Top 5 – War, what is it good for?
Ukraine brænder og uskyldige dør. Intet er værre end krig. Ugens Top 5 handler om antikrigssange
“Krig er ikke helvede. Krig er krig og helvede er helvede. I helvede er kun syndere, mens krig er fuld af uskyldige.” Sådan sagde Alan Aldas karakter Hawkeye i M*A*S*H og sjældent har noget været mere sandt.
Civile mål rammes af bomber og mennesker sidder i kilometerlange køer, mens russiske soldater, hvis stemmer knap er gået i overgang forundres, når de opdager, at ukrainerne ikke byder dem velkomne som helte, hvilket deres officerer har forsikret dem om de ville.
Krig er ulykkeligt og de eneste, der ikke rammes, er dem der bestemmer.
Vi har derfor valgt at kaste os over antikrigssange i denne uge.
1. Black Sabbath – War Pigs
Selvom vi forsøger at grave lidt dybere i antikrigssangene, går ‘War Pigs’ aldrig af mode. Sådan er det, når man rammer så ren en streng af sandhed.
“Politicians hide themselves away / They only started the war / Why should they go out to fight? / They leave that role to the poor, yeah”
Og selvom Zelenskyy har nægtet at evakuere sig fra hovedstaden, er han blandt de få. Det er de almindelige mennesker, der slås og dør.
2. Green Lung – Leaders of the Blind
På samme måde beskriver britiske Green Lung vores slavebundne hjerner, der styres af verdens ledere. Vi føres som blinde af dem, der regerer os og i denne tid har verdens stormagter også forstået, at krige i lige så høj grad vindes i modstanderens hjerne, hvorfor vi bombarderes med falsk information hver eneste dag.
3. Saħħar – Belt Stuprata
Albummet Tiġrif tal-Ġnus består af et antal sange, der hver især behandler en massakre i historien. ‘Belt Stuprata’ handler om en af de værste. Den japanske massakre i Nanjing i 1937. Manden bag bandet forklarede os, at selvom researchprocessen bag pladen havde været noget af det værste han nogensinde havde oplevet, var det væsentligt, at vi huskede hvad der var sket i historien, så vi kunne forbedre os og ære de døde. Lige nu er håbet, at vi har lært noget.
4. Kypck – Очередные
“Alt gentager sig igen / en krig om fejltagelser dækket i sorg / (...) / Vor tid forundrer mig altid / Vi ser ikke vores endeligt, men løber vildt imod den”
Hvis nogen kender til Ruslands ærgerrige besættelsestrang, er det Finland, og Kypck, der har besluttet sig for at beskrive naboen fra deres egen synsvinkel lægger ikke fingre i mellem. Det meste af deres oeuvre kunne være passende, men få sange er mere ætsende end den sardoniske “Det Sædvanlige”.
5. Trespasser - Black Flags on a Blood-Red Horizon
Det svenske black metal-band kastede sig allerede i 2017 over den ukrainske anarkist Nestor Makhno, der i 1910’erne kæmpede mod tyskere, østrigere og både hvide og røde russere.
I den rå black metal ligger en triumferende kampgejst og viljen til selvstændighed, som krystalliseredes i den autonome republik Makhno oprettede i det østlige Ukraine, og som et om fremtiden knustes af den røde hær.
‘Black Flags on a Blood-Red Horizon’ er ikke en fredssang, men det er en sang om frihed.