Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

RF '19: Guide til mandag/tirsdag

Updated
Xenoblight

Xenoblight bringer moshen, Gullo Gullo og Collider sætter drukhjernen i omdrejninger, og Alkymist sætter den tunge dagsorden, inden festivalen for alvor går i gang på de større scener.

Kunstner
Titel
+ Xenoblight + Boundaries + Collider + Gullo Gullo
Dato
01-07-2019
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)

På de indledende dage, hvor det primært er Rising-scenen, der driver værket, er der længere mellem snapsene for os med hang til de tungere dele af line-uppet.

Der er dog godbidder nok at komme efter, så du ikke risikerer at gå helt i hundene i varmen med lumre dåseøl i nabolejren.

GULLO GULLO – mandag på Rising kl. 14:00


En forlægger, en helteguitarist, en black metal-festivalarrangør og en trommeslager går ind på en bar, og så – ja, så vælter hele lortet, for det er ikke nogen vits, men udgangspunktet for Gullo Gullo: Et kreativt frikvarter for Slægt-guitaristen Anders M. Jørgensen og hans trommeslager fra Kamp, Axel Green, Vort Fatum-arrangøren Jesper Bagger Hviid og Anders Jørgen Mogensen, der til daglig driver forlaget og pladeselskabet Escho.

Hvis man kan huske sidstnævnte som forsanger i det løjerlige metalband KLoAK, har man også en idé om, hvilket vanvid, der venter én i Gullo Gullo: Der er fuld skrue på de skæve indfald, der bliver smadret igennem, og det hele foregår med et musikalsk overskud, der er absolut forbilledligt.



XENOBLIGHT – mandag på Rising kl. 23:00


I 2018 rundede Xenoblight et fornemt år af med at åbne Aalborg Metal Festival, og et par måneder senere var de et af hovednavnene på When Copenhell Freezes Over. Blot to år efter, at bandet blev dannet i Silkeborgs bløde, bakkede sølandskab, har de udgivet en debutplade, vundet den danske afdeling af Wacken Metal Battle og er blevet nummer fire i finalen på den tyske metalfestival.



Det er sket med en intens og velspillet dødsmetal, der vidner om, at det ikke er et tilfælde, at debutpladen blev indspillet i Sverige: Göteborg møder Stockholm i et hårdtspændt mix af melodi, riffmageri og tempo.

 Ved koncerter rundt om i landet har Xenoblight samtidig demonstreret, at de, ikke mindst i kraft af forsangeren Marika Hyldmar, har et godt greb om publikum og forstår, hvordan de kan bruge deres egne virkemidler optimalt.





ALKYMIST – tirsdag på Rising kl. 17:00


”En sjælelig mavepuster” var vores beskrivelse af Alkymist, da doom/sludge-orkestrets debut udkom sidste år. Og bandet er absolut bastant, tungt og langsomt, men også en god del mere end det. Alkymist er en konstellation af rutinerede kræfter med en baggrund i blandt andet Detest og Düreforsög, der med ny inspiration og nye indgangsvinkler giver et dystopisk, minimalistisk bud på, hvordan doom metal skal skæres nu om dage. Resultatet er dystert, livsdræbende og visse steder næsten sortmetallisk i sit nihilistiske udtryk. Med forsanger Peter Bjørnegs vokal som det naturlige samlingspunkt, der veksler mellem rensang og vred brølen, fremstår Alkymist både sårbart og ubarmhjertigt aggressivt.



Episk, progressivt, slæbende og sjældent tung sludget doom er, hvad Alkymist står for, og orkestret er uden tvivl noget af det bedste doom metal herhjemme siden Saturnus.





BOUNDARIES – tirsdag på Rising kl. 20:00


Københavnske Boundaries byder på melankolsk, keyboarddrevet post-punk, hvor inspirationerne fra eksempelvis Protomartyr og ældre koryfæer som Joy Division er til at tage og føle på. Bandets habile debut-ep fra 2018 maler gråtonede billeder med store symfoniske harmonier og evigt tilstedeværende guitarriff, der sørger for, at melankolien og den sjælelige tomhed er en konstant stemning i hele det musikalske udtryk.



Parallellerne til den engelske punk- og new wave-scene fra slut-70’erne er nærværende, men Boundaries giver stadig deres livtag med den stille post-punk et strejf af det 21. århundrede. Boundaries er indebrændt energi, frustration og fortvivlelse i et underspillet og relevant udtryk, som bliver siddende i én.







COLLIDER – tirsdag på Rising kl. 21:30



Af mere udknaldet karakter byder Collider umiddelbart efter på shoegazer af den eksperimenterende skole. Ideer flyver i alle retninger, og de på én gang støjende og drømmende lydflader søger konstant nye græsgange, så man ikke fortaber sig alt for meget i melankolien. Den unge kvartet udgav deres debut '-><-' i vinter på pladeselskabet Escho, og tværfløjten vækker da også minder om labelmakkerne fra Værket. Det evindeligt rastløse udtryk demonstrerer, ud over de indlysende tekniske færdigheder, også en nysgerrighed og en drivkraft til ikke blot at spille på de velkendte virkemidler fra scenens store forbilleder, men også at finde deres egen ubetrådte vej ind i fremtiden.

Er du klar på at folde hjernelapperne ud til en omgang progressiv støjpop, så kunne Collider og deres forvrængede musikalske lydbilleder meget vel være dit kald tirsdag aften.

https://www.youtube.com/watch?time_continue=1&v=u4pCoYKIg2Y