Friheden som oprør

Amerikanske Blackbraid tog os med ud i naturen og forklarede om, hvordan det er at være overlevende efter folkedrab, hvordan black metal kan være kulturbærende, og hvordan kristendommen er roden til alt ondt.

I det nordøstlige USA ligger Adirondackbjergene. På et husmandssted blandt disse, arbejder Jon Krieger sammen med sin kone for at leve i harmoni med naturen og blive selvforsynende. Når han ikke befinder sig i dybe skove og på bjergskråninger, spiller han black metal, der tapper ind i den årtusindlange kultur, der kom før koloniseringen og folkemordet i det, der nu er USA.

Uafhængighed – på alle planer
Kriegers plade – ‘Blackbraid I’, som den, lovende for fremtiden, hedder - udkommer 26. august 2022. Den udkommer uafhængigt af labels, hvilket ellers var et emne, Kriger havde brugt lang tid på at undersøge.
– Jeg blev faktisk færdig med pladen i marts. Så brugte jeg en del tid på at tale med labels og undersøge, hvilken aftale jeg kunne lave, mens jeg lavede hjemmesiden og begyndte at skabe hype og min kone fik styr på hele merch-delen og webshoppen, fortæller Krieger.

– I april eller maj, var jeg klar til at underskrive en kontrakt, men så gik det pludselig op for mig, at vi havde styr på det hele. Vi havde gjort Blackbraid til en velsmurt maskine og alt det, et label kunne tilbyde at gøre for os, gjorde vi allerede selv. Vi havde styr på det hele og ville i virkeligheden have givet penge for ingenting, griner han.



Jon Krieger selv sidder i et hus bygget af træ. På væggen bag ham hænger ørne- og uglefjer og et bemalet skjold. Hans lange, sorte hår hænger ned om hans ansigt, og det er ikke svært at forestille sig ham udendørs, hverken når han er klædt i ansigtsmaling som på promobillederne eller bare i færd med at grave sig igennem den stenede jord for at opsætte et hegn – strabadser, han glædeligt fortæller om, når jeg forklarer lidt om den lille, flade klump muld, jeg befinder mig i.
Krieger er uafhængig i hjertet og vil helst kunne klare sig selv. Dette viser sig, når han fortæller om sit husmandssted på omtrent fire kvadratkilometer, hvor han opdrætter høns og dyrker jorden, går på jagt og fisker. Adirondack-nationalparken er fire gange så stor som Yellowstone, og det er et enormt areal.

– Der er to overordnede grunde til, at jeg valgte at forblive uafhængig. Først og fremmest vil jeg ikke have nogen andre involveret i de kreative processer. I 80’erne og 90’erne solgte man nærmest sin sjæl med en pladekontrakt, og selvom det er blevet bedre, skal ingen andre have rettigheder til noget, jeg laver. Når vi holder det hele i huset, bliver Blackbraid en unik ting.

– For det andet vil jeg have friheden til at ikke at spille i et år, hvis det er det, jeg har lyst til. Med huset og jorden kan det være svært for mig at rejse væk, og jeg vil selv kunne vurdere, hvad jeg har lyst til at gøre med Blackbraid. Jeg vil gerne undgå at gøre det til en forretning og holde det til kunsten.



Den indfødte tilstand
Adirondack-bjergene er traditionelt hjemsted for mohawk- og algonquinstammerne, og selvom Jon Krieger er på god fod med disse, og flere steder i sit virke bruger ord fra mohawksproget, er han adopteret fra det sydlige USA, og er derfor ikke en del af denne stemme – officielt.
– Mohawkerne og algonquianerne er gode mennesker. De har taget mig ind, og jeg har deltaget i deres powwows. Jeg bor på deres land, og jeg vil vise dem respekt. Det er derfor, jeg har taget mit kunstnernavn, Sgah’gahsowáh, derfra og også opkaldt en af mine sange efter deres navn for det område, vi er i.

– Som sagt er jeg ikke indrulleret i nogen stamme. Det handler også om stammepolitik, og det er en lidt mudret situation i USA som det er lige nu. Men der er stor solidaritet mellem stammerne. Der er stor forskel mellem stammerne, og i hver stamme er der også klaner. I USA alene er der over 500 oprindelige sprog. Men vi kommer fra den samme baggrund, vi har alle været udsat for folkedrab og vi slås alle med konsekvenserne af dette.

Som blandt mange andre indfødte folk, der er blevet koloniseret og undertrykt – heriblandt inuit i Danmark – lever mange indfødte amerikanere med konsekvenserne af denne fordrivelse tæt på kroppen. I USA er risikoen for at blive udsat for dødelig politivold halvanden gange højere end for sorte amerikanere, næsten en tiendedel af de indfødte amerikanere har et stofmisbrug, og omtrent en fjerdedel drikker for meget. Ifølge Jon Krieger har meget af dette med den voldelige og tragiske historie at gøre og ikke mindst de eksisterende nutidige følger af denne.

– Da vi blev drevet ud af vores lande, placerede regeringen os nye steder. Men fordi de kom for at tage vores ressourcer, indrettede de reservaterne på steder, hvor liv simpelthen ikke kan trives. En stor mængde af vores folk lider af ekstrem depression, alkoholisme og stofmisbrug.

Han fortsætter med sammenbidte tænder:
– At bo i reservaterne er som at bo på månen. Og så kommer der nogen, og fortæller dig, at du skal få dig et job. I de fleste reservater er den nærmeste by måske 150 kilometer væk, og i den er der en tankstation, en vinhandel og en bar. Og det er det. Der er ingen jobs. Ingen måder at komme væk på. Så for mange er stofferne og alkoholen en flugt.



For Krieger er den levevis en direkte konsekvens af kolonialismen og den kultur, de europæiske bosættere bragte med sig. Og den kultur har han ikke meget tilovers for.
– Set fra mit perspektiv er der ikke megen ondskab i verden, der ikke kan spores tilbage til kristendommen. Jeg hader kristendommen, der er ikke så meget at sige der. De har begået folkedrab så længe, den har eksisteret, og jeg ser ikke nogen, der har spredt mere død og had end kristne.

Adspurgt om det ikke i lige så høj grad handlede om industrialisering og kapitalisme, var Krieger også klar i mælet:
– Jo. Regeringen er bygget på folks undertrykkelse, og den eneste måde det nogensinde kommer til at ændre sig på, er ved at afskaffe den regering. Det er derfor, at folk lukker øjnene, selvom de godt ved, at verden ikke kan holde til det, og at vore folk lider. Hvis du er en gennemsnitlig hvid mand, ville det vende hele dit verdensbillede på hovedet.
Han holder dog fast i sin pointe:
– Men kristendommen har gjort det her, siden før kapitalismen overhovedet blev beskrevet. Grunden til, at jeg hedder “Jon” er, at missionærerne i 1800-tallet tvang alle de indfødte til at blive døbt og tage kristne navne. De fik barberet deres hoveder og fik skåret tungen ud, hvis de talte deres eget sprog eller praktiserede deres religion. Vi fik ikke religionsfrihed før 1979.

Han fortsætter:
– De dræbte eller voldtog vores børn – eller begge dele. Det er derfor, det er så absurd, når man ser paven besøge Canada i disse dage. (Krieger referer til den katolske kirkes undskyldning for de såkaldre residential schools, red.) Det er, som hvis Hitler tog til Israel og blev modtaget med åbne arme. Visse ting kan man ikke undskylde for.



Naturen kalder
Jon Krieger ser black metallen som et direkte udtryk for disse følelser.
– Hvis man ser på de tidlige ting fra Norge, handler det om det samme. Jo, selvfølgelig var det voldeligt og edgy, men de gjorde modstand mod kristendommen. De hadede den kristne undertrykkelse og udtrykte det både gennem satanisme og andre, før-kristne religioner.

I gennem tiden har vi set flere musikere fra forskellige kulturer gøre black metallen til deres egen. Her på siden har vi både talt med maltesiske Saħħar og palæstinensiske Zalaam, der begge lever og eksisterer langt fra de norske foregangsmænd, men alligevel har taget genren til sig og umiskendeligt gjort den til deres egen. 

Og for begge disse er deres kultur, deres historie, deres sprog og ikke mindst naturen vigtige elementer og noget af det, der resonerer allermest i det musikalske udtryk. Det samme gælder for Blackbraid.
– Der er en god grund til, at det er black metal, der kan det. Det har altid været en rå genre. Den har altid været provokerende, har vold, undertrykkelse, sorg, styrke og vedholdenhed som stærke temaer. Det er emotionelt og nemt at udtrykke på tværs af kulturer. Uanset hvor du tager hen, finder du nogen, der har noget at sige, og som kan udtrykke dette perspektiv.

– Da jeg skrev ‘Barefoot Ghost Dance on Bloodsoaked Soil’ var det egentlig meningen, at den skulle handle om massakren ved Wounded Knee, men jo mere jeg skrev, jo mere kom den til at handle om hele livet som indfødt amerikaner. Der var så meget, jeg ville sige.

Da Kriger så skrev ‘The River of Time Flows Through Me’, blev det startskuddet til albummet. Det er en meget personlig plade for ham, og den eksisterer nærmest ved siden af mennesket, som et udtryk for hans egen opdagelse af, at der er mere i verden.
– Blackbraid handler om naturen. For mig, er der ingen skelnen mellem naturen og det åndelige. Det hele er én ting. En høvding sagde engang, at de kristne gik ind i et mørkt hus, for at tale med deres gud, mens vi blot behøvede at kigge udenfor. Det er et af de helt store skel mellem os.

Krieger forklarer, hvordan han finder det uforståeligt, at folk skaber religiøse forklaringer og myter om alt muligt, men nærmest ingen i den moderne verden tilbringer en dag udenfor.
– Hvis jeg bad folk identificere fem forskellige firmalogoer, ville de fleste kunne gøre det, men hvis jeg bad dem om navnene på fem forskellige træer, ville de færreste være med. Jeg vil gerne lave det om med Blackbraid. Jeg vil gerne minde folk om, hvad der rent faktisk er vigtigt.

Han fortsætter:
– Det er ikke længe siden jeg opdagede, hvor stor en gave det er at være så tæt på verden hver dag. Det er også der, det politiske aspekt kommer ind. Igen er der ingen skillelinje mellem det åndelige og det politiske. Det hele er ét. Det er også derfor, indfødte ofte er dem, der protesterer mest mod kapitalistisk udvinding – skovfældning og gaslinjer.



Fremmedgørelsen fra naturen er noget, Jon Krieger lægger meget mærke til. Selvom videnskaben efterhånden er nået frem til, at planter – træer, i særdeleshed – både opbygger fællesskaber, kommunikerer og understøtter hinanden og et væld af mindre livsformer, opfatter de færreste dem som noget, der er lige så levende som mennesker.
– Når man ser på et træ, vil de fleste mene, at det er en levende organisme. Det vil de svare ja til, men de vil alligevel se det som et livløst objekt. Alt er et levende væsen. Ingen ville sparke en hundehvalp, men de vil uden tøven sparke til et træ. Vi er opdraget til at se os selv som stående over alt andet. Og mange uddannede mennesker bruger deres uddannelse til at undgå at forholde sig til verden.

– Folk glemmer let, at menneskeheden er en mikroskopisk del af livet. Mange mennesker har intet forhold til naturen. Det er en del af mit budskab. Jeg tror at folk gerne vil, og har brug for at høre det.

‘Blackbraid I’ udkommer 26. august. Den kan forudbestilles her.