Hollandsk guld

_XTD4265
_XTD4213
_XTJ4412
_XTD4190
_XTJ4471
_XTD4233
_XTJ4358
_XTJ4359

En mindre demonstration af europæisk kulturarv skete denne iskolde aften på Vegas glamourøse bodega, Ideal Bar. Med socialrealisme og en potentielt ny Patti Smith fik en noget beskeden mængde mennesker en uforglemmelig oplevelse.

Kunstner
Titel
Christian Hede
Spillested
Dato
29-10-2019
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
5

En ny folkefortæller er født ...
... det var på tide.

Med fortællinger om sit liv og positionering i det musikalske som soloartist giver Christian Hede de på dette tidspunkt omkring 20 fremmødte et jordnært og ærligt show med anekdoter om alt og intet. Sangene flyder sammen med fortællingerne mellem numrene, og begge er fremført med varme og sjæl og oprigtighed.

Christian Hede undskylder for den mørke tematik, der gennemsyrer showet. Han forsøger på et tidspunkt
at forklare, at hans erindringer altså ikke er melankoli og han leder efter et andet, mere passende ord,
men må opgive. Han kan ikke finde det frem. Det er ordet nostalgi, Christian Hede leder efter. I hvert fald er det nostalgi, der passer til det, den langhårede, følsomme metaller fremmaner i sine sange. Når man erindre, hvad man ser, føler og oplever og derefter benytter det til at reflektere og mindes en stemning eller følelse, er det nostalgi. Men man sørger ikke nødvendigvis over fortiden. Det er tydeligt at mærke, at Christian Hede føler mange ting, og det skinner igennem på en helt anden måde end det meste socialrealistiske materiale.

Det er ikke hverdagsundren som Dan Turèll, ej heller dybtlagret weltschmerz a la Nick Cave. Det er Christian Hede, hans guitar og 20 mennesker, der nu har fået en unik rundvisning i et
interessant sind.

De tusind strenges nat
20 blev til 30, og Gold betræder den omkring 40 centimeter høje scene på Ideal Bar. Tre guitarister til
Indierock virker overdrevet, men Gold beviser hurtigt, at shoegaze stadig er en af de interessante versioner af genren. Med dæmpede, dog hårdtslående trommer, en amazoneagtig forsanger og de mange strenge tillader Gold, at man flere gange kan lukke øjnene og zone hen og ud i deres univers.

Det er nu ikke længe ad gangen, man ønsker at være foruden synet, da det også er en visuel fornøjelse
at se på det hollandske band. Denne anmelder har en vis antipati mod både indierock, posthardcore
og atmosfærisk black metal, hvor man skal ligne en, der ikke har lyst til at være der og vender ryggen til publikum. Den slags indbyder mest til at kaste en skriveblok efter musikerne.

Men selvom Gold tilhører en genre, der er rig på den slags unoder, er de den diametrale modsætning. Hver eneste medlem spiller med en sådan energi og entusiasme, at man skulle tro, man stod i en udsolgt arena. Man har lyst til at kigge på dem alle sammen samtidig. Frontkvinden trækker dog mest. Med 4-5 skiftende outfits hvor det bedste var de løsthængende ærmer med afklippede sider og mesmeriske retvinklede arme, måske en reference til hinduismens dødsgudinde Kali, bliver man nemt forført og fulgt videre rundt i universet.

Er det virkelig prisen på 155 kr., der gør, at man befinder sig til et arrangement med et færre antal fremmødte end til et Nye Borgerlige-ungdomstræf på Nørrebro? Det er en stor skam, at folk mener at have andet og bedre at lave en tirsdag aften end at give sig selv en oplevelse. Hvis det er prisen der afskrækker folk, kunne vi afskaffe militæret og gøre alle koncerter statsbetalte. (Nicolai Wammen, her har du en mulighed for, at folk glemmer dit borgmesterkandidatur i Århus. Gør det ovenstående). Og til alle andre: Se Gold. De er både 155 kr. værd, dygtige musikere og ikke mindst en god spirituel oplevelse.