Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Livlig bastardrock

Populær
Updated
Gullo-Gullo-Raw-Moon

Fra Mayhem-scenen kommer Gullo Gullo, et sammenrend af mere eller mindre kendte ansigter fra dansk rock og metal, der kaster sig ud i en støjende og dronende friformsrock.

Kunstner
Titel
Raw Moon
Dato
11-02-2019
Label
Genre
Trackliste
1. Amazing Data
2. Another Dead Astronaut
3. Be Bob A Lula
4. Sabbath
5. Mau Mau
6. Better Shake
7. Paint Thinner
8. Get Your Teeth Down
9. The Knitting Widower
Forfatter
Karakter
3

Mayhem har længe været et kulturelt kraftcenter i Københavns ydre brokvarterer. Igennem de sidste ti år har det ene efter det andet navn affilieret med det kunstneriske kollektiv vundet indpas på den danske rockscene og fået hype i pressen, nationalt såvel som internationalt.

Som altid i kreative miljøer er der en vis crossovereffekt, hvor man arbejder på kryds og tværs, og som sådan lander debutpladen fra Gullo Gullo, et nyt band, der udgøres af kendinge fra diverse bandsammenhænge, rimelig trygt hos et publikum, der med årene har kunnet følge Mayhem-scenens udvikling.

At kalde det en supergruppe, som der lægges op til i pressematerialet, er nok lige at tage ordene for fulde, for medlemmerne er mere kendt fra mindre navne, end de er etablerede rockstjerner. Sanger Anders Jørgen Mogensen var i front for det eksperimenterende hardcoreband KLoAK op gennem nullerne (og ejer desuden pladeselskabet Escho, der også står for udgivelsen), mens guitarist Anders M. Jørgensen (ja, der er potentiale for lidt navneforvirring her) er et velkendt ansigt fra metalbandet Slægt, prog rock-gruppen Værket og sideprojektet Kamp. Ved siden af de to finder vi Jesper Bagger Hviid, der blandt andet spiller med i black metal-bandet Blot & Bod samt Axel Green, også fra Kamp, på trommer.

Dronende tyngde
Der er dog ét karakteristikum ved debutpladen ’Raw Moon’, der retfærdiggør supergruppebetegnelsen, selvom det næppe er den mest flatterende. For hvor supergruppen ofte – lettere uønsket – har haft karakter af at være et kreativt afløb for de impulser, der ikke har været plads til i hovedprojektet, er der en lignende art legestue over Gullo Gullo.

Ifølge frontmand Mogensen har det været en nem plade at skrive, og det kan høres. Sangene flyder frit og ubesværet, der er en form for improviseret logik bag dem, plads til åbne flader og vidder, men også pludselige indfald. Det er en friformsrock, der genremæssigt stikker i mange forskellige retninger, og som blander metal og hardcore med drone og improvisationsmusik.

De to guitarer støjer, sliber og skraber i lydbilledet, mens Axel Green hamrer løs på tammerne, og vokalen skærer igennem med fylde og attitude. Man tænker ikke over fraværet af en bas, for der er rigelige mængder tyngde i støjen på numre som ’Amazing Data’ og ’Sabbath’, hvis dronende og doomede guitarflader henter en vis inspiration hos, ja, Black Sabbath.

Humor og pastiche
Anderledes er det på ’Another Dead Astronaut’, hvor en saxofon giver los og hvirvler rundt i lydbilledet, mens hardcoreinspirationen er meget tydelig på den et minut korte uptemporocker ’Better Shake’. Det er det sjette af de samlede ni numre og vist også første gang, et lilletrommeslag høres på hele pladen.

’Be Bop A Lula’, tager fat i rock ’n’ roll-skabelonen og twister den, som nummeret halser derudad med de huggende trommer og gæstepercussion af brødreparret Adam og Dan Kjær Nielsen fra henholdsvis Slægt og Iceage plus keyboard fra Malthe Fischer fra Oh No Ono. Det er en smagfuld pastiche, som ikke falder udenfor, fordi indtrykket netop bæres frem af en vis mængde humor og selvironi.

Man savner også et vist fokus og en vilje til at skære ind til benet og skære overflødigheder fra, såsom ’Mau Mau’s tyve sekunders hundegøen, for selvom ’Raw Moon’ i det store hele behager i løbet af sine 36 minutter med sin dronende bastardrock, er der ikke mange ting, der hænger fast efter endt lytning.

Da KLoAK gik i opløsning for ti år siden svor Anders Jørgen Mogensen ikke at spille aggressiv musik igen. Ti år senere er situationen en anden, og selvom ’Raw Moon’ ikke som sådan er et album, der åbenbarer sig ved gentagne lyt, er dens frittænkte bastardrock ikke desto mindre et velkomment kreativt indspark fra det kulturelle kraftcenter, som er Mayhem.

Læs også vores 10 hurtige med Anders Jørgen Mogensen her.