Diskoteket ved verdens ende

Violet Cold Noir Kid

En smuk og melankolsk kakofoni af atmosfærisk black metal, ambient, dubstep og rave fra Baku, Aserbajdsjan. 

Kunstner
Titel
Noir Kid
Dato
01-03-2020
Trackliste
1. Noir Kid
2. All Heroes Are Dead
3. Synergy
4. Battle Unicorn
5. Euphoria
6. Goodnight Sun
7. Synced to Darkness
8. Gezellig
Forfatter
Karakter
5

Aserbajdsjans måske mest kendte metalkunstner, stærkt efterfulgt af ligeledes fremragende Pyraweed, har udgivet sit 9. studiealbum, og som med de foregående album er Emin Guliyevs seneste udspil ikke lige ud ad landevejen.

Når der tales om “eksperimenterende black metal”, plejer det at være noget med keyboards, violiner og ren vokal.Det er der også på Noir Kid, men ikke helt, som man forventer. 

Genreblanding langt uden for boksen
Hvis man har fulgt Violet Colds karriere er man vant til atmosfærisk og melankolsk black metal af en vis kaliber. Man har også vænnet sig til, at Guliyev ikke overholder genrekonventioner, men aldrig er jeg blevet så overrasket, som jeg blev på Noir Kid. Halvdelen af pladen består af dubstep og rave, som man hørte det fra England i midten af 00’erne.

Selvom man har kunnet spore programmerede trommer og klikkende triggers fra begyndelse, er det på ‘Synergy’, pladens tredje track, man endelig fatter hvad det er, man går ind til. Den heftigt efterbehandlede og manipulerede vokal minder ikke om noget, jeg har hørt på en black metal-plade tidligere. Derimod minder den mig om engelske Burials tidlige dubstebmesterværk ‘Untrue’ fra 2005. Vokalen og den melankolske, elektroniske ambience føre mig direkte tilbage i ‘Archangel’ fra den pågældende plade, og det lyder helt surrealistisk, når den karakteristisk hæse black metal-vokal lægger sig i baggrunden med sine ligeledes manipulerede skrig.

Produktionen bærer pladen, og det er svært ikke at lade sig imponere af Guliyevs evner i et studie. Lagdelingen og mixingen er eminent, og den måde, han får black metallen og raven til at blande sig til ét hele, er intet mindre end genial. 

Hvis jeg ikke må danse, er det ikke min apokalypse
‘Battle Unicorn’ er, udover at være et godt bud på årets bedste sangtitel, også pladens mest upbeat skæring. Her konkurrerer den rene og den grove vokal om at ligge begravet dybest i mixet, og det giver en helt særligt stemning, der er eksemplarisk for Noir Kid.

Den overordnede stemning er også helt særlig, nemlig den mærkværdige blanding af depressiv og dansabel. Det er et album med benene solidt placeret i DSBM, der pludselig gør sig tilnærmelser til en genre, som mere eller mindre usikre metalfans elsker at hade.

Stemningen følger med i næste track, ‘Euphoria’, der nærmest fremstår som et rent EDM-track, og som primært knytter sig op på metalsiden via den massive mængde støj, der ligger i baggrunden.

Herefter lader vi os flyde i retning af post-rocken, dog stadig akkompagneret af trommer, der lægger op til dans, og pladen eksploderer i en undergangsfantasi i sort og neon komplet med mentale billeder af gadefest i en krigszone. Det er intet mindre end enestående.

Noir Kid er ikke for genrepurister. Hvis man derimod godt kan tage sig sammen til at høre noget, der lyder anderledes, end det gjorde i Oslo anno 1991, er der rigeligt at komme efter.

Samtidig skal der her lyde en opfordring til, at du, straks efter du har lyttet til Noir Kid, sætter Burials ‘Untrue’ på. Det var kraftedeme også en god plade.