Årsliste 2020 – Tobias Holst

IMG_20200822_192104_3

Til kamp mod gamle nisser, klamme onkler og snævertsynede reaktionære. 2020 var et forandringens år i metalscenen og det var år hvor det var ok at være klog, markant og anderledes. Må det blive ved.

Forfatter

 

Første emne på dagsordenen: COVID-19. Jeg gider ikke skrive om det. Vi ved allesammen hvad det har handlet om, og hvordan det har påvirket os. Det er lort. Færdig med det.

Jeg vil hellere tale om musik. For musikken har i den grad blomstret i 2020. Udover fremragende udgivelser fra Jason Isbell & the 400 Unit, Miley Cyrus, The Secret Sisters og Steve Earle, har min absolutte yndlingsplade i år kommet fra det amerikanske emoband Spanish Love Songs. 'Brave Faces Everyone' er den helt rigtige forpinte og desperate lyd af 2020 og har siddet lige i skabet. Om den kunne være kommet med på en af de nedenstående lister, må være en smagssag, men ikke desto mindre er den 2020's allerbedste udgivelse.



Metalmusikken har dog ikke stået tilbage og i forhold til udgivelser, står 2020 som et af de bedste år i nyere tid.

Årets danske album:

1. Eyes - Underperformer
Gør jeg det godt nok? Hvornår opdager de, at jeg ikke aner, hvad jeg laver? Lever jeg op til mit potentiale? – det er grundessensen i Eyes’ Underperformer, og her ved årets udgang kan vi klart konstatere, at ja, Eyes gør det godt nok. Faktisk bedst af alle i år.

2. Konvent - Puritan Masochism
Det var en lang ventetid fra 2017, hvor Konvent udsendte demoen, og forventningerne var høje da debuten endelig kom. Med en fremragende turne i foråret (hvilket endte med at være den eneste gode koncert jeg så i år) og en lige så stærk plade, står Konvent helt oppe på øverste trappetrin.



3. Sunken - Livslede
Sunken var et band, der havde luret i periferien for mig. De har været opvarmning ved adskillige koncerter, og jeg havde da også hørt den gamle plade en gang eller to, men med deres omfavnelse af det danske sprog på ‘Livslede’ har de lavet en plade, der er intet mindre end sublim.

4. (0) - Skamhan
Endnu et dansksproget black-metalband! Og endnu et, der har taget de gode toner fra deres debut og finpudset dem til det sidste. Og endda formår at smide bouncy poppunkriffs ind. Kan man andet end at elske det?



5. Ildskær - Den Rædsomste Nat
Og vi fuldender listen med, you guessed it, et dansksproget black metalband. Det er godt nok sejt, at der er så mange af dem, ikke? Ildskær er indbegrebet af nørderi. Et konceptalbum om Københavns bombardement med tekster af Grundtvig, Baggesen og Winther, med rimende lyrik på 1700-talsdansk. Det er vidunderligt, intet mindre.
 
Årets internationale album:

1. Vile Creature - Glory, Glory! Apathy Took Helm!
Vile Creature er uden tvivl et af mine favoritbands og med deres nyeste plade, tog de kampen op mod et af den moderne verdens største plager: apatien. Vile Creature rykker sig ikke en tomme, står fast på hvad de mener, og har leveret et helt genialt og gennemført album.



2. Violet Cold - Noir Kid
Hvis der findes en verden hvor sangtitlen ‘Battle Unicorn’ ikke er nok til at ryge på listen, er det ikke et sted jeg vil leve. Vi håber at krigen i Kasakhstan snart slutter, ikke kun fordi den er rædsom, men også fordi Violet Cold er et af de bedste nyere black metal-navne.

3. Adzes - No One Wants To Speak About It
Adzes består af en enkelt mand, der ikke har udgivet noget før han fyldte fyrre, og alligevel formåede at få lavet en skarp og knusende tung skive fuld af ængstelse og raseri over en verden i økonomisk og økologisk kollaps. Frygten for fremtiden og hvad the powers that be gør ved den er universel.

4. Saħħar - Tiġrif tal-Ġnus
En sen udgivelse, men alligevel en black metal-plade så smækfuld af de skarpeste riffs og den mest velplacerede melodiøsitet, at den strøg direkte ind på listen.



5. Heathen Beast - The Revolution Will Not Be Televised, But It Will Be Heard
Der findes raseri og så findes der Heathen Beast. Stemningen på ‘The Revolution Will Not Be Televised But It Will Be Heard’ kan få hjertet til at pumpe og blodet til at koge hos enhver, og dens hyperaggressive brutalitet stiller sig op som en kæmpestor finger til verdens største demokrati og dets ledere. Heathen Beast frygter ingen og intet, og det er vel grindcore i en nøddeskal.

Årets internationale hit:

Warlung - ‘No Son of Mine' - Nogle gange må følelserne godt begraves lidt i 70’erinspireret guitarlækkerhed. Texaskvartetten Warlung har med ‘No Son of Mine’ og pladen ‘Immortal Portal’ lavet et fremragende soundtrack til den forvaskede farrocker i os alle sammen.



Bobler: Emma Ruth Rundle & Thou: ‘Hollywood’
Ikke nok med at Thou begavede os med en hel skive fremragende Nirvana-covers i år, så udsendte de også en genistreg af en plade i samarbejde med Emma Ruth Rundle, og drysser med en companion EP, hvis første track er dette inspirerede Cranberries-cover. Og da Thou, Emma Ruth Rundle og Cranberries er tre af ledestjernerne på min musikalske stjernehimmel er det intet mindre end eminent.
 
Årets danske hit:

Eyes: ‘Underperfomer’ – Pladens eponyme tredje track er et kaotisk virvar af lyde og stemninger og agerer spydspids for ‘Underperformers’ barokke virkelighedsopfattelse. Den ledsages af en helt igennem vidunderlig video, der opsummerer forsanger Victor Kaas’ stridigheder med egne og andres forventninger til hvad det vil sige at være voksen. I videoen er vores hovedpersoner helt uduelige, i virkeligheden sætter de fingeren på et samfundsmæssigt enormt ømt punkt.



Bobler: Konvent – Trust
‘Puritan Masochism’ er fyldt med gode skæringer, men den står øverst på skamlen for mit vedkommende. Den åbnende basgang, der snarligt ledsages af tung, tung guitar er til at at dø for.

Årets genfundne klassiker:

Coheed and Cambria: ‘In Keeping Secrets of Silent Earth: 3’ – Faktisk både ‘In Keeping Secrets of Silent Earth: 3’ og ‘Good Apollo I’m Burning Star IV’, men jeg skal vælge en, og det blev Coheed and Cambrias tredje plade, og i særdeleshed ‘Three Evils (Embodied in Love and Shadow)’, der står som et af de stærkeste eksempler på ikke blot Coheed and Cambrias progekvilibristiske 00’er-emo, men også deres nærmest umatchede evne til at fremføre tekster så dystre som noget metalbands, med et bounce, der ikke kan modstås.



Årets EP'er:

1. Zeal and Ardor - Wake of a Nation
2020 har været mange ting – især mange dårlige ting, men en af de vildeste er nok verdens kollektive opvågnen til sorte amerikaneres vilkår i USA og de kæmpemæssige protester, der fejede over landet i kølvandet på endnu en dræbt sort mand.

Zeal and Ardors frontmand Manuel Gagneaux var nødt til at få afløb for sine følelser, og ‘Wake of a Nation’ er et af dette års allervigtigste udgivelser, fordi den sætter ord på den magtesløshed, frustration og vrede, der i år boblede op til overfladen.

2. Adzes - Microclimates
Udover at levere en skærende hård sludgeplade, formåede Adzes’ Forest Bohrer også at udgive en lillebitte ep med kun to tracks, henholdsvis et cover af country- og folklegenden Gillian Welchs ‘Revelator’ og en smuk og hjertelig udgave af salig Tom Pettys ‘Wildflowers’. Med Ana Wright på skrøbelig og hjerteknugende vokal, Wretched Empires Will Jameson på lead guitar, og Bohrer på resten, har disse to sange alene gjort ‘Microclimates’ til noget af det, jeg har hørt allermest i år.

3. Wretched Empires - Bloom
Meget apropos Wretched Empires, sniger den transatlantiske trio sig også ind på listen med deres fænomenalt solodrevne melodiske black metal. Det er ikke for sjov, at jeg siger der er Dire Straits i lyden. Hvis ‘Brothers in Arms’ var black metal, ville det lyde sådan her.



4. Khemmis - Doomed Heavy Metal
Normalt er liveplader fuldstændigt ligegyldige (ja, gammelfar, også ‘Priest in the East’ og Dokken og ‘Rock and Rio’ og hvad I ellers går og larmer om), men den her er faktisk rigtig god. Særligt det afsluttende track ‘The Bereaved’ får en helt anden nerve end det ellers har, og det klæder det rigtigt godt.

5. Come to Grief - Pray for the End
De gamle sludgegiganter er enten døde, afdankede (Vågn op, Kirk Windstein, det er dig vi taler om) eller helt væk (Du behøver ikke komme herover, Mike IX), men oppe i det nordøstlige holder de sig åbenbart lidt bedre. (Come to) Grief var umådelige i gamle dage, og viser med deres lille pip i foråret, at de stadig er det.

Årets internationale navn:

Zeal and Ardor – Som eksperiment, var Zeal and Ardor spændende. Som band var de inspirerede, men som protestsangere er de uvurderlige. Zeal and Ardor er årets internationale navn, fordi de formår at blotlægge hver eneste nervebane hos sorte amerikanere i kølvandet på mordet på George Floyd.

‘Wake of a Nation’ peger helt tilbage til slaveriet og følger de sortes historie til i dag. Som musikalsk modstykke til en forfatter som Colson Whitehead, der med både ‘The Underground Railroad’ fra 2016 og sidste års ‘The Nickel Boys’, der borede en finger ned i det betændte sår, der er sortes vilkår i USA, står Zeal and Ardor som både modige og vigtige i både de sortes kamp, men også for alle os andre, der bliver nødt til at forstå.
 


Årets danske navn:

Eyes – Feltet herhjemme har været enormt stærkt i år. Aldrig tidligere har jeg set så stærk en dansk scene, og det endda i et år, hvor vi ikke har kunnet se hinanden, og ikke har kunnet opleve musikken som den bør opleves.

For et hardcoreband at blive taget så godt imod som Eyes er blevet, både i danske medier, undergrund som mainstream, og udenlandske ditto er imponerende. Et hardcoreband uden livekoncerter er jo nærmest som en udenrigsminister til voksenfest, men ikke desto mindre har de fem musikere formået det i overstrømmende grad.
 
Årets nye internationale navn:

Exsanguinated Shade – Exsanguinated Shade er et projekt, der i sin grundform byder på noget jeg virkelig savner i black metal. Som ex-læderfrakkebærer er der grobund for en god gang goth i min blackmetalpræference og jeg har savnet lyden af Banshees i den hårde ende. Exsanguinated Shade, med Espi Kvlt på vokal lyder både som 80’er-bandet og som deres ophav fra irsk mytologi med deres knoglefrysende vokal, horrorsamples, synthpassager og skiftevis rene og beskidte guitarer.
At de to kunstnere tager fat i vigtige emner som kropsidentitet og transpositivisme er krymmel på toppen, men de står modigt og stærkt frem og er eksempler til efterfølgelse.

Årets nye danske navn:

Quitters – Gennem flere år har Quitters huseret i den københavnske undergrundsscene og leveret solidt koncert efter koncert. Min egen favoritoplevelse med trioen, var da de varmede op for Eyehategod i Pumpehuset tilbage i 2018, hvor de overstrålede de legendariske headlinere, og vi allerede den gang kunne se, at de var et band vi burde holde øje med.

I år smed de så, efter tre demoer, et solidt stykke jeg-brækker-mig-i-dit-ansigt sludgecrustpunk med LP’en ‘Man’, der bare leverer alt det man har brug for. At Quitters heller ikke gider tage hverken sig selv eller os som medie særligt seriøst, får mig bare til at elske dem mere.
 


Årets comeback:

Jeg aner det ikke. Alle de gamle bands laver elendig, rutinepræget og idiotisk musik, og jeg har virkelig ikke behov for at lytte til dem længere.
The future is now, old man.
 
Årets fysiske udgivelse

Et lille dansk orkester sendte redaktøren en pakket adresseret til mig, og I kan nok tro jeg blev nysgerrig, for jeg havde aldrig hørt om dem før.
I pakken var et par fine promotekster på glittet papir, en vidunderligt DIY-udseende tuschbeskrevet CD-R, og intet mindre end et julekort, der kunne spille førstesinglen fra samme CD-R! Det er fandme optur. På Devilution er vi ubestikkelige, men vi er bestemt til fals for sjove gimmicks. Så, Riot Sun, jeg skal nok anmelde jeres plade. Og tak for kortet.
 
Det overså jeg i 2019:

Særligt tre plader har jeg ærgret mig over, at jeg ikke skrev om sidste år.

Den første var Foreshadowers selvbetitlede album, der i den grad fortjente en plads på listen. Deres tonstunge instrumentale sludge er brilliant og jeg sparker mig selv over at have udeladt den plade, mens jeg var så fræk at sige, der ikke var nok god dansk metal.



Den anden er Detroitbaserede Farseer, der med deres, ligeledes selvbetitlede, debutplade serverer en hårdtrullende, men alligevel tilbagelænet, psykedelisk og mudret doom, der tager lytteren på langfærd.

Sidste er britiske Molochs vidunderligt ironiske og beskidte EP ‘Love Songs’. Den rammer ned i noget af det allersorteste sludge og fortjener at blive spillet så højt, at guitarfeedbacken ryster dine fyldninger løs.

Årets optur:

Jeg har skrevet over 100 artikler i år, og det er ret fedt. Endda i et meget mærkeligt år, næsten helt uden koncerter. Nogle af dem har dog stået over andre.
Særligt er jeg stolt af at have været med til at beskrive sexismen i den danske metalscene sammen med min fremragende kollega Cecilie Roos. Arbejdet med disse artikler, og de kvinder, der ville tale med os har været helt fantastisk og de er allesammen enormt seje. Artikelserien #metaltoo part I, II og III har været vigtig for det danske metalmiljø, og jeg er glad for, at Devilution tør tage stilling og arbejde for et metalmiljø, der er inkluderende og positivt. Samtidig har responsen været overvældende positiv, hvilket tænder et lys af håb, for en metalscene, der ellers er alt for glade for at lefle for laveste fællesnævner, og nærmest sætter en ære i at skrive om og lytte til fuldstændigt ligegyldige bands.

metaltoo1

Herudover er den danske stab af metalbands uovertruffen i øjeblikket. Hvor Norge og Sverige rendte med trofæerne i 90’erne og Danmark blot sad og åd lim i et hjørne, ligger de to andre skandinaver nu på henholdsvis plejehjem og i respirator og ser verden glide forbi, mens danske bands vrimler frem og tager kvalitet i nærmest alle genrer op på et nyt niveau.

Årets største skuffelse:

At Ulver, Katatonia, Kirk Windstein, Ihsahn, Danzig og alle mine andre gamle yndlinge bliver ved med at pumpe elendigheder ud. De burde få sig et rigtigt arbejde i stedet for at spilde alles tid og båndbredde med uinspirerede plader, bovlamme covers og prætentiøse og overtænkte pasticheplader.
Det er røvsygt og ingen har brug for det. Og alle de store metalmagasiner smider lortet på deres covers og i deres årslister, og det hele er så åndssvagt, for alle har i forvejen hørt det og ingen bliver overraskede. Jeg gider ikke læse mere om gamle mænd i gamle bands.

Største ønske for 2021:
Jeg ønsker mig, at metalverdenen bliver mere bevidste om kvalitet. Både i den musik de lytter til, de koncerter de går til og i den musikjournalistik de læser. Vi fortjener bedre end lunkne pressemeddelelser og formularskrevne anmeldelser. Vi fortjener bedre end Defecto og Five Finger Death Punch. Vi fortjener bands der tør noget nyt og de danske bands, der er på vej frem nu, fortjener hundrede gange mere spalteplads end en eller anden udblødt nar, der har sat ild til sig selv. Jeg håber at alle racister, sexister, homo- og transfober afvises i døren og må spille for tomme stole. Jeg håber at alle de store bookingbureauer går fallit og at alle de gamle nisser må sælge deres audier.

Dræb kæmperne, kæmp for undergrunden.