SRF '14: Lørdag

Populær
SRF '14: Lørdag

Ganske som fredag morgen startede lørdagen med bragende lydprøver fra hovedscenen. Således vågnede vi i en sauna fra helvede kl. 8.30 til lyden af ’Mein Hertz Brennt’. Slet ikke ringe!

Dato
07-06-2014
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen

Der lød pinagtige prust fra fotografens telt, så der var ikke andet at gøre end at råbe betænksomt af ham for at se, om han var i live. Det prompte svar var ”NEJ!”. Ergo var alting i skønneste orden.

Herefter gik et par timer med at drikke vin fra dunk og kropsvarme dåseøl, mens der blev behørigt peget fingre af fotografen, hvis liv syntes at ebbe ud i beundringsværdig høj fart. Piller og bananer blev fremskaffet til dennes frelse, men uden den store virkning. Så skribenterne søgte mod pladsen for at se, hvad der rørte på sig.

Suveræne Sodom

Monster Magnet var blevet hørt svagt fra lejren, så den første opgave på festivalpladsen blev at fremskaffe en bastant morgenmad bestående af spareribs, coleslaw og bønnesovs, toppet med den stærkeste chilisovs – naturligvis Zakk Wyldes mærke – på festivalen og tilhørende chili-chips til at vågne op på.

Dernæst var græsset foran hovedscenen så tillokkende, at det måtte siddes på, og gårsdagens udskejelser blev fordøjet, mens Danger Danger fik pigerne til at skrige i takt med, at bandet spillede sig varmt med numre som ’Boys Will Be Boys’, ’Crazy Nites’ og selvfølgelig ’Naughty Naughty’, som gav min medskribent et fraværende blik i øjnene, sikkert af gamle minder om alt det, der hittede op gennem 90’erne.

Straks efter var det tid til at se de tyske thrashkoryfæer i Sodom give lektioner, og det gjorde de så overbevisende, at det reddede eftermiddagen og mere til. Læs anmeldelsen her.

Til kamp for den danske ære

Fredagen havde været hård ved kroppen, og vi søgte hvile i lejren. Det blev dog hurtig droppet til fordel for den fine ide, som det var at drikke øl ved vandet. Eftersom et dansk flag var blevet medbragt som lejrpryd, var det jo så ligetil at erobre Blekinge, Skåne og Halland tilbage, når nu vi var der alligevel. Vi fandt en svensk skribentkollega, der uden at blinke gav håndtryk på aftalen, og så var den hjemme. Der står nu et lille dansk flag et par hundrede meter ud for kysten og bevidner, at Danmark atter er vokset en smule.

Herefter hastede vi forventningsfulde videre til Necrophobic, hvis medlemmer alle stod kampklare i fuld læderuniform. Sådan skal det sgu være, når man er et legendarisk svensk dødsmetal-band med 25 år på bagen. Deres blackened death metal gik rent ind, og især numre fra debuten og mesterværket ’The Nocturnal Silence’ sad som en velplaceret skalle på den fede måde. 

Vitale Billy Idol  rustne Emperor

Billy Idol blev beset på sikker afstand, og man må konstatere, at han trods sine 58 år faktisk ligner sig selv, og at de evige hits forbliver evige, så længe han kan vrikke dem ud over scenekanten med samme vitalitet som i sin storhedstid. ’Cradle Of Love’, ’Eyes Without A Face’, ’Mony Mony’, ’White Wedding’, ’Dancing With Myself’ og ‘Rebell Yell’ udgjorde en del af hitparaden for den aldrende englænder og de begejstrede fans, der modsat to døsige skribenter fra Danmark dansede 80’erne og 90’erne tilbage til nutiden.

Inden mægtige Emperor skulle tage os tilbage til 1994 og deres mesterværk ’In The Nightside Eclipse’, der skulle opføres – desværre noget rustent – i sin helhed denne aften, (læs anmeldelsen her) blev det tid til et smut forbi svenske Avatarium, der om få dage spiller på Copenhell. Ifølge de sidste par numre, de spillede, er det et lovende nystartet band med den rutinerede og toneangivende Leif Edling (Candlemass) i folden, der kan deres doom, og det var med fortrydelse, at ikke hele koncerten blev set.

Dansk dominans og overlegen dødsmetal

Efter Emperor var det tid at splitte op, da begejstringen i lejren delte sig i to. Volbeat skulle lukke Sweden Rocks hovedscene Festival Stage, og det var en fornøjet Michael Poulsen, der gav publikum fuld valuta for pengene under den næsten to og en halv time lange koncert. (Læs anmeldelsen her) Samtidig demonstrerede hollandske Asphyx overlegent, hvordan dødsmetal skal skæres, når man har over 25 års erfaring i genren.

Klokken var efterhånden 2 om natten i det svenske mørke, og under voldsomme trusler fra den knap så levende fotograf, fik vi pakket lejren nogenlunde sammen med minder, fuldskab og ringen for ørerne og satte kursen mod Danmark, mens vi vinkede til det lille danske flag, der blafrede modigt og vemodigt farvel ude i Østersøen.

Sweden Rock: Vi ses med garanti til næste år!

Læs alle lørdagens anmeldelser her:
Sodom
Emperor
Volbeat
Asphyx