

Enten skal det være være Scott Walker, fordi han virkelig ændrede den måde, jeg forstod musik på. Det var en åbenbaring for mig at støde på ham. Først de tidlige soloplader, men måske allermest hovedværket 'TILT'. Eller Stanley fra Life, Sex and Death, fordi han nok er den sanger, der har påvirket min egen sangstil mest. Jeg har haft lyst til at spørge ham om så mange ting de sidste 27 år. Men det kunne også være den norske jazzsangerinde Karin Krog, som jeg har forelsket mig hovedkulds i de sidste par måneder. Hendes plader fra 70'erne og 80'erne er helt vilde, og så bruger hun vokaleffekter på en måde, som jeg har hørt få sangere gøre. Hendes udtale er til tider det, der skaber hendes melodier. Den måde hun synger "WHY" på. Wow! Der er også Buddy Holly. Det er selvfølgelig umuligt, men jeg har haft en stor fascination af ham, så længe jeg kan huske tilbage.

4. Hvad er dine fem yndlingsplader?

Sådan noget arbejder jeg slet ikke med. På sin vis har jeg gennem de sidste 15 år prøvet at frigøre mig fra musikken. Eller jeg har arbejdet med, at musikken sagtens kan leve i mig, uden at jeg behøver at sætte en plade på, høre en koncert eller sidde med et instrument. Jeg synger mere eller mindre hele tiden, men nu kan jeg også sidde alene og stille i et rum og alligevel mærke musikken. Jeg kan føle mig musikalsk. Jeg troede i mange år, at jeg var nødt til at høre musik for at være sikker på, at den var der, men sådan er det ikke længere. Yndlingslister er jeg ikke så meget for. Desværre.

5. Hvad er din bedste koncertoplevelse nogensinde?

Sådan noget har jeg heller ikke. Hvordan kan jeg sammeligne koncerter, jeg så, da jeg var tretten, med nogen, jeg oplever nu? Jeg er jo en anden person med andre erfaringer. Sværere at begejstre, men mere opmærksom på detaljen. Men jeg kan fortælle, at den bedste koncert, jeg har set i år, var Gabestok i Mayhem til Fanebærers release. Jeg var komplet ædru, og de spillede så sindssygt vildt. De var virkelig én organisme. Brutalt, rockende, aggressivt, sexet. Som en stor sort bil i høj fart på vej mod helvede. Mad Max-vibes. Jeg kan huske, at jeg stod og kiggede på folk til koncerten, og selv om de alle var virkelig glade for det, så var det også tydeligt, at folk egentlig ikke fattede, hvor godt det var, det, de stod og oplevede.

6. Hvilke platforme bruger du til at opdage nyt musik?

Jeg er heldig at have mange venner med ekstremt god smag som hjælper mig med finde frem til ny musik. Det er jeg meget glad for, og jeg føler mig bestemt priviligeret over, at det altid har været sådan.

7. Hvilket band er din guilty pleasure?

Jeg er virkelig vild med Gentle Giant. Deres liveperformance af sangen 'Interview' har jeg set så mange gange, og hvis jeg ser en af deres vinyler, jeg ikke har, køber jeg den. Det er alt, alt for meget, og det kan jeg godt lide. Prog er fedt. Men det skal være for meget. Prog, der prøver ikke at være for meget, stinker.

8. Hvilke fordomme er du blevet mødt med som heavyfan?

Jeg synes egentlig, den eneste fordom er, at folk tror, det er det eneste, man hører. Som om at man har sværget til en sort fane og derfor undsiger alt andet. Jeg kan lide rigtig meget forskelligt musik. Men hvis man ikke kan lide heavy metal, så snyder man sig selv for en masse.

9. Hvilke gode oplevelser har du haft ude i heavymiljøet?

Kun gode. Jeg ved godt, at jeg ikke altid lige bliver accepteret med det samme, fordi jeg ser ud, som jeg gør, men når folk lige har set mig an, så går det altid godt. Jeg har mest bevæget mig i black metal-scenen omkring Mayhem de sidste par år, og det glæder mig virkelig, hvor gode, bandene er .

10. Hvorfor er du heavyfan?

Jeg ved faktisk ikke, om jeg er heavyfan. Men jeg kan rigtig godt lide aggressiv musik, farlig musik, og der er heavy metal et rigtig godt sted at gå hen. Heavy, der ikke er aggressivt eller farligt, siger mig som sådan intet. Generelt synes jeg ikke, der er nogen grund til at spille rockmusik, medmindre det er farligt. Hvis man ønsker kontrol, er der masser af andre genrer! Men jeg kan egentlig lide alle musikgenrer. Hvis jeg kunne vælge imellem at se en dårlig metalkoncert eller se en dårlig indierock-koncert, ville jeg da klart vælge den dårlige metalkoncert. Så måske er jeg alligevel heavyfan.