Briller af Stål: Det forjættede riff

Riff-mageriet er en klassisk dyd, der er ved at forsvinde, og med det forvitres selve metallens fundament. Hvad vi står tilbage med, er en bunke attitude og absolut forglemmelighed.

“Drop out of life with bong in hand / Follow the smoke towards the riff-filled land.”

Således lyder det credo, der åbner Sleeps snart 20 år gamle sang ‘Jerusalem’. En sang, der også er kendt under det mere ligefremme navn ‘Dopesmoker’ og består af ét enkelt, langtrukkent riff, der gentages gennem den times tid, sangen varer.  

På den måde kom Sleep både til at indikere, hvad 00’ernes folkelige genrejsning af metal burde handle om, og hvad et af dens hovedproblemer har været. For når vi taler om metal i dette årtusinde, taler vi uundgåeligt om en musik, der efter i 90’erne at have været dømt umoderne af det brede publikum gennem snart to årtier nu har fået stadig større tilslutning fra såvel gamle frafaldne som nytilkomne fans. 

Det aflæses tydeligst på Copenhells besøgstal og på størrelsen af de spillesteder, metallens største navne indtager i dag. I slutningen af 90’erne, da metallen syntes at være på sit absolutte lavpunkt popularitetsmæssigt, spillede Judas Priest med Ripper Owens i Vega, mens Rob Halford jagtede trends andetsteds; til sommer er det Royal Arena, der danner rammen om de engelske veteraners danske besøg. Og når Volbeat besøger hjemlandet, er det de allerstørste arenaer, vi har at byde på, der tages i brug.  

Metal er populært, også i Danmark. 

Slægt er indstillet til kritikerprisen Steppeulven, som uddeles i den kommende weekend. Musikere med baggrund i popmusik søger over i metallen for at dyrke mulighederne i den. Myrkur og Natjager står muligvis endnu noget udsatte og alene, men at de rager op og gør sig bemærkede, også positivt, kan man ikke tage fra dem.

Noget ved metallen drager fortsat. Og et lille halvt århundrede inde i metallens historie har hverken Satan, læder eller hash den samme nyhedsværdi længere, så det må være noget andet: Det andet, som Sleep udpegede.

Riffet.

Det fundament, metal er bygget på, er lavet af guitarriffs. Det er dem, der står tilbage, når flygtige modeluner fortager sig, når håret bliver klippet kort igen, og bukserne ændrer snit. ‘Smoke on the Water’ af Deep Purple, verdens mest fortærskede og dog uomgængelige guitarriff. ‘Paranoid’ af Black Sabbath, som Motorpsycho ikke har kunnet lade være med at planke til deres seneste plade. ‘2 Minutes to Midnight’ af Iron Maiden, som var så godt et riff, at briterne selv havde planket det fra Riots ‘Swords & Tequilla’. Hele den kongerække af riffs, der løber gennem Metallicas ‘Master of Puppets’ fra start til slut. Dræberriff på dræberriff fra ende til anden.

Specielt det sidste er værd at bide mærke i, for mens betonrockerne i Deep Purple og Black Sabbath og NWOBHM-bannerførerne i Iron Maiden kunne læne sig op ad et enkelt, stærkt riff i en sang, sådan som Sleep skulle gøre det igen nogle årtier senere, introducerede den thrash metal, som Metallica udsprang af i starten af 80’erne, riff-overflødighedshornet. Lyt til de klassiske plader med Slayer, Exodus, Dark Angel, Death Angel, Kreator, Sepultura. Her er der ikke noget med at introducere et riff, og så er dét sangen. Her er der et riff, så et nyt riff, så en bro til et tredje, der omarbejdes til et fjerde, inden en ny bro leder over i det riff, der kommer til at danne grundlag for verset. Som lytter er man forpustet og lykkelig, inden man overhovedet når til omkvædet. Det er krævende, og det lønner sig.

Det er de riffs, der bliver siddende gennem årtierne, uanset hvad vi ellers prøver at bilde os selv ind er meget sejere at lytte til i en given periode.

Med dem er det metallens ur-væsen, der er ved at gå tabt. Det har det været, siden Metallica skruede ned for ambitionsniveauet for at tækkes et endnu større publikum end det, de allerede havde vundet med den riff-kompositorisk ellers fuldstændigt uovertrufne ‘... And Justice for All’. Siden Pantera, hvis Dimebag Darrell ellers nok var en mand for at skrive riffs, gjorde det hele til et spørgsmål om breakdowns. Siden Sepultura, og efter dem Korn og Slipknot, gjorde det til et spørgsmål om at stemme så langt ned som muligt og jumpe så højt da fuck up som muligt. Siden Deftones og Tool gjorde det til et spørgsmål om følelser. Siden Wolves in the Throne Room gjorde det til et spørgsmål om kaskader af lyd fremfor riffs.

Det er en tendens, man mærker på den danske black metal-scene, hvor de kritikerroste Myrkur, Solbrud og Orm alle i højere grad går efter at skabe en stemning med et væld af lyd som et stenskred end at forme et monument ved at hugge det ud af bjergsiden, som genrens stamfædre i Bathorys Quorthon, Mayhems Euronymous og Hellhammers Tom G. Warrior gjorde det med skoledannende riffs. Selvfølgelig er der undtagelser som Orms ‘Temple of the Deaf’, men ellers er det så som så med deciderede melodier, man går og nynner for sig selv ude i fjeldskoven.

Retro-thrashere som Vampire og Antichrist holder det i hævd – lyt til sangene ‘Midnight Trial’ og ‘The Entity’ fra deres respektive plader – men der var i 2017 ikke været en plade som eksempelvis Vektors ‘Terminal Redux’, der på en og samme tid formåede at skue bagud og flytte thrashen – og med den metallen som sådan – fremad med et artilleri af riffs, hooks og licks.

Ovre i dødsmetal har det baskiske håb Altarage forstået det på deres andet album, ‘Endinghent’, og fokuseret endnu mere på at lade de kaskader, der skyller hen over lytteren, være sammensat af riff på riff. Det er imponerende nok, men der er bare ikke nogle af de riffs, der sidder fast i én et halvt år senere. Morbid Angel er sådan set gået tilbage til at bruge samme model på deres første plade i flere år, men virkningen er den samme, fordi Trey Azagthoth tilsyneladende er fortabt i sin egen mystiske vision om, hvad dødsmetal skal være. På ‘Kingdoms Disdained’ kan man læne sig tilbage og nyde det gode håndværk, indtil det går op for én, at det keder én noget så forfærdeligt, fordi der nok er riffs, men ingen dynamik, intet flow. 

Det er nemlig en mindst lige så vigtig del af det: At man kan opbygge en sang, så lytteren bliver revet med af den. At man kan skrive melodier, som lytteren ikke kan få ud af hovedet, og, hvad vigtigere er, ikke har lyst til at få ud af hovedet. Melodier, der ikke bare sidder fast, fordi de reproducerer en billig popkliché og bruger den til at blive hængende, lige indtil det næste letfordøjelige hook kommer og afløser dem: Melodier, der har en blivende værdi, fordi de overrasker en, fordi man kan blive ved med at opdage nye stemmer i dem. Melodier, der bliver siddende i ens hoved årti efter årti.

Ser man tilbage på sidste års pladeanmeldelser i Devilution, er det alligevel gang på gang det samme, vi efterlyser: Riffet. Det uafrystelige. Grundsubstansen. Og er det der endelig, så flere af dem, et overflødighedshorn helst. Overvældelsen. Den udebliver for det meste. Der er andet godt at finde i moderne metal, bevares, men selve riff-håndværket synes at være ved at gå tabt. 

Mastodon udgav i 2017 endnu en plade, der fik mainstreammediernes anmeldere til at gå bagover af benovelse over, at der her var noget, de kunne forholde sig til, muligvis fordi den en stor del af tiden lød mere som Foo Fighters end den sludge, Mastodon udsprang af. Sidst, kvartetten bød på et regulært metalriff, var det en enlig svale på ‘The High Road’ fra ‘Once More ‘Round the Sun’, som endda var planket fra The Melvins’ ‘The Bit’. Og her er der vel at mærke tale om et band, der på ‘Leviathan’ ellers skød riff efter riff af og byggede en regulær nyklassiker på det fundament.

For Metallicas vedkommende synes deres evne til at skrive riffs at være gået tabt med Kirk Hammets sagnomspundne diktafon, og i det hele taget virkede det i 2017, som om riff-mageriet er en dyd, der er ved at gå samme vej som håndskriften. Og for metallen lige så umærkeligt og dog vigtigt. Det her er metallens fundament. Ikke det lange hår, ikke Satan, ikke hash. Men hvis ikke alle metalbands lige nu begynder at stramme gevaldigt op og lærer at skrive riffs igen, så er metallen reduceret til et spørgsmål om at droppe out of life with bong in hand og lade røgen lede én mod stakken med gamle Black Sabbath-plader.