Årsliste 2014 - Turið Nolsøe

2014 bød på absurd mange fede album og koncerter og et par stykker, Turið Nolsøe (og andre) har ventet i årevis på - og heldigvis blev forventningerne indfriet.

Årets danske album:



1. Redwood Hill: ‘Collider’ - Redwood Hills anden udgivelse imponerer over al forventning og tvinger en i knæ med sin tyngde og perfekt implementerede strygere. Jeg elsker komplette album, og artworket af Jakob Printzlau aka Plastic Kid fortjener absolut at blive nævnt, selvom musikken sagtens kunne stå for sig selv. Et album, der ligger på en meget sikker førsteplads; resten er underordnet.

2. Black Book Lodge: ‘Tundra’ - Stonerrock er altid godt, og det er Black Book Lodges variant bestemt også. Det er klassisk uden at være stereotypt, men så rører den også ved noget grunge, som fungerer. 

3. Hexis: ‘Abalam’ - Fascinerende stemningsfyldt udspil, med korte sange, der virker som brudstykker af atmosfære og smadder, der går op i en højere enhed.

4. Pet The Preacher: ‘The Cave And The Sunlight’ -  Jeg kan egentlig meget godt lide blues, og det mindede Pet The Preachers ‘The Cave And The Sunlight’ mig om. Jeg er imponeret over, hvordan et dansk band kan lyde så "autentisk", som noget man normalt forbinder med sydstaterne, og det uden at lyde karikeret.

5. Solbrud: ‘Jærtegn’ - Koldt, hårdt og svævende. Episk dansk black i verdensklasse. 

Årets internationale album:

1. Yob: ‘Clearing The Path To Ascend’ – Årets suverænt bedste album. Fra den indledende ‘Time to Wake Up’ til ‘Marrow’ stilfærdigt ebber ud, står albummet som en episk fortælling, som absolut intet kan forsvare en afbrydelse af. De fire sange må og skal høres i deres helhed, ligesom albummet hører til på vinyl, så man kan nyde det fænomenale artwork i ordentlig størrelse. Som sagt, jeg er tilhænger af album, hvor alle aspekter spiller sammen, og føj, hvor er 'Clearing the Path to Ascend' bare en fryd for sanserne. 

2. The Atlas Moth: ‘The Old Believer’ – 'The Old Believer' var et af de album, jeg ventede mest spændt på i 2014, og jeg kan lykkeligt sige, at det var ventetiden værd. Giannopoulos og Kushs hhv. skrigende og rene vokaler i harmoni og den iskolde melankoli, der strømmer ud af hvert nummer, er hårrejsende. Så mangler de bare at lægge turen forbi Danmark – eller bliver jeg nødt til at lægge turen forbi Hellfest.

3. At The Gates: ‘At War With Reality’ – Hvis der er et album, der har været længe ventet, så må det være At The Gates' nyeste. Skarpt og slagkraftigt som altid og perfekt til os, der bare ville have endnu mere af det bedste. Koncerten i Malmø understregede pladens pondus live, og så blev dens plads på top 5 hamret fast.  

4. Behemoth: ‘The Satanist’ – 'The Satanist' var min seneste årslistes ‘Det glæder jeg mig mest til’, og jeg havde sgu ret. Nådesløs og lige på; der er få bands af samme kaliber som Behemoth. 

5. Allegaeon: ‘Elements Of The Infinite’ – Allegaeon lagde jeg først egentlig mærke til med deres subgenre-spoof-video til ‘1.618’. Det blev til en anmeldelse, og det blev til noget af det, jeg har hørt mest lige siden. Selvom albummet ikke fik topkarakter fra mig, så har det hængt ved, og jeg har fanget mig selv i at høre ‘Gravimetric Time Dilation’ ti gange om dagen.

Det samme skete med Opeths ‘Pale Communion’, som også også bliver sat på nærmest dagligt og derfor konkurrerede med Allegaeon om en plads på listen. Derudover er jeg nødt til at nævne to album, der kom i rotation så sent på året, at jeg vælger dem fra - Primordials ‘Where Greater Men Have Fallen’, der nok skal blive nævnt på en del andre årslister, og især Blut Aus Nords ‘Memoria Vetusta III’, der burde få en plads, alene fordi det er noget så eksklusivt som god metal fra Frankrig. Og fordi det er et legendarisk godt album. Hør ‘Paien’, og giv mig ret.

Årets internationale hit:

Behemoth: ‘Ora Pro Nobis Lucifer’ – Ikke årets mest catchy titel, men årets mest catchy omkvæd!



Årets danske hit:

Redwood Hill: ‘Microgravity’ – Min favorit blandt årets danske album af årets danske band.



Årets genfundne klassiker:

Opeth: ‘Orchid’ - Nye udgivelser plejer altid at sende mig ned at diskografiens gade og ‘Pale Communion’ ligeså. ‘Orchid’ har aldrig været noget yndlingslbum, men godt er det stadig – og det har fungeret som fin ganerenser, når jeg har fået nok prog.

Den overså jeg i 2013:

Gorguts: ‘Coloured Sands’ – Jeg tror ikke jeg nåede helt at fatte, hvor fantastisk et album ‘Coloured Sands’ er, før året var overstået. Den nåede i hvert fald ikke min top 5, som den burde.

Årets DVD:

Jeg gad godt møde nogen, der har købt en dvd i år.

Årets koncerter:

1. My Dying Bride - Copenhell, 13-06-2014 – I noget, der føles som en evighed, har jeg ventet på, at min og My Dying Brides veje skulle krydse. Derfor kunne sådan en fuser, som at deres sæt blev afbrudt, ikke ødelægge hele festen, selvom erhvervelsen af sætlisten viste, at det var ‘Turn Loose The Swans’, de ikke nåede at spille. ‘The Thrash Of Naked Limbs’, ‘Cathrine Blake’ og selvfølgelig ‘The Cry Of Mankind’ gjorde heldigvis sit, og at stå helt oppe foran ligeså. Jeg var salig. 

2. At The Gates - Kulturbolaget, 29-11-2014 – Efter at jeg havde set At The Gates på både Roskilde og Wacken i 2008, bed de sig fast som et af mine yndlingsbands. Så valget var ikke svært, når 29. november bød på et væld af koncerter. Det gjorde såmænd heller ikke noget, at Grave varmede op. At The Gates stjal dog fuldstændig showet, og Tomas Lindberg mit hjerte, da man i KB's beskedne lokaler kunne se ham i siden og heppe på de yngre og mindre erfarne Morbus Crohn. Overskuddet sprøjtede også ud af ham på scenen, og jeg glæder mig afsindigt meget til at se dem igen på Copenhell og ikke mindst på G!-festival i hjemlandet. 

3. Behemoth - Amager Bio, 26-02-2014 – En fuldstændig fænomenal koncert, der ovenpå al hypen omkring 'The Satanist' bekræftede Behemoths overlegenhed. Bandet er bare et niveau over resten (og en del flere over resten af bandene den aften) og styrede ild, lyd og publikum suverænt. 

4. Hull + Elder - Templet i Lyngby, 16-04-2014 – En uventet oplevelse, da jeg egentlig havde planer om at se Crowbar og Anciients på Beta den aften. Bandene endte dog med at imponere helt ekstremt, især Hull, der i en tid, hvor beskidt sludge er hverdagskost, skar igennem og mindede mig om, hvorfor det er så uendelig vigtigt at komme ud og se andet end etablerede kunstnere. 

5. In Flames - Store Vega, 02-11-2014 – Tjah, det var jo lige som det skulle være og en topkoncert på trods af et lortealbum. In Flames i Vega er jo en klassiker.  

Årets internationale navn:

Året har været spækket med gode album og koncerter. Der er et par enkelte, hvor de to også gik op i en højere enhed, og jeg er splittet mellem At The Gates og Behemoth. Så eftersom At The Gates ligger lige over Behemoth på mine forskellige top 5, må de nok hellere få æren.

Årets danske navn:

De vandt Politikens Metal Heart-pris, gav en efter sigende episk koncert på Copenhell og har udgivet årets danske album for mit vedkommende. Den giver vist sig selv.

Årets nye internationale navn:

Goresquad er et færøsk death metal-band, der kun lige har sendt et par sange ud og givet deres første koncert – men jeg ser potentiale og glæder mig til mere.

Årets nye danske navn:

Den titel får Black Book Lodge, der allerede med deres første udgivelse viser overlegenhed og dygtighed.

Årets comeback:

Ingen tvivl om at det er At The Gates, der efter 19 år rammer lige så meget i plet, som man nærmest kan.

Årets optur:

At nævne en koncert eller udgivelse ville blive plat efter den svada, I har læst jer igennem. Så måske at arrangere Devilutions samarbejde med Hifi-klubben, der med fodfejl og succeser bestemt bør gentages til næste år. Og udbygges.

Årets største skuffelse:

Mine trommehinders kapacitet. En sprængt en af slagsen var skyld i at jeg IKKE så Yob på Loppen og stadig fortryder, at jeg ikke trodsede lægens anvisning og i det mindste stod lidt langt fra højtalerne. 

Største ønske for 2015:

At komme på flere af de mindre festivaler, Danmark og Europa har at byde på. Jeg satser på Heavy Days In Doom Town, Blastfest i Bergen og Roadburn.

Det glæder jeg mig mest til i 2015:

At The Gates på G!-festival topper lige for tiden. Festivalen har før leveret med The Haunted, Arch Enemy og Meshuggah, og jeg kan næsten ikke vente på, at Tompa og co. indtager Gøtu.