RB '22: Bit by bit

_XTD8251
_XJD7826
_XTD8239
_XJD7897
_XTD8379
_XTD8298
_XTD8327
_XJD7765

Vi var vidner til GGGOLDDD’s dybt personlige koncert, rørende og mørk, hvor forsanger Milena Eva samlede sig selv - bid for bid - foran et hypnotiseret publikum.

Kunstner
Spillested
Dato
22-04-2022
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
4

Det har ikke været uden overvejelser, hvordan jeg skulle anmelde GGGOLDDD’s koncert på Roadburn, hvor de fremførte den nyeste udgivelse, This Shame Should Not Be Mine, i sin helhed for første gang. For hvordan anmelder man fremførelsen af noget så personligt og så åbenlyst svært som en hel plade - om en voldtægt?

GGGOLDDD gav os en smagsprøve på albummet allerede til Roadburn Redux i 2021, og det var den mest sete koncert overhovedet på online-festivalen. Derfor var også en no-brainer for festivalen at få sat koncerten i kalenderen på den første fysiske festival i tre år. Og ikke nok med det - Milena Eva har også kurateret en del af programmet på Roadburn Festival 2022. Det var derfor en travl dame vi fik at se på scenen denne fredag, men det var ikke til at mærke.

Det var ingen hemmelighed, at det her ville blive en mørk koncert. Vi vidste hvilken plade, der ville blive spillet, og følelsen blev kun yderligere forstærket af, at arrangørerne valgte at lukke barerne på Main Stage. Så uden druk som overspringshandling, var vi tvunget til at forholde os til scenen. Og vi fik da også præcist hvad vi kom efter. Milena Eva tronede frem iklædt sort tyl fra top til tå på en baggrund af en strygerkvintet ved koncertens indledning og gennem åbneren “I Wish I Was a Wild Thing Thing With a Simple Heart”, sunget med luftig og lys stemme og stort set uden musik at gemme sig bag ved.

Milena Eva er lige så berømt for sine fantastiske outfits, der kan blive til lidt af hvert undervejs, som hun er for sin musik. Denne aften var outfittet dramatisk, men uden forvandlingsnumre, hvis man ser bort fra at sørgesløret blev fjernet efter første nummer. Som til alle GGGOLDDD koncerter stod vi foran en yderst intens Milena Eva.

Da vi sidst så GGGOLDDD hed de blot GOLD, og spillede på den hedengangne Het Patronaat i 2019. Senere det år kom de til Ideal Bar, hvor de spillede for et fortvivlende lille publikum. Ved begge lejligheder var bandet genkendeligt som metalband. I den dystre og til tider langsomme ende, men der var nok distortion til, at det var svært sælge ideen om musikken som “noget for alle” til folk, der normalt bevæger sig i lysere cirkler. Med albummet “This Shame Should Not Be Mine” fik vi en mere elektronisk udgave af GGGOLDDD, men også introduktionen af en strygerkvintet. Og aftenens live-performance var i det store hele tro mod albummet uden at byde på de helt store overraskelser.

Perfekt hvide vægge og gribende tekster
Pladens og dermed koncertens tema var et traume. En voldtægt. Det var derfor også teksterne, der var det styrende element i koncerten, og musikken tjente på den måde som bagtæppe - ikke helt ulig de store, perfekt hvide vægge, som udgør baggrunden, når smukke malerier skal udstilles. De har helt klart en funktion, men efterfølgende taler vi alle om billedet - og ikke om væggen. Ud over en (for mig) tiltrængt dissonans mellem strygere, synths og guitar under opførelsen af This Shame Should Not Be Mine, blev musikken den væg, som Milenas ord kunne udstilles på. Kompositionerne var afrundede og glatte, og kunne ikke stå alene ret længe uden Milena Evas skiftevis luftige og lyse vokal og mættede, dybe og næsten råbende vokal. Det er ærgerligt, for bandet spillede fremragende, men det kommer vi nok ikke rigtig til at tale om efter denne koncert. På plade fungerer den måde, numrene er bygget op, langt bedre - men live er der bare andre præmisser.

Det var derfor helt klart Milena Evas stemme, generelle performance og i ny og næ strygerkvartetten, der fik båret koncerten igennem. Vi fik en rutchebanetur imellem det mørke og lyse - begge dele flot mestret af Eva, som havde godt greb om vokalen. Ind imellem accentueret af strygerne, som dog mest kursiverede de hårde ord.

Og efter en time var det hele overstået. Voldtægtsmanden fik en tur i vridemaskinen, og vi andre fik lyst til at råbe: This Shame Is Not Yours. Men denne aften var der sært stille, da alle forlod Main Stage i god ro og orden, men med en knude i maven og en følelse af at verden er ret uretfærdig.