Vi vil tilhøre alle

Belgiske Amenra vender blikket udad på deres nyeste udgivelse og taler direkte til deres lyttere. Frontperson Colin H. van Eeckhout taler om spiritualitet, forældreskab, ceremonier og kultur.

Efter 22 år synger belgiske Amenra langt om længe udelukkende på deres modersmål, det, for danskere, sært genkendelige flamsk. Det er ikke fordi, det er nyt for dem at synge på andre sprog. Det meste af deres arbejde har været på engelsk, men sange på fransk eller tysk har dukket op med jævne mellemrum.

– Den nye plade ændrer dynamikken. Alting plejede at handle om os, vores smerte, vores sorger, forklarer forsanger og sangskriver Colin H. van Eeckhout i en afdæmpet stemme.

Devilution har spurgt ind til den spiritualitet, der gennemvæder ‘De Doorn’. Eeckhout brugte et par sekunder på at tænke over det, før han svarede:
– Denne gang taler jeg direkte til publikum. Vi har forsøgt at gøre lytteren til en aktiv del af et fællesskab.

‘De Doorn’ er, som nævnt, fuldstændig på Amenras modersmål flamsk, et af de to officielle sprog i Belgien, specifikt den nordlige del, kaldet Flandern. Samtidig er fokus skiftet fra den normale vekslen mellem blød og hård vokal, og i stedet over til lange spoken word-passager. Dette kommer egentlig af, at sangene oprindeligt er skrevet til flere forskellige levende ceremonier, som Amenra kalder det, hvor de først blev fremført. Det betyder også, at de kræver en del af tilhøreren. Det var ikke muligt for undertegnede at lytte til pladen under transport eller som underlægningsmusik, som det ellers tit er tilfældet. Det griner Van Eeckhout lidt af.

– Det er rigtigt. Sproget giver en følelse af åndelighed. Andægtighed. Det minder måske mere om en prædiken, end om en sang. Man føler, man skylder det respekt.



Van Eeckhout forklarer, at musikkens æstetik er trådt i baggrunden på ‘De Doorn’. Med hans ord var fokus på kommunikationen til dem, der deltog i deres ceremonier.
– Når jeg skriver tekster, plejer jeg at skære måske 50-60 % af ordene væk, men da jeg begyndte at skrive på mit modersmål, flød det meget mere, og der var så meget, jeg ville have med.

Publikum og deltagerne var det centrale, og derfor ville han gerne gøre det på en anden måde.
– Jeg ville have de skulle høre det hele. Der var den her følelse af uopsættelighed. Jeg ville dele de ting, jeg taler om. Men selvom vi kaldte det ceremonier og taler om andægtighed, taler jeg ikke som en præst. Det er vigtige ting, men det er normale ting. Jeg taler bare om dem på en poetisk måde.

Denne tilgang til sangskrivning gjorde tilblivelsesprocessen for ‘De Doorn’ næsten bagvendt. Oprindelig var det meningen, at sangene kun skulle fremføres til ceremonierne, men guitarist Lennart Bossu gjorde Van Eeckhout opmærksom på, at de faktisk næsten havde skrevet et helt album, og på den måde begyndte de at tilpasse sangene til udgivelse. Van Eeckhout forklarer, at det har krævet nogen tilpasning, og at det også har været vanskeligt, da sangskrivningsprocessen har været mere lineær end tidligere.
– Vi prøvede ikke at skrive sange, vi prøvede at at skrive musik, der passede til ritualet. Vi har også måttet skære noget væk. For eksempel var ‘Voor immer’ oprindeligt sat sammen med kirkeklokkerne fra rådhuspladsen i byen, og ‘De dood in bloei’ var meget længere, da vi også havde en danser med.

– På samme måde har jeg gjort teksterne lidt mere universelle. For det handlede først og fremmest om dem, der var til stede. Det handlede om det fællesskab og den delte oplevelse, vi havde.



Hvad er kultur?
Ceremonierne – eller ritualerne – har fyldt meget for Amenra. Og dem, der har dannet udgangspunkt for ‘De Doorn’, er af en helt anden art, end noget vi kender herhjemme fra. Van Eeckhout fortæller, at det belgiske kunstmiljø er meget tæt knyttet sammen, og at kunstneren Johan Tahon kontaktede dem, da bandet havde eksisteret i 20 år. Han ville gerne være med til at opsætte et mindesmærke for dem og havde nogle ideer til hvordan.

Bandet tog glædeligt imod, men ville gøre det med andægtighed og ydmyghed.

Et helt enormt bål blev bygget op i Menen, Belgien, og alle i området blev opfordret til at nedskrive de ting, der plagede dem i livet, eller som de gerne ville lægge bag sig og stoppe sedlen ind i konstruktionen.
– Vi blev meget overraskede over, hvor meget folk bakkede op om idéen. Vi havde ingen anelse om, nogen ville gøre det, men til sidst var den stopfuld. Lige inden bålet skulle tændes, løb folk stadig op for at skille sig af med noget, selv små børn, fortæller Colin H. van Eeckhout.

Mens bålet blussede højere og større, fremførte Amenra deres hypnotisk og rørende musik, og det var en stor overraskelse for publikum, da Tahons enorme statue af bandets vartegn, den hoved- og armløse figur, der bærer en stor dobbelt galge på sin ryg, dukkede frem af flammerne. Kobberskulpturen var rødglødende af varmen og stod voldsom og tronende over forsamlingen, der var som tryllebundne.
– Ild samler altid folk. Det strækker sig årtusinder tilbage. Det er et helt primalt instinkt, og alle kender til følelsen af at fortabe sig i oplevelsen af flammerne. For længe, længe siden gjorde vi det også i Belgien, men det er forsvundet nu. Det ville vi gerne have tilbage.



For at få opbygget deres bål og arrangeret ceremonien helt rigtigt, søgte bandet hjælp i Østrig, hvor de har en rig tradition for jævndøgns- og solhvervsfester med bål. Det betyder meget for Colin H. van Eeckhout, og han udtrykker også glæde, da han hører om sankt Hans-traditionen i Danmark.

Men det, der griber interessen, er, da han giver udtryk for, at traditionen er forsvundet fra det belgiske samfund. Det går pludselig op for os på Devilution, at vi nærmest ikke kender noget til belgisk kultur.
Hvad er det egentlig?

– Ingen ved det. Jeg ved det knap nok selv, halvvejs ler Van Eeckhout.

– Vi er et af de mindste lande i Europa og er meget alsidige: Der er det store sprogskel  og et par mindre, historisk har både Vallonien og Flandern været dele af andre lande, og i begge verdenskrige har Belgien været brugt som et af de primære steder at komme fra et land til et andet, hvilket også har medført, at adskillige store slag har fundet sted her.

Han forklarer, hvordan denne store splittelse og medfølgende fragmentering har givet anledning til en meget særpræget kultur, der kommer til udtryk flere steder. “En interessant dynamik”, kalder han det.

– Middelalderen var meget særlig. Nogle dele af landet var meget rige, med meget stor mulighed for handel og store havne, og det gav kunsten mulighed for at blomstre. Man kender både de flamske primitivister og de flamske mestre, og det betød noget på global skala. Det, der er særligt ved dem, er den mørke og dystre stemning, de fremmanede, selvom de malede nogle af de rigeste og mest flamboyante samtidige.

– I min hjemby ligger der et stort slot lige i midten, og rundt om det, er der stadig både skafot og de stager, man satte de henrettedes hoveder på, fortæller Van Eeckhout.

– Man ser det også stadig i den moderne kunst. Der er en mørk tone, og det er noget, vi som folk sætter pris på. Det er nok også derfor, at man kan sætte en statue op for at hædre os, forklarer han, da jeg fortæller om, hvor uhørt den slags ville være i Danmark.

Der er et sammenhold mellem kunstnerne i Belgien, og der er en større forståelse for de mørke sider. Hvis noget er belgisk kultur, må det være dette. Det kommer måske af besættelser, ødelæggelser og modgang, eller også kommer det af at leve i skyggen af stormagter.



Modersmål og faderskab
Da Devilution interviewede den maltesiske black metal-musiker Saħħar, forklarede han, hvor vigtigt det var for ham at synge på sit modersmål, ligesom det var for de norske black metallere i starten af 90’erne.
På samme måde forklarer Colin H. van Eeckhout, at teksten flød bedre, at han kunne være mere præcis og udtrykke sine følelser, da han begyndte at skrive på flamsk. Det lå dog ikke lige for.

– Jeg har altid haft en aversion mod at synge på mit eget sprog i mit eget land. Min generation har ikke haft mange troværdige, flamsksprogede kunstnere. Mine forældres generation havde noget tilsvarende, den fransk chanson-kultur, der lød trivielt, men havde stort kunstnerisk indhold, fortæller han.

– Efter at have lavet ‘Mass VI’, begyndte jeg at få øjnene op for mulighederne. Vi var lidt skræmte, især i forhold til det internationale publikum. Det her er vores første udgivelse på Relapse, og folk var vant til Amenra på engelsk. Men vi gør, hvad vi er nødt til. Ikke hvad folk forventer af os.

De skarpe tekster bæren også megen vægt. I sagens natur har Devilution kun læst oversættelsen, men selv her kan det tydeligt mærkes, at det er ting, der har fyldt meget for Van Eeckhout. De kredser om død og fortvivlelse, men også i høj grad om hengivelse. I første omgang kunne man læse megen kristen symbolik ind i det, med dens snak om fædre og sønner og en “herre”, men Van Eeckhout forklarer, at det skal forstås ganske naturligt.

– Jeg mistede min egen far for længe siden, da jeg var 20, og jeg har nu selv to sønner. Den oplevelse får en til at leve på en helt anden måde. De er nu ti år gamle, og jeg føler næsten hver dag, at jeg har brugt halvdelen af den tid, jeg har med dem.

Samtalen er dyb på dette tidspunkt, og det er tydeligt at høre, at det fylder meget i forsangerens sind.
– Det får en til at hengive sig mere. Jeg tager ikke noget for givet. Alle i bandet har børn, og det betyder meget for os at være gode fædre for dem, på den måde vi er. Også selvom vi er meget væk, når vi spiller. Vi skriver sange og spiller musik for dem. Som et vidnesbyrd.



“Herren” skal ligeledes ikke forstå bibelsk – nødvendigvis, forklarer han.
 – Det er helt klart spirituelt, men det skal ikke forstås kristent. “Herren” er det vi vender os mod, når vi er allerdybest nede. Når vi ikke kan se nogen udvej. Engang brød jeg selv fuldstændig sammen, mens jeg tankede bilen op. Jeg faldt på knæ og tilstod alle mine byrder til benzinpumpen. Det er det, vi vil samle op på for alle.

Det er dog nærliggende at tolke det kristent, det ligger os naturligt i vesten, og der er kraft i dens symboler. Van Eeckhouten forklarer, at det drejer sig om den personlige spiritualitet, ikke den organiserede eller nedskrevne. Det handler om, at åbne verden for dem, der har det svært.

Og netop åbenheden over for andre er afgørende for Amenra og Colin H. van Eeckhouten.
– Da jeg var ung, ville det have overvældet mig fuldstændig, hvis jeg havde hørt mit eget sprog hos et band, jeg elskede, og det har vi tænkt over længe. Lige siden ‘Mass II’ har vi haft gæster, der talte eller sang på deres eget sprog, med. Dengang var det finsk og kroatisk. Håbet er, at mennesker kan føle de hører til. Det har også givet os mod til at synge på vores eget modersmål.

Signingen til Relapse har fået nogle til at spekulere over, om det mon var et tegn på, at Amenra var blevet grådige, men det har ‘De Doorn’ i den grad afkræftet.
– Vi skiftede til Relapse for at nå længere ud. Ikke for at vokse eller blive rigere. Vi vil nå flere mennesker og give dem mulighed for at opleve det her.



Det er en af verdens ældste sandheder, at musik kan bringe mennesker sammen. På samme måde som ildens blussen ved sankt Hans-bålet bringer os nærmere, sådan gør sangen det også. Det er det endelige mål, forklarer Van Eeckhouten.

– Vi fortæller en ældgammel historie, en der bliver fortalt over hele verden. Folkesangerne i Frankrig, flamencomusikerne i Portugal og over hele verden. Spørgsmål uden svar, lidenskaber, sorg. Det er det vi vil. Musikere har altid bearbejdet livet for mennesket. Nu er det vores tur til at oversætte tankerne og følelserne.

– Vi vil give mennesker oplevelser, de aldrig glemmer. Ikke os, eller vores musik, men selve øjeblikket. Vi vil tilhøre alle.