Fællesskaberen

Troels Højgaard Sørensen er bestyrer på 1000fryd, chef for bookingbureauet Lasher Agency, medejer af 5FeetUnder Records og forsanger i Vægtløs. Vi dykker ned i, hvad der driver ham.

Det er ikke længe siden, vi var til koncert med Tvivler, Nexø, Hiraki og Vægtløs på Loppen. En aften med fire egentlig ret forskellige bands, der dog havde mindst én rød tråd, der bandt dem sammen. Den røde tråd går under forskellige navne. Men vi kalder ham Troels Højgaard Sørensen.

Som tidligere medlem af Mighty Midgets, Kollapse og et utal af andre bands samt nuværende frontperson i netop Vægtløs, har han musikken tæt inde på livet. Som medindehavder af 5FeetUnder Records forstår han, hvad der skal til for at lave en plade, som chef i Lasher Agency, kan han få bands ud over rampen, og som bestyrer på et af Danmarks mest interessante spillesteder, 1000fryd, ved han, hvad det kræver, når man skal ud over scenekanten.

Alt dette gør Troels Højgaard Sørensen til en af de mere interessante skikkelser på den danske scene, og vi har sat ham i stævne, for at finde ud af, hvad han ved, og lære, hvad der driver ham.

Kaw
Det der slår os, når vi først ser Troels Højgaard er, hvor almindelig han er. Der er ikke nogen rockstjerneaffekteringer eller nykker. Måske faktisk det modsatte. Sørensen beskriver sig selv som menneske først, far derefter, og på et tidspunkt i rækken “opvokset i Nordjylland”. Og ord som “træls” og “kaw” er da også strøet udover den, først afmålte, derefter mere flydende, talestrøm.
For som vi oplevede, da Vægtløs spillede på Loppen er Troels Højgaard lidt “kaw” i det. Men ikke på en dårlig måde. Han er tydeligvis en følsom person – grænsende til det skrøbelige. Det så vi tydeligt, da han efter en stærk og emotionel præstation sank sammen på sine knæ foran scenen. Vi vender tilbage til Vægtløs senere i teksten, men først skal vi se nærmere på manden selv.

Hvordan kan man være så mange steder? Hvor høj en stak kasketter kan man balancere på sit hovede?
– Jeg tror, det handler om, at jeg er et mangesidet menneske. Og så skal ting helst være konkrete for mig. Jeg skal have et kreativt output. Jeg går langt med mine ideer.

Og det gør Højgaard. Tidligere arbejdede han som efterskolelærer, og mødte der en elev, der brændende ønskede sig at være kreativ, men ikke vidste hvordan. Efter flere samtaler kom de frem til, at eleven, selvom han aldrig havde gjort det før, gerne ville lave en noiseplade. Troels Højgaard tog med det samme på sig at lave den anden side af pladen og få den udgivet. Pladen blev i øvrigt udsolgt den dag, den udkom.
– Det var sjovt at lave, men hovedpointen var at hjælpe min elev. Efterfølgende har han skrevet digte og spillet koncerter. Nu var han blevet noget. Og det er det, jeg gerne vil. Hjælpe folk til at være noget.

– Det er det, der sker. Hvis der er en ide, der falder ned, så griber jeg den og prøver at gå med den. Så bliver man – jeg – hurtigt fedtet ind i alt muligt.

At han gerne vil hjælpe folk med at blive til noget, er ikke noget nyt. Det var det, der drev ham, da han stadig arbejdede som lærer, inden han overtog posten som bestyrer for det frivilligdrevne 1000fryd, og Højgaard mener selv, at trangen kommer fra netop dette sted.
– Jeg husker, da jeg selv var meget ung og begyndte at komme på 1000fryd og spille i bands. De fleste af dem var helt elendige, men vi havde et sted, hvor vi kunne øve os og få et udmærket pubilkum. Man skal jo ikke rose sig selv for meget, men vi endte med at blive fede, netop derfor.

– Det at “skulle være nogen” er virkelig noget, der driver mig meget. Det er måske noget lærer-DNA. Der handler det jo virkelig om, at nogen står på skuldrene af en og hopper ud i verden.



Det bedste sted i verden
I sommer spillede Baltimore-punkerne War on Women på 1000fryd. Ved koncertens indledning, bad forsanger Shawna Potter om at få alle mændene i publikum til at gå ud i siden af salen, og give plads til kvinderne foran scenen. Efter sigende skulle de have haft en gevaldig fest i deres egen pit, og da hun efterfølgende opfordrede alle til at feste sammen til den næste sang, var fordelingen i pubilkum helt anderledes.
Denne anekdote fortæller Højgaard, for at forklare hvad, der har ændret sig i scenen, fra dengang han var ung og til nu.
– Det havde været umuligt at forestille sig for bare ti år siden, siger Troels Højgaard.

– Men i dag er scenen helt anderledes. Den er så sammensat, særligt her på 1000fryd, og det er det, der gør det til det sted, det er. Vi trækker jo meget mere, end vores placering og størrelse egentlig burde retfærdiggøre.

Og det er ikke forkert. Det sker jævnligt, at bands spiller i Aalborg og København, mens de springer landets næststørste by over. Da Primitive Man spillede på Roskilde Festival i sommer, var deres eneste andet show på 1000fryd, og det samme skete i efteråret, da LLNN supporterede tyske The Ocean. Herudover kan nævnes Kanonenfieber og A.A. Williams, og snart også Spectral Wound og Wormrot.

Det har flere årsager, mener Troels Højgaard, og understreger for eksempel, at spillestedet insisterer på at betale de bands, der spiller en ordentlig hyre. Hvor man måske spiller for et par hundrede euro længere sydpå, lægger 1000fryd gerne 10.000 kroner.
– Vi sidder lige nu og kigger på tarifansøgninger og de bands, vi gerne vil have til at komme, og vi vil gerne betale dem ordentligt. Jazzmusikerne skal ikke løbe med det hele, griner han tørt.

– Men det er også en del af de værdier, der ligger i 1000fryd, og som gør, at det er det bedste sted i verden. Penge betyder ikke noget for mig, men det her sted er så vigtigt, slår Højgaard fast.

1000fryd er baseret på frivillige kræfter, og det er en af de store styrker, forklarer han.
– De unge lige nu vælger stedet til, og det sætter jeg en værdi i. Jeg forsøger at være med til at lave et sted, som jeg ville have haft dengang jeg var ung. Et sted, hvor de kan komme ind og lave deres ting, og som viser, at man sagtens kan være noget i Aalborg, i stedet for at flytte til København.

Han fortæller, at det også handler om, at det trods alt er så småt, at alle kender hinanden.
– Når man spiller black metal i København, så kommer black metallerne, når man spiller punk, så kommer punkerne, og de kan altid finde en koncert at komme til. Heroppe, der kommer vi alle sammen. For det kan godt være, at jeg måske ikke lytter meget til techno, men ham, der står på scenen, det var ham, der stod for at lave mad, da jeg spillede punk i sidste uge. Eller at man slet og ret er nysgerrig.

Forskelligheden er den lim, der binder 1000fryd sammen, og det ser Højgaard afspejlet i både de bands, der kommer og spiller, den store gruppe frivillige og – som beskrevet i anekdoten – det publikum der kommer på stedet.



Det tætte
Forankringen i det lokale er også det, Troels Højgaard ser som den største mangel i landet, lige nu.
– Man skal ikke særlig langt ned af “rangstigen”, før det er svært at lave noget fedt. Det er nærmest kun i København, Aalborg og Aarhus man ser det. Selv i Odense, hvor nogle folk laver nogle fede enkeltarrangementer, er der ikke noget som 1000fryd, der planlægger ud i fremtiden og som holder kontinuiteten.

Og selvom vi lige nu ser en eksplosion i danske metalfestivaler i hele landet, ser det da også noget sløjere ud med klubshows, som enhver, der læser Devilutions ugentlige koncertoversigt vil kunne skrive under på.
– Hvis man tager til Tyskland, så har hver eneste mellemstore by sin egen scene, hvor alle kommer til alle koncerter. Den kultur har vi slet ikke her.

Og det er netop dette Troels Højgaard ser som en af de største udfordringer for dansk musik lige nu – og som han håber på at kunne afhjælpe gennem bookingbureauet Lasher Agency.
Lasher har kun eksisteret i ganske få år, men har bands fra både ind- og udland i stalden.
– Den danske undergrund er virkelig stærk lige nu – stærkere end jeg kan huske den har været før, men da vi startede Lasher, snakkede vi om, at der var alle de her fede bands, som ikke fik opærksomhed og ikke fik de fede tjanser. Det ville vi ændre.

Til at starte med, var det mest bands, stifterne kendte i forvejen, men de er begyndt at åbne mere og mere. Højgaard har gennem tiden opbygget sig mange kontakter, både som booker, men også igennem pladeselskabet, og det følte han sig forpligtet til at bruge til noget. Men igen er det fællesskabet, der driver ham.
– Det handler om, at komme ud og spille nogle gode shows, både fordi det er fedt, men også for at spejle sig i andre, større bands og forhåbentlig få den der oplevelse af “det her kan jeg måske også”.

På Lasher er det et fællesskab, og man giver lige så meget tilbage som man får.
– Vi havde arbejdet en del på at få Hiraki til Norge, og de fik faktisk et tilbud fra by:Larm om at spille der, samtidig med vi havde planlagt Lasher x Loppen. De fik tilbuddet samme dag, og ville have fået rigtig mange penge for at spille der, men de valgte at tage turen til København – som sikkert blev en underskudsforretning – i stedet.
– De tre i Hiraki sagde bare til mig “hey, det er fedt du har fået skaffet os det tilbud, men nu har vi sagt ja til det her. Så må de vende tilbage næste år”. Det synes jeg siger meget om det fællesskab vi har. Man giver lige så meget tilbage som man får, og alle vores bands er ægte og ærlige. Det er vigtigt for mig – og for os alle, tydeligvis.

Sange om død
Seneste tilføjelse til Troels Højgaards kasketsamling er forsanger i Vægtløs. Og selvom man ikke skulle tro det, når man ser en så indfølt optræden som den på Loppen, blev bandet udelukkede stiftet for at have en lokal opvarmer for belgiske Wiegedood.
– De var booket en tirsdag og vi ville gerne have lidt mere end tyve mennesker til at komme. Så hjælper det altid med et lokalt band. Vi havde tre måneder, så vi annoncerede vi skulle spille, og så gik vi ellers i gang med at skrive.

Alle sange er derfor skrevet til at passe direkte ind i det univers, hvilket også forklarer de reminiscenser af black metal-riffs, vi bemærkede i vores anmeldelse. Men bandet opdagede lige pludselige, at det føltes fedt, og da verden var kommet på den anden side af coronapandemien og medlemmerne havde vænnet sig til en verden med jobs og små børn, besluttede de sig for at starte forfra.
Og herfra kom så Vægtløs, som det ser ud i dag.