Roadburn Redux '21: Torsdag og fredag

IMG_7864-2

Årets første musikfestival. Hvem skulle dog også have troet, at det overhovedet var muligt? Naturligvis er det Roadburn, der har tilpasset sig vores pandemiske virkelighed.

Kunstner
Titel
+ Emptiness + Regarde Les Hommes Tomber + The Devil’s Trade + Kairon; IRSE! + Tau and the Drones of Praise + Inter Arma + TDC INC + Die Wilde Jagd
Dato
16-04-2021
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Forfatter

Ingen gummistøvler, ingen lommelærke og ingen ørepropper. Vilkårene for afviklingen af en festival under en pandemi er barske, men ikke desto mindre er det en gave sendt fra himlen, at der overhovedet kan finde en festival sted. At det oven i købet er et af Europas mest interessante af slagsen er næsten for meget.

Den prestigefyldte hollandske festival Roadburn er yderst populær blandt nysgerrige musikentusiaster verden over. aflysningen af festivalen i 2020 var forventelig, men gav ikke desto mindre anledning til stor ærgrelse blandt festivalens die hard fans verden over. Men lige så visionær, som festivalens musikprogram plejer at være, lige så visionære viste de sig at være, da de offentliggjorde, at Roadburn anno 2021 blev til noget – men i en lidt anderledes udgave.

Roadburn Redux er gået i front for, hvordan en festival i vores teknologiske tidsalder kan forløbe under en verdensomspændende pandemi; en warmup-dag og tre fuldlængde dage med et sprængfyldt program, der på en fælles platform både byder på livestreams, pre-optagede eksklusive koncerter, talks, interviews, video- og sangpremiere og meget, meget mere. Og hvordan fungerer det i praksis? Jo, at Roadburn smider det givne indslag op på platformen på det programangivne tidspunkt, og så handler det kun om at trykke på play-knappen.

En noget anderledes warmup-dag
På mange måder mindede Roadburn Redux’ opvarmningsdag meget om de oplevelser, undertegnede har haft som Devilution-udsending på opvarmningsdagen på andre festivaler; en lang køretur efterfulgt af nogle få koncerter i en let alkoholrus. Til stor afveksling fra tidligere foregik årets første festivalsoplevelse dog under nogle – mildest talt – helt andre rammer.

Den lange køretur med start i København og slut et sted i et andet europæisk land var erstattet med en tur/retur-rejse til Vestsjælland, og dagen blev brugt på en skovtur for at lede efter Ulkerupfolket. At sidde hjemme på sofaen og vente på, at klokken blev festivalstart, virkede endnu mere tosset end en forceret langdistancetur.

Da klokken endelig ramte syv om aftenen var sofapuderne godt rystet, hvidvinen taget ud af køleskabet og chatten med årets øvrige festivaldeltagere bestående af en håndfuld Rockfreaks- og Devilutionkollegaer åbnet. Og selvom det at sidde foran tv’et mens solen gik ned over Frederiksberg på ingen måder kunne matche op med at stå på et spillested og forventningsfuldt vente på, at første band skal gå på scenen, kunne man alligevel ikke andet end at få lidt sommerfugle i maven. Hvor har musik i andre former end auditive streamingtjenester dog været overraskende savnet!

Til trods for, at aftenens program ikke bød på livestreamningkoncerter ligesom festivalens øvrige dage, kunne en bedre start på en onlinebegivenhed næppe være sket. Efter en velkomsttale af Roadburns PR- og kommunikationsansvarlige, Becky Laverty og en meget stolt og rørt festivalpromoter og -booker, Walter Hoeijmakers, åbnede finske Kairon; IRSE! ballet.

Under navnet ‘Svart Sessions’ har Roadburn indgået et samarbejde med pladeselskabet Svart Records, hvor de præsenterer en håndfuld udvalgte artister og heriblandt ovennævnte, som også spillede på festivalen tilbage i 2018. Med deres blanding af space-, post- og krautrock tilsat shoegaze og prog, gav kvartetten en syret, drømmende og visuelt lækker pre-optaget koncert, hvor de præsenterede deres seneste album ‘Polysomn’ fra ende til anden. Der tegnede sig hurtigt et billede af, at Kairon; IRSE! ville blive aftenens højdepunkt, hvilket klokken halv elleve viste sig at være korrekt.

I mellemtiden blev vi introduceret for video- og sangpremierer af Svalbard-forsangerens soloprojekt Noctule og det eksperimenterende black metal-projekt An Autumn For Crippled Children samt et audiovisuelt sæt fra Drowse, der gennem sit noise pop/ambient-univers og videoklip med en sindsforvirret og deprimerende stemning, ledte publikum gennem et rejse af minder fra sit liv.

Tau and the Drones of Praise gjorde da også et ihærdigt forsøg på at overgå finnerne med deres hypnotiserende neo-folk med psykedeliske tendenser, der gennem deres på forhånd optaget koncert emmede at energi og oprigtighed. Desværre slog det ihærdige forsøg dog ikke helt igennem på en skærm, som mest af alt gjorde oplevelsen hyggelig på en lad-os-invitere-jer-indenfor-i-stuen-agtig måde. Onlinekoncerter anno 2021 kræver lidt mere for at blive fængende for alvor.

Opvarmningsdagen af Roadburn Redux sluttede musikalsk godt, men visuelt skidt, da sidst navn på programmet, Alora Crucible, blev streamet gennem Soundcloud og altså uden et visuelt modstykke. Selvom hans fængende new age-inspirerede instrumentale lydbillede bestemt stod stærkt alene, var der klare forventninger om mere lir blandt publikum. Men til trods for den lettere antiklimatiske slutning på første omgang onlinefestivaloplevelse, kunne vi ikke have været den foruden.

Intet er som det plejer
Ingen tømmermænd, mærkeligt, men ikke desto mindre decideret dejligt at slippe for.

Alligevel startede årets første “rigtige” festivaldag ud med noget ganske ubehageligt, nemlig en Facebook-post på Roadburn Redux-aktuelle Golds profil. Forsanger Milena Eva offentliggjorde, at hun i sine sene teenageår var udsat for en voldtægt, som i høj grad har præget ‘This Shame Should Not Be Mine’, et stykke bandet opfører senere på aftenen.

Og med de tunge nyheder skød festivalen i gang et par timer senere, som for undertegnede først begyndte til første pre-optaget koncert med Doctors of Space. Publikum blev vitterligt inviteret indenfor i duoens studie på få kvadratmeter, hvor begge doktorer var iført yderst hjemlige outfits. Det kom derfor næppe bag på nogen, da sættets enkelte sange blev præsenteret i bedste 90’er-stemning med modellervoks-agtig typografi og pixelerede psykedeliske billedelandskaber.

Herefter begyndte programmet i bedste festivalånd så småt at overlappe, hvorfor både en Q&A-session og en lydoptagelse fra Emma Ruth Rundle og Thous koncert på Roadburn 2019 blev tilsidesat for at færdiggøre ovennævnte koncertvideo og se med fra start på årets første livestreamingkoncert med tyske Die Wilde Jagd, et eksperimenterende soloprojekt af Sebastian Lee Philipp. Fra første sekund kunne man straks fornemme, at koncerten ville blive en atmosfærisk en af slagsen med dens forsigtige lyssætning, kosmiske visuals og cellobåret intro spillet af en af de to gæstemusikere, Philipp havde med sig. Livekoncertillusionen blev desværre hurtigt brudt, da man ikke særligt længe inde i sættet begyndte at savne bund, hvilket hurtigt går tabt mellem streamingen og hjemmehøjtalere. Oveni begyndte internetforbindelse fra undertegnedes ende at drille, som resulterede i flere afbrydelser, end der kan tælles på to hænder.

Afbrydelser grundet tekniske udfordringer har langt de fleste koncertgængere oplevet i større eller mindre grad, men når der ikke er en tekniker til at fikse problemet, ja, så er tingene straks værre. En stærk følelse af teknologisk magtesløshed og vrede over coronapandemien, som er skyld i, at vi overhovedet skal opleve livemusik gennem noget så absurd som en skærm, bredte sig hurtigt over stuen og dræbte den glæde, Roadburn Redux trods alt havde fremkaldt aftenen forinden.

En ny begyndelse
Fyraftenstid nærmede sig med hurtige skridt og bragte håb med sig, da det betød, at festivalen for alvor skulle begynde.

Det var lige før, at en tur i metro og s-tog med rigelig tungvægt under begge arme mindede om at tage på en rigtig festival i gode gamle dage, hvor slæberiet af diverse udstyr, ting og sager altid efterlader en med arme og ben, der mest af alt føles som kogt spaghetti og ikke mindst rigeligt med smerter til, at man bliver mindet om, hvor mange muskler man egentlig har i ryggen.

Dørklokken på Devilution HQ nåede knap at ringe i et sekund, og før man vidste af det, havde man en dåseøl i hver hånd. Stemningen blev hurtigt tårnhøj hos forsamlingen af musikjournalist- og fotografkollegaer, der indtog stuen med dårlige jokes om, hvor surrealistisk og absurd det egentlig er, at en mikroorganisme kunne vende op og ned på musikbranchen – hvilket kun blev understreget, da kameraerne blev hevet frem for at tage koncertbilleder af tv-skærmen.

Aftenens første kunstner, The Devil’s Trade, slog benene væk under os med den overvældende og rå æstetik, der prydede hans pre-optagede koncert. Den ungarske soloartist havde nemlig valgt en helt særlig venue til sit sæt, grotten Tárnoki Kőfejtő, der i flere århundrede har huset kulturelle events, og hans valg af et sort/hvid udtryk understøttede blot stedets æstestik. Gennem tre kvarter blev vi suget ind i hans dystre folk-univers kun bestående af guitar og vokal, der til forskel fra på plade lød, en anelse for Eddie Vedder-inspireret til, at man i længden kunne undgå at det blev anstrengende at høre på.
Efter en katastrofal Q&A med blandt andet Jo Quail og andre deltagere, vi aldrig fik sat navn på, rullede et af aftenens mange højdepunkter ind på skærmen, og fra første sekund sænkede en dyb stilhed sig over stuen.

Belgiske Gold med Milena Eva i front, der tidligere på dagen offentliggjorde, at aftenens livekoncert med titlen ‘This Shame Should Not Be Mine’ var baseret på en traumatiserende oplevelse, hun har båret rundt på i mange år, indtog scenen med en selvsikkerhed og autoritet, de færreste kunstnere kan mønstre. Et dystert, tungt og vredt lydlandskab blev akkompagneret af Evas dybe lyrik og gennemborende blik, hvis tilstedeværelse bestemt ikke lod sig hæmme af at blive fjern-transmitteret. Med større respekt end nogensinde før blev vi inviteret helt indenfor hos den ellers private sangerinde, der undervejs i sættet med et roligt tempo kæmpede sig igennem det traume, hun indviede os i, blot for at slutte på toppen med et decideret muntert elektronisk nummer, der vendte det hele på hovedet. Aftenens sæt vidner om en yderst stærk kvinde, der med årene uden tvivl kommer til at være et forbillede for mange andre.

Det var svært ikke at sidde tilbage med en overvældende følelse og en lille klump i halsen, da Gold takkede af. Aftenens øvrige line-up ville få det svært med at komme op på siden af en så overbevisende optræden, hvilket til dels viste sig at være korrekt. De franske black metallere Regarde Les Hommes Tomber havde koncertpremiere på albummet ‘Ascension’ fra sidste år, og selvom deres optræden og pre-optaget video var ganske veludført, overbevisende og atmosfærisk stærk, blev det i længden ensformigt grundet følelsen af, at det mest af alt var én lang musikvideo. Sortmetallens rå og aggressive karakter er simpelthen svær at indfange og forvandle digitalt uden at dens sjæl går tabt.

Mens resten af selskabet forsvandt fra stuen for at nyde det nøje udvalgte aftensmadsmenu, var tiden for undertegnede kommet til at se festivalprogrammets absolutte højdepunkt, nemlig belgiske Emptiness, der ville opføre deres seneste album ‘Vide’ i sin helhed fra ende til anden. Forventningerne var høje og noget blandede, da bandet komponerer musik med mange lag fyldt med finurlige detaljer, der tilsammen giver et ganske specielt og stemningsbåret lydbillede, som undertegnede med hånden på brystet var spændt på at se om kunne oversættes til en livekontekst – i bogstavelig forstand. Lykkedes det? Ja, langt hen ad vejen. Med deres cirkulære opsætning føltes bandet som én samlet organisme med lige vigtige og afgørende enkeltdele. Fra start til slut blev musikken understøttet af en lyssætning, der fulgte rytmen på nogle af pladens vigtigste momenter, hvilket var med til at give publikum pejlemærker undervejs, da ‘Vide’ er et ganske kompleks værk at følge med i. Ganske som forventet gik nogle musikalske finesser tabt, men med alle de tanker, bandet havde gjort sig i forhold til opsætning og lysshow, blev albummets sjæl alligevel bevaret og løftet op til nye højder under de præmisser, der nu er til et liveshow.

Efterfølgende fortsatte undertegnedes isolation fra flokken, da The Ocean Collective blev ofret for at tilfredsstille den rumlende mave, der på ingen måder skulle komme i vejen for at se Emptiness. Og uanset hvor åndssvagt det lyder, var denne lille detalje med til at fremhæve den kærlighed, man kan nære til noget musik – og det skal hverken fysiske eller sociale behov nogensinde komme i vejen for, præcis som når man til en rigtig festival lader sig diktere af programmet frem for alt andet.

Første fuldlængde dag af Roadburn Redux endte da også på bedste festivalmanér med to ganske spøjse oplevelser. Først med TDC INC, også kendt som The Dead Cvlt, fra det prominente Rotterdam-baserede label PRSPCT. Vi blev hevet gennem et mylder af forskellige udtryk, hvor hver enkelt nummer var så forskelligt fra forgængeren, at det affødte et gætteleg med sig om, hvad bandet dog ville kaste sig ud i næste gang. Der blev både sendt tanker til Rob Zombie, country, Perturbator, Slayer, hardstyle, punk, black metal og Nine Inch Nails. Der var en yderst forvirrende men samtidig ganske forfriskende oplevelse, som kun var opvarmning til næste act.

Inter Arma kastede os ud i endnu en gætteleg, da de opførte et sæt af – bortset fra to egne sange – udelukkende covers. Hvorfor? Jo, fordi de sidste år udgav et album hvor både Tom Petty, Neil Young, Cro-Mags og andre legender fra vidt forskellige genrer blev udsat for en god omgang hardcore ala Inter Arma, hvilket præcist var det, vi fik serveret på tv-skærmen. Bandet gik dog skridtet videre og blandede en optagelse fra deres øver i Virginia med optagelser af alt fra gamle punkkoncerter, Vietnam-krigen og katte. Ja, internettets yndlingsting: katte. Jo længere sættet skred frem, jo mere bizar blev blandingen af hardcore og nuttede katte, og jo mere blev man i tvivl om hvorvidt Carlsberg var begyndt at putte stoffer i deres øl.

Med et smil på læben og modstridende følelser blev hovedet endelig lagt på puden efter en knap 16-timer lang festivaldag. Sikke en mærkelig og komplet surrealistisk måde at være til en musikbegivenhed på. Hvor er festivaler dog savnet, og hvor ville man alligevel ikke have været Roadburn Redux foruden.