#Metaltoo, pt. III

Metalmiljøet ynder at kalde sig selv en familie. En stor familie med årlige familiefester på Refshaleøen. Kunne vi så ikke lige få styr på klamme, gamle onkel Svend?

I første artikel i denne serie talte vi med en gruppe kvindelige musikere om, hvordan de oplevede den danske metalscene. I del to fokuserede vi på oplevelserne bag scenen og i maskinrummet.

I tredje afsnit fokuserer vi på, hvordan det er at være kvindelig metalfan i Danmark til daglig. Der er nemlig forskel på, hvordan det opleves både af kvinderne selv men også af deres omverden.
Vi har talt med 12 kvinder for at høre om deres oplevelser i miljøet. Andre har delt deres oplevelser via sociale medier. Disse anonyme oplevelser kan ses som screenshots i løbet af artiklen.

En af kilderne har ønsket at være anonym af hensyn til sit arbejde. Det har Devilution efterkommet. Vedkommende refereres til som ‘B’.

“Så må man jo sige fra!”
I sidste artikel talte kvinderne primært om grænseoverskridende fysiske oplevelser. Det er noget, der har fyldt meget i medierne i indeværende år, særligt i forhold til diverse politikeres gøren og laden.
Som svar på disse vidnesbyrd, har kvinderne mange gange fået at vide, at de blot “skal lære at sige stop.” Både kvinder og mænd i mange forskellige aldre har stået bag dette råd.


Heidi Withington Brink, Konvent. Foto: Peter Troest

Heidi Withington Brink fra Konvent forklarer:
– Det er sgu okay at sige stop, hvis du føler, en fan kommer for tæt på og gør dig utilpas. Man skal ikke bare finde sig i det. Men vi har tit talt om i bandet, hvordan vi skal reagere, når nogen råber af os. Skal vi adressere det og risikere, at han føler, han har fået ram på os, eller skal vi ignorere det og forsøge at drukne hans sexistiske kommentarer i håb om, at han stopper?

Det er ikke ligetil at sige fra. Der er mange overvejelser med fra kvindernes side, og det kan nogle gange være uhensigtsmæssigt at tage konfrontationen.

Bookeren Bianca Anhalt er i hvert fald ikke bange for at sige fra – heller ikke på andres vegne. Som hun formulerer det, er hun i besiddelse af en udstråling, der kan være afskrækkende på det punkt, og hun peger på sine mange år i en mandsdomineret branche som årsag til hendes kontante reaktioner. Hun er dog også særdeles bevidst om det privilegium og slår et slag for, at det ikke skal handle om at lære at tilpasse sig andres vaner.

– Kvinderne skal lære, at det er fucking OK at sige fra. De skal lære, at de faktisk har overhånden i det her, og at vi er mange, der står bag dem. Vejen frem i det her, den bliver hård og brutal, for mændene skal også lære, at man ikke bare kan smutte glat igennem med dårlig opførsel, eller fordi man var “fuld”. Hvis jeg kan lade være med at tage min mandlige kollega på røven og sige, “har du kneppet dig til den stilling som lysmand?”, så er jeg sikker på, at mændene også kan lære at styre deres impulsive behov.

Hun fortsætter med en opfordring til at lytte, når der bliver fortalt:
– Kvinderne skal høres, de dårlige oplevelser skal på bordet, og alt, der hedder tabu, skal bandlyses fuldstændigt. Det kunne være fremragende endelig at fokusere lidt på kvinderne i miljøet, både dem der er publikum, men også dem der arbejder hårdt for at holde et fedt miljø ved lige. Lad os få nogle succeshistorier, lad os få de ærgerlige historier, lad os åbne op og skabe fokus på menneskerne i stedet for kønnene.

Bianca Anhalt.

“Men i virkeligheden, så …”
Den mangeårige metalfan Dea Lillelund påpeger at det kan være svært at komme til livs, når man oplever, at debatten bliver afsporet. Ofte mødes hun af modargumenter, der primært handler om at finde enkelte eksempler, der viser det modsatte, eller som flytter debatten over til at handle om de steder, hvor mænd er mere udsatte.
– Jeg bliver så uendeligt træt af ”whataboutism”, hvor de anekdotiske eksempler om undtagelserne og de omvendte situationer bliver brugt til at suge validiteten ud af de tusindvis af kvinder, der dagligt oplever at få deres grænser overtrådt. Det her er jo ikke noget, vi finder på – ingen ville da hellere være fri for det her end os.

Kunstneren Mariam Zakarian opfordrer til at udfordre de implicitte regler og antagelser, som bygger på bias og sexisme og “bare får lov til at rådne videre, når ingen udfordrer dem.“ Hun forklarer, at det ofte resulterer, i at kvinder er nødt til at være fagligt dygtigere end deres mandlige kolleger for at blive accepteret.

Men dialogen er vanskelig at tage, synes hun. Selvom Zakarian betegner sig selv som feminist, mener hun, at feminismen gennem lang tid er blevet forvrænget og brugt til at promovere nogle uforsonlige og fjendtlige perspektiver, og at det nu er noget, som mange desværre forbinder med at hade mænd som helhed.

–Det er ikke overraskende, at folk stejler over at snakke om kønsroller i metalmiljøet, som de gjorde, da Devilution sidst bragte emnet op, men jeg synes stadig, det er ærgerligt. Man har altså et ansvar som tænkende menneske, og man skal i det mindste lytte, når nogen påpeger, at der er et problem. Målet må nødvendigvis være, at de mænd, der har opført sig problematisk, forstår, at det ikke er fedt, og tænker sig om næste gang. Eller at de folk, der i fremtiden ser en kvinde blive chikaneret, måske faktisk kommer forbi og hjælper med at stoppe situationen i stedet for blot at tænke, "vi er på festival, den slags sker".


Mariam Zakarian. Foto: Mariam Zakarian.

B har ikke altid følt at der var plads til at sige fra uden konsekvenser for ens karriere. Hun efterlyser især empati fra det segment, der står på sidelinjen.
– I forhold til hvad der skal til for at komme det til livs, så tror jeg, at hele metalmiljøet må anerkende, at det også sker i vores hyggelige lille miljø. Det er ikke kun andre steder. Det er satme svært at gøre noget ved et problem, når en større gruppe slet ikke mener, at problemet findes.
Hun forklarer, at mange oplever, at ubehagelige oplevelser negligeres med et ”Årh, slap dog af, det var bare et kompliment” eller ”Jeg har også engang fået et klap i numsen, det er jeg ikke død af”, og opfordrer i stedet til at tænke over, hvad man selv kan gøre for, at kvinder ikke føler sig utrygge eller utilpasse, også selvom man selv ikke ville føle det som et problem.

– Metalmiljøet ynder at kalde sig selv en familie. En stor familie med årlige familiefester på Refshaleøen. Kunne vi så ikke lige få styr på klamme, gamle onkel Svend?
Selvom man kunne ønske sig, at det var så nemt blot at finde den klamme onkel, er der ikke noget i kvindernes besvarelser, der tyder på, at det er entydigt, hvem der kommer for tæt på. Når de beskriver det, tyder det i højere grad på, at det er et bredt udsnit af metalfansene, der kommer med tilråb, tilnærmelser eller befamlinger.



It’s a woman’s world
Når ligestilling skal diskuteres, møder kvinderne ofte modargumentet, at det er nemmere for kvinder at komme frem. Som vi drøftede med musikerne i første artikel i serien, kan der i visse tilfælde være noget om sagen. I hvert fald når det handler om at få opmærksomhed, hvilket tydeligt kan ses i valget af pr-materiale for adskillige bands med kvindelige medlemmer. I første artikel nævnte Marika Hyldmar, hvordan hun blev hevet frem som blikfang, også selvom hun protesterede. Opmærksomheden peger nemlig ofte ikke i retning af kvindens talent som musiker.
I dagligdagen var der dog ikke nogen af vores kilder, der kunne nikke genkendende til deres påståede fordele.

Bianca Anhalt udtrykker, at hendes køn i visse tilfælde giver mulighed for at få en fod indenfor, da kvinder i høj grad stadig fungerer som salgsobjekt. Samtidig betragtes kvinder også ofte som oplagte omsorgsgivere.
– Det er jo naturligt, at du som kvinde er til for at servicere og være den voksne. Så når den store musiker har tabt sine havregryn, er det naturligvis dit job at tørre op.
Anhalt beskriver ligeledes at være blevet sat til alskens opgaver, der måske i højere grad var passende for en professionel SOSU-assistent eller en socialpædagog, da hun særligt nævner opgaven “at holde 30 voksne mænd i ørerne”.

Oftest er hun dog blevet mødt af afvisninger, når hun har forsøgt at få jobs i metal,
– Som kvinde kan jeg umuligt forstå, hvad metal går ud på, og jeg kan naturligvis ikke være særligt intelligent. Desuden arbejder jeg jo kun i det her miljø for at knalde med en eller anden kendt musiker.


Hanna Ella Sandvik.

Devilution-skribenten Hanna Ella Sandvik oplever ofte at blive behandlet som en kuriositet, der samtidig mistænkeliggøres. Som eksempel nævner hun en gang, hvor hun vandt en headbanging-konkurrence og fik skudt i skoene af de øvrige deltagere, at hun kun havde vundet, fordi hun var en kvinde.

Men det kommer også til udtryk gennem de reaktioner, hun møder til daglig,
– Jeg oplever en del løftede øjenbryn over min musiksmag på mit arbejde, hvor det ikke rigtig er et problem for mandlige kollegaer. Der er en del fordomme om kvinder, når de kommer i musikmiljøer og især i rockmiljøer, om, at man er groupie eller på anden måde har andre stakes end en ærlig interesse for musikken.

Sandvik har oplevet tilsvarende fordomme i sit virke som anmelder:
– Jeg er blevet beskyldt for at være forelsket eller involveret med bands, jeg har talt positivt om. Hvis jeg har været negativ, har jeg fået kommentarer om, at jeg bare skulle “have noget pik”, eller at jeg måtte have skrevet noget kritisk, fordi jeg havde menstruation.

Pernille Jensen, der er musikanmelder på Politiken, forklarer også, at hun har mødt sexisme i form af fordomme adskillige gange i sin ti-årige karriere:
– Da jeg startede med at skrive for avisen, var der flere i miljøet, der var sådan “hvor fanden kommer hun fra? Hun ved da ikke en skid om metal”. Det gjorde mig helt vildt ked af det og enormt usikker i mit arbejde.

Pernille Jensen har skrevet om musik, siden hun var 18 og har siden da bevidst gjort sig ekstra umage for at være helt korrekt i alt, hvad hun skriver.
– Jeg har altid tænkt, at "det skal de fandeme ikke have på mig". Så jeg researcher grundigt, når jeg skal skrive en anmeldelse. Der skal ikke være et eneste fejlstavet navn eller forkert årstal. For når man tilpas mange gange må høre på, at man ikke har styr på det, begynder man at tro på det til sidst. Og jeg har fandme styr på det.



Pernille Jensen distancerer sig også fra miljøet, fordi Politiken har en regel om, at man ikke anmelder folk, man kender, men også for at hun ikke skal kunne blive beklikket i sin professionalisme. Hun føler sig derfor som en meget perifer del af metalscenen.

I miljøet har Jensen også oplevet at blive mødt med mistro, når hun skulle anmelde koncerter.
– En gang stod jeg dér med min lille blok og tog noter, og så kom der en mand hen til mig og spurgte “står du og skriver digte?”. Selv om jeg forklarede ham, at jeg var anmelder, og at jeg stod og tog noter, var det svært for ham at forstå.

B rejser en pointe, der endnu ikke er blevet nævnt: Kvinder, der ikke lever op til de gængse skønhedsnormer:
– Jeg tror ikke, det ligefrem gør noget nemmere i branchen. Især ikke, hvis du er en kvinde, der ikke opfylder de normative krav til et flot ydre. Hvis du er en tyk kvinde, en handicappet kvinde, så tror jeg, det er sværere at komme frem som artist, for udseendet betyder virkelig meget i modtagelsen af kvindelige artister. Det bliver altid italesat. Man kan jo dårligt se et opslag om Arch Enemy, Halestorm eller Nightwish, før den første kommentar på forsangernes udseende ruller ind.

Hun påpeger, at mandlige kunstnere ikke oplever den samme granskning og konkluderer,
– Når det syn på artisterne er så udbredt, så er det jo klart, at ”menige” kvinder og ansatte i branchen også bliver vurderet på samme måde. Og det gør det aldrig nemmere for nogen at blive bedømt på udseende og ikke evner eller personlige kvalifikationer.

Kampen mod maskinen
Ingen af de kvinder, vi har talt med, har kunnet komme på den samlede, endelige løsning på problemet. Dog er der konsensus om, at der skal bruges individuelle og differentierede metoder for at komme de forældede kønsnormer – i samfundet og i metalscenen – til livs.

Bianca Anhalt efterlyser en fælles front mod sexisme, mens Dea Lillelund opfordrer folk til at turde se på deres eget udgangspunkt og udfordre deres egne holdninger.

–Lidt selvransagelse er jo aldrig dumt. Alle kan med fordel spørge sig selv om, man ansætter, booker eller samarbejder med nogen, blot fordi de ligner en selv. Uanset om det så handler om køn, hudfarve, seksualitet eller religion. Det handler om, at vi skal blive meget bedre til at turde møde mennesker, der ser verden på en helt anden måde, end man selv gør. Og turde at indrømme det, hvis man tager fejl eller bliver klogere. Man kunne jo også spørge hinanden om det. Bare lige minde om, at der findes en verden udenfor det kendte, hvor man har andre synspunkter og vinkler.



Dea Lillelund supplerer:
– Hvis vi lige starter med et møde eller to om året rundt omkring på de danske spillesteder med at overveje den type spørgsmål, kunne man måske begynde at flytte noget uden at kaste kvoter i hovedet på folk.

Hanna Ella Sandvik efterlyser en normalisering af at være kvinde i rock – men oplever stadig at blive betragtet som et særsyn.
– Det hjælper heller ikke, når anmeldere gør køn til omdrejningspunkt for den måde, vi taler om kvinder i genren, for eksempel da Thomas Treo anmeldte Baroness på Copenhell. Det har jeg muligvis også selv gjort som anmelder. Jeg skal ikke spille hellig, men jeg er stoppet, fordi det er dovent og skadeligt.

Hun fortsætter:
– I rigtig mange år var min overlevelsesstrategi i det hele taget at være “ikke som de andre piger” og generelt grine af mit eget køn eller latterliggøre det for at måtte være med i hulen.

Den slags hører man ofte, og Sonja Rosenlund beskrev det også i forrige kapitel. Kvinder overkompenserer og går helt ind i det stereotype manderum for ikke at skille sig ud fra mængden. Flere beskriver det som at være “one of the guys.”

Døren er åben, til du siger nej.
Da #metoo-bevægelsen begyndte, var det med udgangspunkt i Hollywood og i særdeleshed Harvey Weinsteins anløbne praksis med at forlange seksuelle ydelser, før han ville caste skuespillere til sine film. En stor del af de folk, der er blevet trukket frem i lyset i løbet af de senere år, har ageret på lignende måder. Senest blev den amerikanske scene ramt af en afsløring, der for de fleste trods alt ikke kom som en overraskelse, da det kom frem, at en stjernebooker i årevis havde chikaneret både bands og musikere med trusler om ødelagte karrierer og seksuelle overgreb.

Bianca Anhalt beskriver sig selv som heldig i den forstand, at hun aldrig er blevet tilbudt et arbejde imod seksuelle ydelser. Omvendt har hun oplevet, at musikere blev vanskelige at arbejde med, hvis de fik et nej. 
– Det skaber sgu ikke jordens fedeste arbejdsmiljø, og det er absurd, at jeg som kvinde skal føle, at jeg bliver nødt til at “yde” for at kunne tilfredsstille en kunstner eller chef.

Anhalt forklarer, at følelsen af at være velkommen, kun fordi man kan yde en seksuel service, og at velkomsten hurtigt kan ændre sig, skulle man ikke stå til rådighed, kan afskrække fra at forfølge en karriere i branchen.
– Jeg synes generelt, at kvinder bliver udelukket fra meget af det sjove. Skal du med til efterfesten, så er det kun, fordi én vil i bukserne på dig, det er ikke, fordi du er en fed person. Du bliver fyret, fordi du ikke lige gad chefens nederen tilnærmelser, og du er pisse-sippet, fordi du ikke synes, at det upassende klap i røven var en rar følelse.

– Jeg føler lidt, at jeg som kvinde er et problem, jeg passer ikke rigtig ind nogle steder. Tillader jeg mig at brokke mig over den måde, mænd behandler mig på, så er jeg en sur kælling. Vil man skabe fokus på en problematik, så er man enten en dramaqueen eller en attention whore.

Hun runder af med at understrege, at selv om ikke alle kan sættes i samme bås, og der bestemt er allierede, nytter det ikke at lukke øjnene for de problemer, der stadig findes.
– Bliver vi sure over sexisme og føler os trådt på, så er det jo bare, fordi vi har vores lort. Ja, jeg har menstruation. Ja, jeg er en sur kælling. Men hvad helvede er mændenes undskyldning for at have hovedet oppe i røven? Det er vigtigt at huske på, at ikke alle mænd er ens. Jeg har haft en verden af fantastiske oplevelser, som jeg aldrig ville bytte væk. Jeg har haft et væld af mandlige kollegaer, der har passet på mig og sågar har hjulpet til i nogle af de prekære situationer. Men sexismen er der, den lever, og den styrer stadig med hård hånd.



At stille sig op og påtale problematikken er ikke uden omkostninger for de involverede. Som medier måtte Devilution og Heavymetal.dk stå på mål for artiklen i et usædvanligt hidsigt kommentarspor efter at have skrevet om manglende ligestilling på Copenhell 2019. Det samme måtte de mænd og kvinder, der bakkede op om lederens pointer.

Mariam Zakarian var en af dem, der mødte megen modstand i kommentarsporet.
– Samtalen bliver desværre ofte drejet over mod voldtægt og andre ekstreme overgreb, og så længe der ikke er anmeldt noget, eller der ikke er konkrete ofre, der står frem, er der en tendens til at folk enten ikke gider at lytte til ”al den kønssnak”, eller at de simpelthen ikke tror på, at sexisme eksisterer i miljøet. Det bagatelliseres eller ignoreres, folk snakker om #metoo-træthed, krænkelsesparathed og hysteriske kvinder, der fejlfortolker intentioner for at score medlidenhedspoint.  

Hun påpeger, at bare fordi man ikke selv har oplevet noget, betyder det ikke, at det ikke foregår:
– Det handler jo i bund og grund om magtforhold. Og det er det, som rigtig mange glemmer, når de er fulde og vilde på en festival.

Vores adspurgte har alle oplevet sexisme i metalmiljøet. Flere har også oplevet sexchikane og enkelte mere voldsomme episoder. Adskillige har på sociale medier givet udtryk for, at sexismen eksisterer i vores miljø.

Derfor er det også væsentligt, at vi som miljø tager det alvorligt.
Det allerførste og allermindste vi kan gøre er at anerkende at sexisme findes.
Vores miljø er hverken så hyggeligt eller så venligt, som vi godt kan lide at fortælle os selv. Mainstream-mediernes glansbilled-portager fra Refshaleøen hver sommer viser ikke hele billedet.

Som Rikke Emilie List fra Konvent sagde, da vi spurgte hende, hvad de gjorde, når de oplevede sexisme,
– Det er en interessant formulering af spørgsmålet, for det lægger på en måde ansvaret over på os. Man kunne måske have spurgt, “Hvad skal mænd gøre, når de oplever sexistisk adfærd fra deres venner?”, eller “Hvad kan mænd gøre, hvis de er i tvivl, om deres adfærd er grænseoverskridende?”

Rikke Emilie List, Konvent. Foto: Adriana Zak.