Den bedste sanger i riget
Med den originale sanger som vidne styrede Queensrÿche sig mesterligt gennem en tour de force igennem karrierens første udgivelser.
Spørgsmålene er mange, når et band med en 40årig karriere tager på turne for at spille numre fra de første år: Finder Queensrÿche tilbage i startfirsernes lange læderjakke og androgyne look, har de sat håret lige så sirligt og ikke mindst, kan den forholdsvist nye forsanger (siden 2012) Todd La Torre leve op til den oprindelige mikrofonbetvinger Geoff Tates legendariske vokal?
Hvor man kan leve med et nej til de to første spørgsmål, er det sidste måske det vigtigste at få besvaret for et band, der har så meget identitet liggende i at være i melodisk særklasse.
Og måske var Geoff Tate dukket op denne aften i Pumpehuset for at få svar på præcis det samme, da han ret overraskende var taget til København (dog kun i en sviptur fra Göteborg) for at se sit gamle band spille. Et band han forlod (blev sparket ud af) efter et ret pinligt backstage-slagsmål, et fjollet efterspil, hvor der i en kort periode eksisterede to bands med samme navn, mens et retsligt opgør fandt ud af, hvem der måtte gå videre med navnet. Det blev bandet – ikke Geoff Tate.
Torsdag aften kunne Tate bevidne, at Todd La Torre så absolut er en værdig arvtager, og at det kun var i de to-tre ballader i ‘The Lady Wore Black’, ‘Sanctuary’ eller det episke storværk ‘Roads to Madness’, at La Torre ikke kunne nå Tates niveau, der har en særlig varm glød og overskud selv i de højeste og længste toner (selv da Queensrÿche i 90erne udførte er ret mislykket forsøg med noget der mindede om grunge – de er trods alt fra Seattle). Om det så har glædet eller ærgret Tate, må han naturligvis selv rode med.
Resten af tiden var der absolut (heller) ikke en finger at sætte på noget som helst, og La Torre tog fra indledningen med signatursangen Queen of the Reich ejerskabet over både sangene og scenen.
Queensrÿche er også mere end en stærk sanger, og med en sætliste bestående af tracklisten fra i første omgang den første EP, og så debutalbummet 'The Warning' spillet fra start til slut, havde bandet også rigeligt med kvalitet i udvalget af sange. De blev fremført af de to eneste originale medlemmer, bassisten Eddie Jackson, der stadig leverer en umådeligt overbevisende backingvokal, og en slags kapelmester i Michael Wilton, der har sig en virkelig stærk legekammerat i Mike Stone til at stå for soli og harmonistykker på strengene. Masser af spilleglæde og overskud og intet unødigt lir – ingen, som fik lov til at stjæle billedet fra bandet.
Hvis der skulle være brug for særligt at fremhæve et medlem, kunne det lige så vel være trommeslager Casey Grillo, der er en fornem erstatning for Scott Rockenfield. For med Queensrÿches mange tunge numre er der brug for en bag tønderne, som kan sørge for, at det storladne band også fremstår umådeligt heavy, når det kommer til en sang som ‘The Warning’, ‘Before the Storm’ eller ‘Take Hold of the Flame’. Med ham bag trommer lød Queensrÿche utroligt solidt og brutalt, når de trak tempoet ned og groovede over et hårdt riff under de storladne vokalmelodier – det var her man mærkede, hvorfor bandet er så særegent og ofte bliver kaldt for progressivt, selvom det har sit udgangspunkt i klassisk heavy metal.
Ikke engang i de førnævnte ballader slap Queensrÿche taget i det metalliske, men fik det til at stå som dystre mellemspil på vej mod endnu et fræsende rifforama – hele tiden melodi holdt op mod et intenst groove.
Først hen i de sidste tyve minutter slap Queensrÿche grebet i startfirserne, tog et enkelt nummer fra vores årtusinde, og så en trilogi af hits fra den kommercielle storhedstid i slutfirserne med ‘Walk in the Shadows’, ‘Empire’ og ‘Eyes Of A Stranger’ – en mesterlig afslutning på en stor aften i Pumpehuset.
Man bør altid bevæge sig fremad, men det var nu alligevel imponerende, hvordan Queensrÿche stadig kunne få deres første udgivelser til at fremstå så unge og virile – og når de har kastet et nyt album på gaden og turneret det færdigt bør det være oplagt at tage en turné med 1986-albummet ‘Rage for Order’, og måske smide lidt mere af hovedværket ‘Operation Mindcrime’ på. Og tag så og begrav den stridsøkse, ligesom Helloween gjorde for nogle år siden, og tage på turné med Geoff Tate og Todd la Torre på scenen. Det kunne være en duet for halvguder.
(Foto: Pressefoto)