En time i ormehullet

Populær
En time i ormehullet

Allegaeons tredje udspil er en bouillonterning af detaljer og store armbevægelser, der både kan tages i ét eller nydes i en opløst variant.

Kunstner
Titel
Elements of the Infinite
Distributør
Trackliste
Threshold Of Perception
Tyrants Of The Terrestrial Exodus
Dyson Sphere
The Phylogenesis Stretch
1.618
Gravimetric Time Dilation
Our Cosmic Casket
Biomech II
Through Ages Of Ice - Ötzi's Curse
Genocide For Praise - Vals For The Vitruvian Male
Karakter
4

Allegaeon er et band der ikke var mere end et perifært bekendskab, inden jeg så videoen til singlen ‘1.618’, og jeg overraskedes over kontrasten mellem dens falde-på-halen humor og den tekniske musik bag. Heldigvis er der intet plat over selve albummet ‘Elements of the Infinite - og dog skal jeg ikke kunne sige hvorvidt teksterne er vægtige diskussioner over tidsdilation og dyson-sfærer, eller blot foder til konspirationsteorier. Det lyder vildt avanceret i al fald. Ligesom selve musikken.

På trods af at introen er ens første møde med albummet, så overraskedes jeg af den, idet den ligeså vel kunne tilhøre Dimmu Borgir eller Septic Flesh. Det gotiske element popper også lejlighedsvis op igen med ulmende korsang og klassisk guitar, men det er dog mere det efterfølgende, der virkelig batter; den teknisk overlegne og samtidig lækre, medrivende dødsmetal. 

Jeg har en kedelig tendens til hele tiden at ville høre andre bands for mig, og der er passager, hvor jeg synes Allegaeon lidt forsvinder et sted mellem Lamb of God-riffs og In Flames-melodier. To virkelig fantastiske elementer, skal det bemærkes, og det kan selvfølgelig vel være det kun er mig, der bider fast i den slags.

For Allegaeon har virkelig godt fat i deres helt eget alligevel. Trioen af personlige favoritter ‘The Phylogenesis Stretch’, ‘1.618’ og ‘Gravimetric Time Dilation’ består af denne fantastiske komposition, der bare ikke bliver kedelig, og hele tiden holder lytteren vågen med rytme- og temposkift. Især sidstnævnte, hvor den teknisk intense brutalitet injiceres noget virkelig skarp melodi i form af omkvædet - “Our perception of time defined by motion defined by lines/fourth dimension design created moments within our minds”. Jeg er ikke sikker på hvad det betyder, men det lyder sejt.

Tematisk kunne teksterne til hele albummet være manuskriptet til et afsnit af dokumentarserien Through The Wormhole, og det klæder den avancerede, og dog slet ikke prætentiøse musik. Linjer som “circumstellar habitable zones/sun-like stars power the unknown/distance pressure reactions orbit/galactic complex organisms flourish” går virkelig godt i spænd med den tekniske progressive dødsmetal, men skaber en lige så fed kontrast til de mere grooveprægede riffs. En sammenstilling af de overdrevent tekniske, og det man ikke kan lade være med at nikke intenst med på. Ligesom når videoen til ‘1.618’ kunne handle om vilde variationer over det gyldne snit, men istedet tager pis på de forskellige subgenrer. Meget tongue-in-cheek, men sgu meget sjovt.

Der er dog en lille overvægt af det hurtigspillede, arpeggiobaserede, og for et 60 minutter langt album ender det med at blive rigtig meget energi man skal forholde sig til. Brudvis stråler sangene, og jeg har lyst til at sige at man skal høre dem enkeltvis, lige så meget som samlet. For det risikerer også hurtigt at blive for meget af det gode. Heldigvis er ‘Elements of the Infinite’ en virkelig-virkelig god ting, som jeg virkelig kan anbefale til alle der bare perifært kan lide melodisk dødsmetal. Fra spændende, utraditionelle solopassager, over et absolut fravær af cleanvokal, til det 13 minutter lange afslutningsnummer med det lige så lange navn; ‘Genocide For Praise - Vals For The Vitruvian Man’, er albummet så godt som et pletskud. 

‘Elements of the Infinite’ er et skideinteressant album, der ikke helmer med detaljerne og de store armbevægelser. Hvis det bliver for meget på en gang, kan man tage det i etaper. Så længe man giver dem et forsøg, så er jeg glad.