At være til koncert med sin ungdom
Populær
Pearl Jam stod for en hel generation som et band, der satte mennesket i højsædet. Og sådan er det fortsat – men vi mærkede det ikke så meget før hen imod slutningen.
2. Animal
3. Last Exit
4. Lukin
5. Corduroy
6. Retrograde
7. Elderly Woman Behind the Counter in a Small Town
8. Garden
9. Dance of the Clairvoyants
10. Even Flow
11. Daugther
12. Never Destination
13. Jeremy
14. Inside Job
15. Do the Evolution
16. Black
17. Love Boat Captain
18. Porch
Encore:
19. Better Man
20. Alive
21. Rockin' in the Free World (cover: Neil Young)
En koncert af denne kaliber består oftest af lige dele forventning og oplevelse. Det første har som oftest en ret stor indflydelse på det sidste. Og som selverklæret Pearl Jam-fan var det ikke stort anderledes for anmelderen.
Forberedelserne
Da jeg var ung, var Pearl Jam the shit – sammen med Alice in Chains, Stone Temple Pilots, Nirvana, Mother Love Bone og Screaming Trees. Grunge var the shit. De var (og er) pro-choice, pro frihed, pro fuck it all. Og hold nu kæft, hvor har jeg hørt meget Pearl Jam. Altså i 90’erne. Plader som 'Ten', 'Vs.' og 'Vitalogy' var fast backingmusik til min ungdom, og jeg var også til stede alt for tæt på Orange til deres koncert på Roskilde i 2000.
Hen over årene var det dog, som om jeg tabte dem af syne. På Heartland 2017 havde jeg den noget blandede fornøjelse at se Eddie Vedder som solist til den koncert, jeg typisk refererer til som ‘Ukulele-katastrofen’. Men heldigvis er der meget lidt ukulele i Pearl Jams bagkatalog, så koncerten i Royal Arena virkede som et safe bet.
Normalt forsøger man at forberede sig lidt før så stort et show. F.eks. finde sætlisten. Lige lytte til det, man ikke er så stiv i. Men der blev jeg da noget så snydt, for Pearl Jam har trukket 11 fuldlængde-album og en enkelt EP med sig på tour i Europa, og hver aften blander de kortene på ny. Det er simpelthen så overskudsagtigt – og så kan man jo bare dvæle ved sine yndlingsplader i stedet for at terpe sætliste. Men det giver unægteligt lidt arbejde med at forsøge at stykke en sætliste på 20-23 numre sammen på gehør.
Koncerten
Aftenen startede dog et helt andet sted. Hos IDLES, som gav en koncert, der sang alle de rigtige steder på Roskilde. Det gjorde den for så vidt også i Royal Arena, men der var bare ikke rigtig nogen til høre efter. IDLES spillede for døve øren, og var mest tidsfordriv for de fremmødte, der kun fokuserede på ét band: Pearl Jam. Ihærdige forsøg til trods fik IDLES aldrig det fodfæste, de helt klart fortjente denne aften i Royal Arena. De spillede, som gjaldt det livet, men lige meget hjalp det. De fik aldrig mere end 20 knyttede næver i vejret, og i slutningen af sættet gav bandet op. Det kan ingen bebrejde dem, og de havde helt klart fortjent et publikum, der ikke forventede en Pearl Jam-copypaste som opvarmning, og med et åbent sind. Men ak. Intet kunne sætte publikum i gang. Og faktisk satte det mit ansigt i bekymrede folder allerede inden koncerten med hovednavnet Pearl Jam.
Hovednavnet – så tæt på og dog så langt væk
Det blev lidt et væddemål blandt os, der faldt i snak. Hvilket nummer åbner de med? Jeg heppede på 'Once', fordi det er bare en rigtig god crowdstarter. Andre heppede på 'Daughter' og andre igen var mere på 'Elderly Woman Behind the Counter in a Small Town'. Men ingen vandt væddemålet, da første nummer endte med at blive 'Release'. Nogen forløsning var der dog ikke umiddelbart tale om. Bandet var sært uvedkommende de første mange numre og havde sammensat en sætliste, der på mærkværdig vis fik skruet ned og op for publikum ca. hvert andet nummer. Der var rigeligt til deres die hard-fans med numre fra intet mindre end ni plader, men de store masser blev sgu lidt rastløse. At vi er verdens næstlykkeligste folk, hænger måske til dels sammen med vores store uvilje mod nyt. Første del havde Vedder læst op på. Men han overså, at vi vil have "den vi kender". Ikke os forstås. Vi er de rigtige kendere, men så alle de andre. Der er mange nørder blandt Pearl Jam-fans. Og ingen numre faldt derfor alvor igennem – et par af de skæve valg har endog vakt stor glæde. Men køen ud af salen var en tydelig indikator for os, der sad på stolerækkerne langs langsiden. Hver gang et ikke-hit blev spillet, var der en satans til vandren ud af salen efter nye forsyninger. Vedder selv virkede snøvlende, og om end han havde en del på hjerte, var der lidt fuldemands-rant over det, og det er ikke klædeligt for et band af deres kaliber. Den var gået på det lille spillested, med lavt til loftet – og en ung Vedder sejlende ud på publikums opstrakte hænder. Og den del savnede jeg. Jeg ved godt, det er virkelig længe siden, at Vedder sidst har været ude at røre ved sit publikum, men deres musik er på en eller anden måde så sanselig, at afstanden mellem os og dem i Royal Arena bliver en uoverstigelig distance. Vi mærkede ham simpelthen ikke i store dele af koncerten.
De kom generelt godt rundt om bagkataloget med hele syv numre fra debutten 'Ten', men også tre numre fra 'Gigaton' fik vi. Bandet var veloplagt, og Eddie Vedder var veloplagt, velsyngende og lige i skabet rent vokalmæssigt. Vi fik alle de taler, vi forventede, om kvinders ret til abort og idioter i USA, der elsker våben. Rundturen tog også undertegnede med langt tilbage i tiden med 'Jeremy', 'Black', 'Even Flow' og 'Elderly Woman at the Counter in a Small Town', blot for at nævne nogle få. Uden at have dyrket 'Gigaton', er materialet stærkt og de har vel næppe været mere sammenspillede, end de er nu.
Indtil vi virkelig mærkede efter
Men så skete det. Vi mærkede ham. Mærkede dem. Mærkede, hvor mærkede de stadig er af en festival for længe, længe siden, og som satte spor i alle, der var der. Og således også mig. Da Vedder startede på sin tale om tragedien i Fields for kun to dage siden, var det min forventning, at det ville handle om det. Eller mit håb. Jeg har måske undgået Pearl Jam på dansk jord siden 2000 fordi det bare … ikke føltes fedt. Og talen fik da også den drejning, og selvom jeg gerne ville have undgået tragedien på Roskilde Festival i 2000, så er Pearl Jam af en anden mening. Med knækket stemme udtrykte Vedder en sorg, der virker ret frisk. En medfølelse med forældrene til de ni dræbte unge. Og det var ikke nemt at lytte til. Ikke for mig i hvert fald. Jeg fik "noget i øjet" og blev sendt direkte retur til den plads, hvor det hele skete. Som var det igår. Og det gør på en eller anden måde stadig nas. Om de nogensinde rammer et sted, hvor de kan undgå at adressere ulykken, når de spiller på vores breddegrader, ved jeg ikke. Men jeg ville ønske talen var kommet tidligere, for herefter – med seks-syv numre tilbage af sættet – kom der fandeme fut i koncerten, og vi kunne mærke Vedder. Nu var han der, og publikum kvitterede derefter. Væk var ølhenter-køen ud af salen og fremme var armene i vejret. Vi var sat fri og bandet var samme sted. Nu kunne vi på en eller måde fokusere på musikken uden at have en halv hjerne ovre ved mindehøjtidligheden i Fields og ved tragedien på Roskilde Festival 2000.
Stik imod alle mine forventninge slap de godt af sted med at slutte encoren af med 'Alive' lige inden covernummer-lukkeren “Rocking in the free world” af hæderkronede Neil Young. Et godt nummer, bevares. Men med 11+ fuldlængde-album i bagkataloget (og det er bare, hvad de har spillet fra i Europa), kunne lukkeren måske godt have været et originalt Pearl Jam-nummer. Det var jo ligesom dem, vi kom for at høre. Personligt savnede jeg 'Rearviewmirror'. Det skal nu ikke gå ud over bandet, som skal have stor ros for at lave nye sætlister hver aften. Man skulle næsten tro, de gad at spille live, men det kræver, at de og vi sætter os fri og bare gør det, vi gør bedst: Mødes i den musik, der betød og betyder uendeligt meget for rigtig mange.