Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Vagttårnet: Hulemandens endeligt

Populær
Updated
wacken2016_DSF6571

Nok er nok. Igennem tre artikler har vi belyst metallens problem med sexisme. Det findes, det er ødelæggende, og alle er nødt til at forholde sig til det.

Vi har en god nyhed og en dårlig nyhed. 

Den dårlige er ikke særligt overraskende: sexismen findes i dansk metal, som den findes snart sagt alle andre steder i samfundet. Det har vi afdækket over tre artikler, hvor vi har talt med kvinder på, bag og foran scenen. 

Det er i det store hele ikke de helt grelle historier, der er kommet frem. Vi har ikke afsløret en dansk Harvey Weinstein, men det er faktisk også en pointe: Det her handler ikke om monstret, som alle kan pege fingre ad, det handler ikke om undtagelsen, men om reglen. Om de evindelige sjove bemærkninger. Nedgørelsen. Begramsningen. 

Dette handler ikke om voldtægter og magtmisbrug, men om hænder upassende steder, utryghed og ydmygelse.

Det skal vi som scene tage alvorligt. Vi skal anerkende, at det er et udtryk for sexisme at bedømme musikere på deres udseende og at afskrive musikere og alle andre, der arbejder med musikken som teknikere, pr-folk, bookere, anmeldere und so weiter, på grund af deres køn. 

Vi skal anerkende, at det er et udtryk for sexisme at tage på andre i en situation, hvor der overhovedet ikke er lagt op til det, eller at komme med upassende tilråb i en situation, hvor det gør den udvalgte utryg.

Glansbilledet 
Det er et udtryk for sexisme at give et klap bagi, at bede om et vilkårligt blowjob, at foreslå en sangerinde at tage kort nederdel på for at fjerne fokus fra hendes sang, og hvad vi ellers har fået fortalt af ærgerlige eksempler på, hvordan også mænd i metal gebærder sig, når kvinder formaster sig til at tro, de har en plads i vores scene.

Sexismen findes, og den er udbredt. Vores miljø er ikke så hyggeligt og imødekommende, som vi godt kan lide at fortælle os selv. Mainstream-mediernes glansbillede-reportager fra Refshaleøen hver sommer viser langtfra hele billedet af en festival, hvor alt for mange kvinder føler sig som jaget vildt. Selv om Copenhell endda er noget særligt i forhold til resten af de danske festivaler, når man aflæser de officielle rapporter: hos Københavns Politi har de i festivalens ti år endnu ikke registreret en eneste anmeldelse af seksuelle overgreb. Metal skiller sig trods alt ud her, som kulturen altid har gjort det.

Fra voldtægt til selvtægt
For det er den gode nyhed: viljen til at slå hårdt og håndfast ned på dem, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt, er stor, hvis man skal dømme efter de kommentarer, de tre artikler har fået med på vejen. Står de kommentarer til troende, kan metallens sexister forvente en del mere end bare endnu en afvisning, næste gang de går over stregen til en metalkoncert. De forsmåede kommentarer, om at Devilution har dræbt flirten, har været få og er blevet talt godt og grundigt ned. 

Metalpublikummet tager ikke tingene let.

På den måde ligger opgøret med sexismen egentligt fint i forlængelse af metals historie. Metal har i egen selvforståelse altid været i opposition til det omgivende samfunds stillestående værdier, om det så var kirken, lærerne eller politikerne, der blev udpeget som modstander. Hvorfor ikke også markere sig i klar oppositionen til sexismen?

Munkefesten
Det er der selvfølgelig historiske årsager til. Metal har længe været soundtracket til provinsdrenge og -mænds drøm om oprør, og æstetikken udspringer af nørdens hedeste fantasier. Tjek bare det vidunderligt ubehjælpsomme cover til Eternal Champions aktuelle plade, ‘Ravening Iron’ med dets kranier, drager og først og fremmest: bryster i naivt unaturlige former, der mest bare skal fremhæve brysterne og ikke så meget andet.

Det er det kvindebillede, kvindelige metalfans står overfor. 

De skal finde deres plads i dét, der gennem årtier har været en ren munkefest med kun enkelte kvinder. Det har ændret sig i de seneste ti år. Der er kommet flere kvinder både på scenen, i publikum og bag kulisserne. Det er sundt for mangfoldigheden, men det giver fortsat nogle uskønne sammenstød. 

Når fadøllen går i blodet, drengene er samlet, og de gamle helte står på scenen, er det, som om alt, hvad det mandlige metalpublikum har lært sig om pli og ordentlighed, forsvinder i tågerne, og barren sænkes til ankelhøjde. 

Friheden og fællesskabet
Det strider bare med ånden i metal. For som flere af kvinderne i artikelserien nævner, handler metal om frihed for alle. En grundsten i al tænkning omkring frihed er, at det eneste, du ikke må gøre i udøvelsen af din egen frihed, er at begrænse andre i deres. Metal er noget særligt, så lad os sørge for at det bliver ved med at være det.

Hvis ingen siger noget, sker der ikke noget. Vi vil fortsætte med at sige fra, hver gang noget er for dumt: Hver gang en festival mener, at der ingen grund er til at tænke over, om en tredjedel af publikum mon overhovedet er repræsenteret på scenen, og om det er et problem, at de ikke er det. Hver gang et metalmedie mener, at det giver mening at skrive om en kvindelig musikers lækkerhed eller bare helt at afskrive kvinders evner udi metal. 

Hvad vil du gøre?