Fra Telemark til SoCal
Ihsahn er bedst kendt som forsanger og guitarist i det længst forstøvede black metal-band Emperor, men har efterhånden udgivet pladet i eget navn tre gange så længe. På ‘Telemark’ prøver han kræfter med både Iron Maiden og Lenny Kravitz
2 - Nord
3 - Telemark
4 - Rock And Roll Is Dead
5 - Wrathchild
Ihsahn har udgivet en ny ep, 'Telemark'. Det er der i og for sig ikke noget opsigtsvækkende i. Siden 2006 har den norske black metal-pionér udgivet plader godt og vel hvert andet år. 2006 bød på debuten, den fremragende ‘The Adversary’, og siden har det svinget frem og tilbage mellem "okay" og "temmelig kedeligt".
Måske for at imødekomme dette har Vegard Sverre Tveitan, som bagmanden til dagligt kalder sig, smidt et par overraskelser på denne ep. Nå ja, et cover af et Iron Maiden-hit får måske de færreste til at tabe underkæben, men et cover af det fløderockende halvfemserkoryfæ Lenny Kravitz’ 1995-hit ‘Rock And Roll Is Dead’ havde kun få set komme.
Trut i troldetrompeten
'Telemark's første tre skæringer er temmelig klassiske, forstået på den måde at Ihsahns hæse vokal bibringer en sværtet kant til en musik, der omfavner folkemusikalske elementer. Det lyder troldsk og farligt, særligt de midterste tracks.
Første nummer, ‘Stridig’, er dog lidt anderledes. Opbygget, som den er, over en Devin Townsendsk hopperytme er det progressive i fokus. Guitaren er ren og klar, og efter første temposkift nærmest smægtende. Det maniske bounce i musikken understøttes af trommer, der opretholder det høje tempo uden nogensinde at tage fokus fra bagmandens bedrifter.
Det progressive er stadig grundstenen i de to følgende tracks, men her skrues op for troldevokalen. Man mindes Satyr i det folkemetalliske engangsprojekt Storm, når man hører Ihsahns præstation. Hvor Storm dog dykkede dybt ned i folkemusikken, har Ihsahn blot valgt at drysse det lidt ud over musikken her. Pladens guitarriffs skulle efter sigende være inspirerede af hardangerfelen, en norsk bondeviolins spillestil.
Kombineret med adskillige lange, progressive guitarleads og enormt meget hornblæseri bliver billedet af norske bjergtrolde dog til tider lidt komisk.
Solstik
Fra det kolde nord, hvor hollandske korttegnere pjækkede fra arbejde af angst for at blive myrdet af vejrbidte fjeldmænd skal vi til det sydlige Californien. Vi skal beskæftige os med Ihsahns cover af Lenny Kravitz’ ‘Rock and Roll Is Dead’.
Et mere forvirrende stilskifte har jeg sjældent oplevet på en plade. Til trods for, at ep’er ofte har været musikeres frirum til at eksperimentere med deres egen lyd, kan jeg ikke lade være med at sætte spørgsmålstegn ved Ihsahns beslutning om at inkludere denne sang på ‘Telemark’.
For den er bygget på et fundament af funk og kattevrælende guitar og en attitude, der i langt højere grad klæder en mand med afrohår og fede shades end en skødefrakkeklædt, halvbleg musiklærer, der poserer med hund foran en bjælkehytte (se billede).
Ihsahn egner sig bedst til det mørke og det kolde. Derfor falder coveret af ‘Wrathchild’ også ved siden af, omend ikke lige så meget som det foregående nummer. Iron Maidens gamle sang lyder højst lidt kikset, ikke decideret underlig.
Identitetsforvirring
Jeg har ingen anelse om, hvad ideen med 'Telemark' er. De første sange taler direkte ned i fanbasens smag, mens de to sidste ikke kan undgå at sætte sig på tværs i lytterens indre univers. Hvis man gider slukke efter tredje track, så kan man nok blive glad for ep’en. Omvendt kan man også nøjes med de sidste to numre og holde sin egen private udgave af en musikalsk KU-introtur, hvor man kan forestille sig Ihsahn spjætte rundt på scenen iført kunstig afro og en åbentstående skjorte.