Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Skrøbelighed på en knivsæg

Updated
pukewolf promo

Om skrøbelighed og søgen, om lyd og overgange, om at forstærke sin egen ængstelighed og om altid at stå på empatiens side.

Kunstner
Dato
25-07-2022
Fotograf
Martin Damm
Forfatter

Puke Wolf er et band, der evigt søger efter noget. På kun to EP’er har de allerede været flere steder end de fleste, og aftvunget reaktioner af deres publikum i en grad, der er de færreste forundt. Det er et band, der aldrig hviler og som heller ikke lader publikum være sikre på, hvad der kommer bagefter.
Devilution mødte trioen på hjemmebane i Aarhus og brugte tiden på at tale om, hvad der bevæger dem, og forsøgte i fællesskab at finde ud af, hvad vi leder efter.

Puke Wolf består af Emil Aude Vegeberg på guitar, Lasse Højgaard på bas og Andrew Thomas Davidson på trommer. Alle tre deler vokaltjansen, ligesom både musik og lyrik skrives i fællesskab.
Bandet opstod lidt af omveje:
– Lasse og jeg spillede i et post-rockband, der hed The Manipulated, som faldt fra hinanden med tiden. Vi gik lidt rundt og ledte efter noget at lave. Samtidig arbejdede jeg i en pladebutik sammen med Emil, og vi snakkede også lidt om at spille sammen. Det lyder nærmest som en indiefilm, fortæller Andrew Davidson

– Ja! Og så kommer Iben Hjejle ind! griner Lasse Højgaard.

Helt så spændende blev det dog ikke, men Davidson havde i mellemtiden også talt med Kenneth Larsen, og da Vegeberg mødte op, var det ikke kun til en bassist, men også en guitarist mere. Vegeberg insisterede på, at de skulle stemme en halv tone ned, når de spillede hardcore, og sangskrivningen gik i gang. Larsen stod for det meste af vokalen, og numrene bar præg af de to guitarer. Derfor var det nødvendigt at reflektere grundigt over, hvilken retning bandet skulle gå i, da Larsen flyttede til København efter kun to shows.

– Vi skulle genopfinde os selv, og jeg havde et stort ønske om at kunne udvikle mig mere kreativt. Det havde virkelig ikke været tilfældet i The Manipulated, siger Lasse Højgaard, med et skævt smil.

– Ja, først og fremmest skulle vi blive enige om, hvad der var inde, og hvad der var ude, af det vi tidligere havde lavet. Til at starte med, var det mig, der overtog vokalen, og de to andre var med på kor, forklarer Vegeberg, og fortsætter:
– Senere blev vi dog enige om, at vi alle tre skulle synge. Vi fandt frem til, at det var meget sjovt at spille hardcore, men at der var mulighed for at udvikle sig.

– Ja, det var meget fint at stå og chugge tunge riffs afsted, men vi kæmpede med hardcoresangskrivningen, og det blev for meget en restriktion for os, forklarer Højgaard.



Det kulminerede, da Andrew Davidson og Lasse Højgaard havde været til Pærepunk (aarhusiansk punk-festival, red.), og kom tilbage helt forpustede, med en følelse af, at det havde været meget sjovt at se et par koncerter, men at det blev svært at skelne fra hinanden. På Davidsons foranledning begyndte de at bevæge sig i retning af screamoen, men var enige om at beholde de elementer af hardcoren, der gav mening for dem.
– Vokalen for Lasse og mig og energien er i behold. Men vi er heller ikke 22 år gamle, og har brug for at stå og bevise, at vi er lige så gode til at spille hardcore som Halshug!

– Det kan vi heller ikke! Vi har spillet et par shows med dem, og de er fandme gode! indskyder Højgaard.

De shows de taler om, har vi anmeldt i dette magasin, hvor orkesteret fik nogle mindre flatterende ord med sig.
– Det var sgu også et dårligt show, siger Emil Vegeberg med det samme.
– Vi turde ikke gøre det, vi ville, fuldt ud. Vi stod der, og stemte vores instrumenter og følte, at samplesne var akavede, og så føler publikum sgu det samme, istemmer Lasse Højgaard.

Vegeberg fortsætter:
– Nu er vi blevet lidt mere ligeglade med, hvad folk tænker. Jeg synes godt publikum må have det lidt akavet. Eller måske nærmere, at de kommer til at føle noget og bliver bevidste om det. Det er det, vi gerne vil have frem.

Det søgende og det skrøbelige.
Netop følelserne – eller navnlig, det at føle noget – viser sig at være det væsentligste element for Puke Wolf. Og det, der førte dem til at spille, som de gør.
‘Interstice’, deres seneste EP, er smækfuld af både samples og feltoptagelser, ligesom den foregående ‘Everything from Nothing’ var det. Og det fælles for dem er, at de skal sige andet og mere, end Puke Wolf selv kan gøre, eller gøre dem i stand til at sige noget, de ellers ikke kunne nå frem til.
Særligt kan fremhæves slutningen på ‘Young Love’ fra første EP, hvor et sample fra 1957-filmen ‘Amor i telefonen’ afslutter den ellers skærende sang på en skæv og mildt sagt ildevarslende tone.



Det interessante at finde ud af er, hvad netop et sådan sample gør ved lytteren.
– Det giver noget nerve. Noget skrøbelighed, mener Lasse Højgaard, og giver ordet videre til Vegeberg:
– Jeg kommer også fra en hiphopbaggrund, og der arbejder man jo en del med at tage noget ind, og sætte det i en ny kontekst. Det er spændende, men det er også et arbejde at finde ud af, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør. På ‘Full of Heart’ havde vi oprindelig et sample af Serena Williams, der talte, men det måtte vi sløjfe. Det gav ikke den rigtige følelse.

Emil Vegeberg fortsætter:
– Det er det, vi går mest op i. At det kan føles. Da vi remixede Eyes-nummeret ‘Surf’ (på remixpladen ‘Reperformer’ fra sidste år, red.) var det i retning af noget døds-trap, og generelt er det ikke så interessant præcis hvilken genre, vi spiller. Hvis det er det, der skal til for at føle noget, så er det det, vi gør.
Vegeberg forklarer om processen i sangskrivningen. Han fortæller, at de i høj grad fungerer som en enhed, og afviser at de ville kunne spille, som de gør, hvis de bare “sad med hver deres instrument og spillede løs.” Alt bliver drøftet, gennemtænkt og diskuteret. Der er ikke noget, der lander tilfældigt, og på den måde lægger de både afstand til hardcoreophavet og rejser spørgsmålet om, hvad der er hovedfokus. Om Puke Wolf anvender deres virkemidler for at skabe følelser, eller om følelserne er det, der skaber musikken. Hvad er formål, og hvad er middel?

Det spørgsmål fremkaldte dybe panderynker hos de tre musikere, og adskillige øjeblikke gik, før der blev svaret.
Andrew Davidson var den første til at tage bladet fra munden:
– Jeg har svært ved at skille mål og middel. For mig er det ikke to separate elementer. Hvis det var det, ville det blive for bevidst, det vi laver. Det kan godt være vi komponerer et ambientstykke eller skriver et riff, men det er ikke for specifikt at opnå noget. Vi kommer for at krænge vores sjæl ud og vise hvad, der betyder noget. Og så håber vi, at folk får noget ud af det, når de lytter til pladen eller er med live.
Min forhåbning er, at folk føler noget, fordi vi føler rigtig meget.

Emil Vegeberg tager tråden op:
– Og når man føler noget, så er det, man kan komme ind i det akavede, som vi talte om før. Eller måske nærmere det skrøbelige, som er nøgleordet for mig. Når man er i noget sammen, så kan det være ømt eller skrøbeligt.
– Jeg har egentlig ikke behov for, at publikum sætter sig ned på min kommando eller smadrer rundt i walls of death. Jeg vil bare have, at de holder kæft og hører efter. Så har de fri om et kvarter og kan sludre og drikke øl, men jeg vil gerne have de er med og giver sig selv lov til at føle noget.

– Det varer en halv time og det er alvorligt. Vi spiller alvorlige tracks, udtrykker Davidson enigt

Når det drejer sig om hvordan musikken er alvorlig, henviser Lasse Højgaard til Fugazi, der altid har nægtet at kommentere på deres lyriske indhold, trods de mange tolkninger, der har floreret blandt fans.

Emil Vegeberg stemmer i:
– Det tror jeg også på. Det er der når jeg har fået mest ud af musik. Et godt eksempel er Gordon Lightfoots ‘If You Could Read My Mind’ – der er ikke nogen tvivl om, at har har haft en specifik person i tankerne, da han skrev den, men alligevel har så mange mennesker sunget den og gjort den til deres egen. Det er ligesom når man er barn og synger med på noget som gjaldt det ens liv. Man har måske kun forstået halvdelen, men alligevel har det betydet alt.

Han suppleres af Lasse Højgaard:
– Vi er allesammen typer, der er gode til at fortolke og tale om musik, og hvis man beder os tale om vores eget, så risikerer vi at komme til at overforklare. Man kan godt give noget af sig selv ved at gøre det, men man risikerer at tage noget fra lytteren, hvis man gør det.



Små mellemrum.
Den nye EP fra Puke Wolf hedder ‘Interstice’ – oversat betyder det noget i retning at et lille mellemrum eller det at stå imellem to ting. Og på en måde er det også en følelse, der fremkaldes af aarhusianernes musik. Det er ikke et band, der lægger sig fast et specifik sted. Det er derimod et band, der skaber forbindelser eller overgange, om man vil. Derfor er albumtitlen så velvet, at den må komme fra noget.

– Altså, da vi skrev den stod vi midt i en pandemi, der gjorde det helt tydeligt for os, at et skifte var sket. Uden at vide det, stod vi også overfor en krig. Og på den måde stod vi overfor alt det sådanne begivenheder medfører af skrækkelige ting, der splitter os som folk. Samtidig stod vi midt forhold, der ændrede sig eller gik i stykker, og nogle af os fik børn. Det skal forstås som ting, vi stod midt i og stadig bakser med, fortæller Andrew Davidson.

– Det er også et godt ord for den søgen vi talte om før, siger Emil Vegeberg, og fortsætter:
– Vi stod midt i noget på den første EP. Med ‘Interstice’ søger vi efter det næste.

Den søgen afspejler sig ifølge bandet i den nærmest prekære balance tematikkerne finder sig i. Den gennemsyrer både lyrik og form. Men det handler allermest om, at bandet spiller om ting, der påvirker dem, på den ene eller den anden måde.

– Kærligheden vejer tungt i vores musik. Det gør politik også. Men det er aldrig sådan, at vi sætter os ned og siger “det her nummer handler om politik og det her handler om kærlighed”. Det hænger sammen.



Bandet fremhæver ‘Hubris’, der indledes med et sample af MSNBC-værten Rachel Maddow, der læser et telegram op, hvori hun lærer at Trump-administrationen var begyndt at sende børn af udokumenterede indvandrere i lejre tæt ved grænsen. Maddow har ikke forudgående hørt nyheden og bliver derfor tydeligt påvirket af den.

– Det politiske bliver i den grad skrøbeligt her. Hun får det stukket i hånden og får en følelsesmæssig reaktion. Det gør vi også, forklarer Lasse Højgaard.

– Det er en spejling af, hvordan vi oplever den verden, der omgiver os. Det bliver en prøve på ens menneskelighed, siger Davidson.

En tydeligt påvirket Emil Vegeberg bryder ind:
– Der er så mange ideologier og så mange oplysninger, og alt skal hele tiden vurderes, om det er rigtigt eller forkert. Men vi sidder herude og kigger ind i, hvad der sker derovre, og kan tydeligt se, at det hun beskriver er forkert. Man kan altid møde mennesker med andre holdninger til tingene, men uanset hvilke type menneske man er, kan man jo se, at det, der sker, er forkert. Det handler om kærlighed, og det handler om at kunne se, hvad andre mennesker går igennem.

Lasse Højgaard supplerer:
– Politik er ofte meget kynisk og “ren business”, og jeg mener altid, man skal have empati for det enkelte menneske. Det har Maddow. Hun udviser kærlighed for mennesker, hun aldrig har mødt, og det gør dem, der laver politikken ikke. Vi prøver at finde empatien for mennesket. Vi stiller os altid på empatiens side.

Samtalen gled over på liminale rum – altså de steder, der markerer en overgang fra et til noget andet. Begrebet henførtes tidligere mest til religiøse overgangsriter, men har i de senere år fundet udbredelse i udforskelsen af det offentlige rum. Her omhandler det ofte områder, der fungerer som passage mellem to definerede steder, men ikke har sit eget, iboende indhold. Gange, anonyme gader, hotelværelser og lufthavne er alle eksempler. Men når ‘Interstice’ har fået det navn, som den har, og fungerer som et håndgribeligt eksempel på noget søgende, var det nærliggende at drøfte dens placering i forhold til det begreb.

– Er det måske funktionen, ved det vi laver? Vi inviterer folk ind i et rum, og så kommer de ud bagefter? Måske kommer der noget af os ind i en fremmed, og samtidig kommer der noget, af den fremmede ind i os, siger Emil Vegeberg tænkende.

Han fortsætter:
– Det er noget af det, jeg godt kan lide ved at spille live. Det er at kunne styre flowet og holde det uforudsigeligt. Nogle gange er det Andrew, der styrer slaget, og holder mig trippende som et ADHD-barn, der vil ind og se TV, andre gange er det mig, der kan trække den, som jeg vil. Jeg tror, jeg har falsk åbnet ‘Come Forth, Drowned Ones’ 18 gange de sidste fire år. Det er det, der er. Det er det, der er showet.

Lasse Højgaard byder ind:
– Jeg tror vores samples og ambience er med til at skabe den her liminale følelse. Vi spiller måske en kærlighedssang, og så kommer der et sample, der skaber kaos. Eller vi spiller helt vildt hårdt og hurtigt, og så kommer der et digt om klimaforfald. Det er med til at skabe den følelse.

– Der kommer flere og flere af den slags på denne EP. Og det afspejler verden. Den er fuld af brydninger. Der er fascisme og klimaforandringer, men der sker også rigtig mange spændende ting. Det hele balancerer på en knivsæg, og det er måske med til at skabe den her liminale følelse.



Kniven kan altid komme længere ind.
Puke Wolf synger om alvorlige ting. Det er emner, der påvirker de fleste, og som for manges vedkommende er som et trafikuheld, man ikke kan se væk fra. Det farver også ‘Interstice’ meget tydeligt.

– Jeg spurgte engang mine forældre, om de ikke var bange for atombomber og den kolde krig, da de var børn. De svarede at de var megabange, men ikke altid vidste, hvad de egentlig var bange for. De havde ikke viden og information. Det er anderledes for os. Vi kan altid opsøge vores angst, og de fleste af os er ikke gode til at lade være. Verden har der altid været noget galt med, men ængsteligheden er blevet værre. Man kan komme ned i nogle huller, man ikke lige kan komme ud af, fortæller Emil Vegeberg.

Lasse Højgaard nikker enigt:
– Det er postmodernisme taget til den yderste kant. Alt er med og intet er med. Det handler om det moderne menneskes tilstand. Man bliver overdænget med information og indtryk og ting, man skal forholde sig til. Ting, der er regressive og ting, der er progressive, og så næres grundangsten. Det er sådan, det er at være menneske lige nu.

Vegeberg fortsætter:
– Hver gang kniven bliver stukket ind, kan man selv sørge for at stikke den dybere. Hvis man gik fra hinanden i gamle dage dage, rendte man måske ind i hinanden femten år senere. Nu kan man tjekke, hvad den anden laver online en time efter. Det er selvdestruktiv adfærd. Det kan jeg også mærke på mig selv, når jeg skriver tekster. Jeg bliver i tvivl, om man skal være pessimist, eller om jeg mon er det i forvejen. Også når vi spiller den slags musik, som vi gør.

– Ret tidligt bragte Andrew ordet “optimisme” ind, og det ramte mig som noget ret nyt i denne sammenhæng. Vi kan ikke altid være dem, der siger, at det hele er dårligt. Vi skal også være dem, der siger, at det nok skal gå. Det er en dimension, jeg synes er væsentlig. ‘Hubris’ viser også håbet. Det handler også om, at bringe mennesker sammen.



Håbet viser sig også i EP’ens sidste nummer ‘A Trembling of Finches’. Efter et hæsblæsende up-beat track går det over i ambient underlægningsmusik til et digt, oplæst af bandet selv, Alice Sahinkuye, Kristian B. Iversen, Moon Joo Pitney, Gry Stokkendahl Dalgas og Sean-Poul De Fré Gres.
Oprindeligt var det meningen, at sangen skulle afsluttes med et sample, men bandet erfarede, at den betydning, de gerne ville have ud af det, måske ikke var det, publikum ville få ud af det.

Andrew Davidson fortæller:
– Jeg følte jeg havde trådt ved siden af. Det var ikke vores plads at fortolke det sample. Men jeg havde noget, jeg ville ud med på den måde som jeg havde forstået det. Så jeg blev frustreret og gik hjem og skrev digtet. Vi blev enige om, at vi godt kunne bruge det, men vi kunne ikke læse det op selv. Det handlede nemlig ikke kun om os. Alt vi laver kommer fra et personligt sted, men jeg tror ikke vi nogensinde kunne skrive en plade kun om os.

Han fortsætter:
– Det er alle sammen folk, som er tætte på os og som vi ser op til eller beundrer på en eller anden måde. Og så er det også en alsidig forsamling. Det var vigtigt for os, selvom det burde være ligegyldigt, da man jo ikke kan se dem. Men verden består ikke kun af hvide mænd som os. Gudskelov.

– Flere har spurgt os om hvad det var og hvorfor vi gjorde det, og uden at lyde helt frelst, så var det meant to be. Vi har brugt samples, vi arbejder med ambient, og vi skulle komme videre. Nogle gange kan vi få samples til at sige ting, vi ikke selv kan, og omvendt. Men her skulle vi noget helt andet. Vi var enige om, at det skulle være det her, det skulle vare tre minutter, det skulle være de her mennesker, og det skulle være skrøbeligt og flot

Sådan fortæller Emil Vegeberg, inden han ser tilbage i tiden, og henført fortæller:
– Jeg kan huske, da vi fik den endelige master tilbage, og jeg var ude at gå en lang tur med barnevognen, og jeg lyttede til pladen. Så kom det her stykke, og selvom jeg havde hørt det hele 500 gange i løbet af processen, blev jeg helt overvældet.
Jeg syntes det var så smukt, og så fader det ud, og så er EP’en slut. Jeg kunne nærmest se mig selv stå der med et lille barn, jeg ikke anede, hvad jeg skulle gøre ved, og så alle de her mennesker, der talte rundt om mig om alt det smukke, og hvordan vi skulle passe på hinanden. Det var vildt.

Menu