Nærved og næsten
Christian Hede har udgivet et singer-songwriter album, der faktisk har en spændende instrumental del. Anmelderen er dog ikke sikker på, om Hede har omstillet sin vokale tonering helt til at være i øjenhøjde med lytteren.
2. Små Velsignelser
3. Hvide Fugl
4. Trampende Hære
5. Vil I Alle Dø
6. Aldrig Igen
Christian Hede er ny dreng i klassen, når det kommer til at være solokunstner, men har tidligere slået sine folder i Pet the Preacher og Bellhound Choir. Hans nyligt udgivne EP, ’Øbo’, er dog først og fremmest præget af en særdeles spændende instrumentering leveret af Pelle Ossler og Mikael Nilzén fra det svenske band Thåström.
Jeg har set den instrumentelle del af ’Øbo’ beskrevet som ”industriel”. Det er jeg faktisk uenig i. Jeg mener tværtimod, at der er noget særdeles organisk over især strengesektionen, der bevæger sig fra guitar, over violin, til kontrabas. Det giver lydbilledet noget af den varme, man kender fra andre singer-songwriters som danske Chorus Grant eller internationalt Benjamin Gibbard fra Death Cab for Cutie. Parallellen til særligt den sidstnævnte kan også findes i den nogle gange lidt snørklede perkussionering. Den industrielle konnotation kommer måske fra passagerne med forvrænget guitar – hvilket der er flere af. Men det er klart den luftige komposition på ’Små Velsignelser’, der fanger min interesse, mere end det er den lille kedelige komposition i starten på ’Trampende Hære’.
Der er ingen tvivl om, at albummet er skrevet rundt om Hedes stemme. Den er meget som rockmusikkens stemmer var i 00’erne, hvor det meste af kraften kommer fra halsen, frem for mellemgulvet. Det er tydeligt, at Hede er vant til at synge i band, og at hans stemme tidligere har måttet kæmpe om opmærksomheden med adskillige elektriske instrumenter. Men allerede over ep’ens seks numre begynder man nærmest selv at føle anstrengelse i stemmebåndene på Hedes vegne. Uartige mennesker ville måske endda sige, at Hede nærmest har en tendens til at lyde lidt ”krukket” eller ”skabet”. I sidste ende er det en smagssag, om man synes om sangstilen, hvor sangeren altså anstrenger sig for at lyde vrængende – eller om man som jeg mener, at det skaber en unødvendig distance mellem sanger og lytter. Den mere snakkende, messende stil, som Hede påtager sig på lukkeren ’Aldrig Igen’, virker i hvert fald mere overbevisende på undertegnede.
Skulle Hede forlyste sig til at indspille et fuldlængde-album, ville jeg anbefale ham at lytte til så mange singer-songwriters som muligt inden da og måske se på, om han kan arbejde lidt med forskellige toneringer på sin stemme end ’helt presset’ og ’helt tilbagelænet’. På den instrumentelle side synes konceptet at stå særdeles skarpt, især når man sammenligner med andre singer-songwriters nogle gange lidt forsimplede bagtæpper. Og det lader også til, at Hede har en masse historier at fortælle. Der mangler dog i sidste ende en smule sårbarhed: ikke kun at synge om noget sårbart, men at bruge sin stemme til at udtrykke sårbarhed, og det vægter altså ret højt, når éns stemme er hele omdrejningspunktet for fortællingen.