Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

En knusende sumpbanger

Updated
come to grief - pray for the end

Modbydelig og frastødende ny ep fra sludgegiganterne Griefs arvtagere.

Titel
Pray for the End
Dato
07-02-2020
Genre
Trackliste
01 - Ignorance is Surely Bliss
02 - March of the Maggots
03 - Raping the Willing
Forfatter
Karakter
4

Historien går, at den skinnende Fugl Fønix rejste sig fra asken og indvarslede lykke med dens genkomst.
I tilfældet Come to Grief handler det nok snarere om en ækel substans af had og elendighed, der boblende og sydende sammensvejser de forrådnende rester af sludgegiganterne Grief og vaklende stiller sig op som en hæslig sumpting for at sprede uhygge og mislyd over verden.

Come to Grief består af trommeslager Chuck Conlon og guitarist Terry Savastano, der begge optrådte i Grief i banderts storhedstid, og med sig bringer de bassist Tim Simpson og guitarist og forsanger Jonathan Hébert.

Formålet var helt enkelt at viderebringe den modbydelige energi, Grief lagde for dagen på deres magnum opus, ‘Come to Grief’ fra 1994.

Modbydelighed i musikken
Vi er ude i den gammeldags, grimme sludge her. Du kan med fordel tænke på Eyehategod i 90’erne, Buzzov*en og Sourvein. Vi er langt fra Baroness.

Come to Grief har ikke udgivet nogle fuldlængder endnu, og vi har, siden dannelsen i 2017 kun gfået lidt lunser i form af ep’er, splits og singler. Og i 2020 har de udsendt endnu en kortspiller med kun tre numre. Men hvilke numre.

‘Pray for the End’ åbner i klassisk stil for en sludgeplade med et sample fra en eller anden obskur film, der lægger en ildevarslende tone, inden ‘Ignorance Is Surely Bliss’ begynder at grave i din tro på det gode i mennesket.

Til forskel fra de ovennævnte bands kommer (Come to) Grief nemlig ikke fra den svingende syd, og de har derfor ikke de samme bluesundertoner, som man kan finde i den Louisianabaserede sludge. Derimod kommer de fra det kølige Massachusetts, hvor der, at dømme efter lyden, ikke engang er plads til pusterum i musikken.

Rytmesektionen ligger tungt under musikken og danner basis for, at Héberts vokal kan lyde næsten boblende, trods den relativt klare produktion. For selvom der ikke er groove i lyden, er bassen fundamental ,og den beherskes strålende af Simpson.



Lad os nu drukne!
Det allerstørste problem ved ‘Pray for the End’ er ganske enkelt, at tre numre er alt for lidt. Stemningen er voldsom og dominerende og lægger op til en langvarig nedstigning i mosen. Efter ‘Raping the Willing’s 6 minutter og 46 sekunder hungrer jeg efter mere.

Der er en fremragende dynamik på ep’en, med et utrolig langsomt nummer i midten omgivet af tordnende fræsere på begge sider, og det kan mærkes, at Come to Grief har meget at byde på.
Jeg tilbageholder den sidste karakter som straf for, at vi endnu ikke har fået et helt album fra Come to Griefs hånd.