Øen i blodhavet

sahhar - tigrif tal-gnus

Glem alt om charterferier og Dan Brown. Malta laver black metal, så blodet drypper.

Kunstner
Titel
Tiġrif tal-Ġnus
Trackliste
1. Nilqgħu...
2. Nirien ta’ Smirna
3. Elf Qurriegħa għal-Elf Mejjet f'Mitt Qamar
4. It-Tweġiba
5. Għadam bla għadd fl-Ilvant tal-Adrijatiku
6. Belt Stuprata
7. Agent Orange (Sodom cover)
Forfatter
Karakter
5

Massakrer, udrensninger og uretfærdigheder er det der skal på bordet, når Saħħar, “heks” på maltesisk, er her for at undervise os gennem rå vold. Seks historielektioner verden aldrig må glemme.

En lang og blodig historie

‘Tiġrif tal-Ġnus’ betyder ‘nationernes fald’ og er gennem sine seks numre et blik på forskellige ulykeligheder, der er overgået folkefærd rundt om i verden, forårsaget af rige og magtfulde menneskers ambitioner.
Frontmand og eneste Marton Saliba, der skiftevis kalder sig både “Antikrist” og “Saħħar”, ikke er stor fan af nogen af dem.

‘Nirien ta’ Smirna’ handler om det armenske folkedrab omkring 1915, hvor osmannerne satte ind mod armenerne og udryddede mellem 800.000 og halvanden million mennesker, foruden alle de, der blev deporteret og systematisk voldtaget. Sangen knytter sig til branden i Smyrna, hvor op mod 100.000 blev dræbt i et massivt angreb fra de tyrkiske styrker.
Saħħar er drevet af solidaritet med de undertrykte folk og i tredje track, “Elf Qurriegħa għal-Elf Mejjet f'Mitt Qamar” beskriver han den bonde- og arbejderopstand der endte i det rwandiske blodbad.

Sådan forløber pladen med den fællesnævner, at han ser blodsudgydelsen og tragedierne strække sig langt ind i vor tid. Saliba ser fortidens tragedier, fra de to ovenfor nævnte, over Holocaust, massakren i Nanjing og udrensningerne i den jugoslaviske borgerkrig og han fremfører dem, så vi aldrig glemmer.



Spillet med hjertet, ikke med pikken
På besynderlig vis har Saħħar eksisteret siden 2007, uden undertegnede nogensinde har hørt om bandet før denne, dets sjette udgivelse, og det kan kun siges at være en kæmpe fejl.
Hans opus om nationers fald er en genistreg af klassisk black metal, med forskellige blandingselementer drysset over med kunstnerisk hånd.

Det gennemgående element, og det vi elsker mest her på Devilution, er fede forbandede riffs. Som en ægte øksesvinger smadrer Marton Saliba riffs ud, som var det det nemmeste i verden. Åbningen på ‘Elf Qurriegħa għal-Elf Mejjet f'Mitt Qamar’ er en motorsav, der skærer igennem alt pisset og åbner for en marchlignende tone henover de dundrede blasts og de nærøstlige bækkener og lukker dæmonerne ind i gennem hans stemme. Næste track, den grotesk tunge, næsten doomede ‘It-Tweġiba’, lukker ren vokal ind og tilføjer en æterisk stemning til den solide metal, der beskriver jødeudryddelsernes rædsler.

På gammeldags førstebølgemanér forstår Saliba at skrive sange ud fra sine riffs og den skuffer ikke en eneste gang. Det bliver aldrig thrash (og gudskelov for det), men de gamle dyder lader hånt om moderne lydbilleder og soniske bølger og lader i stedet musikken stå for fremdriften. Det er ikke spillet med pikken – som for eksempel en anden Devilution-favorit Persekutor – men med hjertet, som ægte black metal skal være.

På samme måde er Sodom-coveret til sidst på pladen en kærlig tanke til fordums kæmper, der stod forrest. Det er velspillet, passer godt ind med dens tema om nedslagtning af uskyldige i Vietnam, og i kraft af, at det er spillet som black metal, er det nærmest bedre end originalen.

‘Tiġrif tal-Ġnus’ er en sen kandidat til årslisterne, men én som ikke bør overses.