MMF '17: Torsdag

Førstedagen på årets Metal Magic Festival var samtidig en ny begyndelse for festivalen. Det stod hurtigt klart, at de nye omgivelser var godkendt og tegner godt for kommende festivaler.

Det var med spænding, stampublikummet ankom til årets MMF. Vi mennesker er vanedyr, og forandringer kan ofte være svære. Også hos arrangørerne var der spænding at spore i overvejelserne om, hvorvidt folk ville anerkende de nye omgivelser på en bar mark sammenlignet med festivalens hidtidige placering i og omkring Ungdommens Hus i Fredericia centrum. Bange anelser syntes dog hurtigt at være gjort til skamme, og allerede fra festivalens begyndelse virkede det til, at publikum kun havde lovord til overs for de nye omgivelser og de anstrengelser, som festivalarrangørerne havde gennemgået for at få festivalen stablet på benene.

Præcis klokken 16.00 gik første band, Xenoblight fra Silkeborg, på teltscenen. Bandet er stort set Velociter med nyt navn. Det var bandets debutkoncert, og det blev da også kun til et sæt på ca. en halv time. Men det lover godt for bandet, som ligesom under det tidligere navn spiller en omgang teknisk thrash, hvor medlemmerne til stadighed udfordrer deres evner på de respektive instrumenter. I forhold til tiden som Velociter er der dog skruet noget op for kadencen i sangene, og bandet beskriver også selv stilen som ekstrem metal.

Første band på udendørsscenen var en gammel kending på MMF. Svenske Turbocharged har flere gange tidligere gæstet festivalen og er vel nærmest at betegne som stamkunder i butikken, hvor forsanger og bassist Ronnie ”Ripper” Olson ses her, der og alle vegne under hele festivalen. Der var ikke meget nyt at hente hos Turbocharged i forhold til tidligere. Men bandet spiller fortsat en ganske habil omgang thrash med elementer af inspiration fra punk og Motörhead.

Tilbage til teltscenen, hvor danske Ligfærd bød på en omgang heftig black metal. Her var måske et lille tilbageskridt at spore rent visuelt i forhold til tidligere festivaler, hvor indendørsscenen var meget mørklagt. Det er ikke så fedt at opleve et black metal-band med ansigtsmaling i et telt en eftermiddag i fuldt dagslys. Ligfærd led desværre også under en noget krads og diskantet lyd, hvor man faktisk måtte træde uden for teltet for at sikre sig, at der var sluttet strøm til bassen.

Andet band på udendørsscenen var en gammel kending med mange år på bagen. Witch Cross var tilbage på MMF, hvor bandet også spillede i 2013. Den gang var det et scoop, at oprindelige sanger Alex Nyborg Madsen sang med på en enkelt sang. Men generelt var Witch Cross denne gang bedre og mere sammenspillede. Også bandets nuværende sanger Kevin Moore var betydeligt bedre end første gang. Kevin Moore har en fortid i bandet Son of af Bitch sammen med Steve Dawson og Graham Oliver (begge ex-Saxon), og Witch Cross gav derfor også lige en version af Saxon-sangen ’Strong Arm of the Law’. Det var en overraskende fornuftig koncert, som Witch Cross gav på dette års festival.

Efterfølgende på teltscenen blev til to omgange tyrkisk old school dødsmetal. Først i form af Hellsodomy og senere ved Engulfed. Hvis der skulle være tale om en dyst de to bands imellem, kan det anføres, at de typemæssigt ikke adskiller sig så meget fra hinanden. Umiddelbart gjorde Hellsodomy det bedst på dagen. Men det er for så vidt alene op til smag og behag. 

Indimellem de to tyrkiske bands var der thrash/speed metal på udendørsscenen med svensk-canadiske Assasin's Blade. Bandets canadiske islæt består i sangeren Jacques Bélanger, der tidligere har været forsanger i Exciter, som han har udgivet tre album sammen med. Assassin's Blade udgav debutalbummet ’Agents of Mystification’ sidste år. På scenen på MMF virkede bandets sange ret ordinære om end ganske velspillede. Det var derfor en kærkommen adspredelse, at det også blev til versioner af et par Exciter-sange fra Bélangers tid i bandet, herunder den fine ’Aggressor’. 

Førstedagen blev afsluttet af de gamle kendinge i Nifelheim på udendørsscenen og det noget nyere danske og lokalt forankrede band Silhouette på teltscenen. Nifelheim er anmeldt for sig, mens Silhouette ifølge det tilstedeværende redaktionsmedlem lød mere af gennemsnitligt 70'er-rock end deres mere proggede demoer.