Doom-dressur
Populær
Som man nærmest kunne have sagt sig selv, er den 8. studieplade fra koncertaktuelle Yob et obligatorisk must-have for alle med doom i blodet. Det er muligvis ikke bandets bedste plade, men til gengæld er den langt bedre end det meste andet inden for genren.
2. Nothing To Win
3. Unmask The Spectre
4. Marrow
I april i år debuterede Yob nye sange på Roadburn Festival i Holland. Den særegne, doom-spillende trio fra Oregon i det nordvestlige USA er lidt af et samlingspunkt for de musikelskere, der foretrækker deres guitarlyd svøbt i metaltraditionerne fra Black Sabbath og Sleep, og bandet har derfor med rette gæstet dette musikfestivalernes doom-mekka flere gange. De er med andre ord et band, som der formentlig ikke er mange lyttere af respekteret undergrundsmetalmusik, der ikke til en vis grad siger god for, så at sige. ’Undergrund’ er måske i øvrigt nok så meget sagt, idet bandet med den guitarekvilibristiske guru Mike Scheidt i front kun fortjent synes at have et større publikum i vente. Bands som netop Sleep og High on Fire samt Mastodon for den sags skyld sælger kun flere og flere plader, og det er kun naturligt og i øvrigt meget fortjent, hvis Yob er det næste band fra denne lejr af metalmusikken til at rejse sig også salgsmæssigt.
Ikke at de på deres 8. studiealbum, ’Clearing The Path To Ascend’, så også gør alverden for at indordne sig under hitlisternes spilleregler, men det har de heldigvis aldrig gjort. Med fire sange, der alle varer mellem elleve og nitten minutter, er det nye udspils kompromisløshed vel mere eller mindre det eneste salgsstærke trick, Yob har oppe i ærmet. Dét og så instrumenteringen, tonerne og evnerne, forstås, som alt sammen selvfølgelig falder ganske solidt på plads endnu en gang. Kunstnerisk set har Yob altid hevet sig statuerende og dramatisk op i nakkehårene, og på bandets nye udspil rejser de sig endnu engang med både styrke og vildskab samt guitartoner, som man ikke får at høre andre steder end netop her.
At påstå, at Yob leverer deres doom-/sludge-metal ganske solidt er i øvrigt en underdrivelse. Yob er nærmere selve indgrebet af det solide, hvilket dog paradoksalt nok også er det, der ender med at bide bandet en smule i røven. I denne skribents ører er der slet ingen tvivl om, at Yob igen-igen og altså også på ’Clearing The Path To Ascend’ besidder en sammenspillet styrke, som kun de færreste metalbands formår at få frem. Deres fornemmelse for tid (i særdeleshed deres forståelse for langsomhed) samt deres tro på egne signaturstærke toner resulterer i et udtryk med flere unikke elementer. Ligesom det var tilfældet på bandets forrige plade, ’Atma’ (2011), aner man endnu engang klare referencer til andre bands og i særdeleshed Neurosis, men til trods for at de til tider synes at blive lige evidente nok, referencerne, er de i undertal, når de sidestilles med de musikalske elementer, der umiskendeligt har fået skrevet ”Yob” all over.
Det, der som sagt alligevel ender med at bide dem i røven, er henholdsvis bandets skråsikkerhed samt valget af sangmateriale. I opprioriteringen af det, som bandet i forvejen ved, de er forbløffende gode til, bliver nye veje nedprioriteret. Der er ikke mange, der opererer i den tungere del af doom metal-genren hverken mere præcist eller mere overbevisende end Yob. Til gengæld har de med tiden mistet en smule af deres evne til at pirre ens nysgerrighed. Forstå mig ret: At få en ny Yob-plade i hænderne tænder automatisk ens nysgerrighed. Men har man forhåbninger om at beholde en del af denne nysgerrighed, også i takt med at man rent faktisk hører pladen igennem, så bliver man sandsynligvis skuffet en smule. Når man lytter til ’Clearing The Path To Ascend’, har man hele tiden en sikker idé om, hvad der venter om næste hjørne. Overraskelser er der ikke mange af, man føler sig en smule for sikker som lytter, og det deciderede what the fuck-hæsblæsende, som især bandets fem første studieplader (2000–2005) bød på adskillige spruttende øjeblikke af, er heller ikke rigtig til stede på den seneste plade.
Men ja, bevares, tag ikke fejl, sammenligner man med de fleste andre metalbands anno nu, så er Yob mere end hæsblæsende. Er man ikke tidligere stødt på Yob, er det bare med at springe om bord. Man har et nyt røvhul at se frem til, så meget bider de fra sig. Kender man Yob i forvejen, så kan det godt være, at den nye plade ikke formår at tage én med bukserne helt nede om anklerne, som de tidligere ellers har gjort at gøre igen og igen. Sjovt nok er det under pladens sidste skæring, den mere dæmpede ’Marrow’, at man bliver mest overrasket. Ligesom man også åbner ørerne på en anderledes lyttende måde halvvejs inde i pladens andet nummer, ’Nothing to Win', hvor lydbilledet går fra en aggressiv frenetisk kaosstilstand til at zoome ind på noget så simpelt som lyden af en åben hi-hat.
Og så skal man ikke glemme, at der ikke er mange metalguitarister, som man rent faktisk lytter til på samme måde, som man lytter til Scheidt. Og lad det derfor helt sikkert være anbefalet at give ham og Yob et lyt med. ’Clearing The Path To Ascend’ er et glimrende sted for den nye Yob-lytter at begynde. Og hvem ved, man ender sgu nok alligevel med at blive overrasket og taget med bukserne nede.
YOB (DER ER ET FOR VILDT LIVE-BAND UDEN SAMMENLIGNING) SPILLER PÅ LOPPEN TORSDAG D. 18. SEPTEMBER. PALLBEARER VARMER OP. DER ER STADIG BILLETTER AT FÅ.
Se 'Nothing to Win' fra Roadburn i år: