#Metaltoo, pt. II

Populær
_E2P8682

De fleste af os har nok prøvet at få en fadøl i nakken eller væltet omkuld af en vissen type uden nogen form for pli. Men kun nogle af os har oplevet at blive slikket i øret, få en stiv pik gnubbet op ad bagdelen eller opleve en fremmed hånd i sine bukser. Læs her, hvordan det er at gå til koncert som kvinde.

I første artikel i denne serie talte vi med en gruppe kvindelige musikere om, hvordan de oplevede den danske metalscene. Nogle af dem beskrev, hvordan de blev ignoreret eller tvunget til at agere blikfang for deres bands, andre hvordan de følte de blev presset til agere på en særlig måde. Alle var de enige om, at sexismen lever i bedste velgående i miljøet.

Denne gang vender vi blikket fra scenen og ud i kulisserne. For én ting er at stå på mål for lystne metalfans’ uønskede tilnærmelser. Men hvordan er det at begå sig som kvinde i baglandet, der, alt andet lige, stadig har en overvægt af mænd?

Vi har talt med 12 kvinder for at høre deres oplevelser i miljøet. Andre har delt deres oplevelser via sociale medier. Disse anonyme oplevelser kan ses som screenshots i løbet af artiklen.

(En af kilderne har ønsket at være anonym af hensyn til sit arbejde. Det har Devilution naturligvis efterkommet. Vedkommende refereres til som ‘B’.)

1

Ulige individualisme
Det grundlæggende først. Vi spurgte vores deltagere, om der overhovedet fandtes sexisme i metalmiljøet. Samstemmende svarer de, at ja, det gør der. Både Dea Lillelund, der har været aktiv i det aarhusianske miljø gennem mange år, og Mariam Zakarian, der har lavet videoer og grafik til flere bands, og gennem ti år har fungeret som koncertfotograf, nævner som det første, at de oplever sexisme i de fleste af livets forhold og derfor naturligvis også møder det i metalmiljøet. B tilføjer, at det er absolut nødvendigt at anskue tingene med kritiske briller trods hendes eget tilhørsforhold.
–  Når man holder meget af et miljø, så må man også være åben over for problematikkerne for at kunne forbedre det, så det er fedt at være en del af for alle.

Mariam Zakarian forklarer:
– Noget af det mest bizarre, jeg har oplevet, er den groupiestatus, man automatisk tildeles, hvis man er til et arrangement sammen med en mand, der spiller i band. Man behøver hverken at have sagt eller gjort noget, det kommer alligevel.

Nærmest som et ekko af Sophie Lake i #metaltoo, pt. I fortsætter hun:
– Nogle gange er hierarkitanken så voldsom, at jeg decideret har oplevet at blive ignoreret i samtaler. Flere gange har jeg måttet forklare, at jeg rent faktisk ved noget om metal, arbejder med musik og bands i branchen og ikke bare er med som “pynt”.

Med 50 år på bagen er metal ikke en ny subkultur, men en etableret og global tilstedeværelse, der på godt og ondt har indtaget mainstreamkulturen. Alle aldersgrupper er repræsenteret, ligeså sociale lag, politiske tilhørsforhold og alt, der ellers kunne definere fangruppen. Derfor kan det overraske at høre kvinder berette om, hvordan de stadig ikke oplever at blive anset som fuldgyldige deltagere, men derimod i højere grad ses som rekvisitter eller tilbehør.

Mariam Zakarian udtaler frustreret:
– Det er paradoksalt fordi en kæmpestor del af metal jo er respekten for individets valg, autonomi og krop. Så det er endnu mere frustrerende at møde folk, der ikke respekterer andres grænser, eller som bagatelliserer sexchikane eller andre problemer med sexisme i metalmiljøet.

Om metal nogensinde har haft stor respekt for kvinder som andet end pynt, kan alskens pladecovers, sangtekster og hairmetalbands fra gamle dage så tvivl om, men det at stå i opposition til den konservative samfundsnorm har i den grad været et fokus for mange metalfans gennem tiden. Derfor kan det overraske, at mange kvinder beskriver samme oplevelser her, som vi møder andre steder. Man kan måske argumentere for, at metallen i sin modstand til religiøse normer har oprettet sine egne, lige så fastlåste opfattelser.

3

Devilution-fotografen Adriana Zak bekræfter, at hun flere gange er blevet sat i en passiv rolle.
–  Jeg fik basalt set at vide, at det var klart, jeg var med (i et populært metalprojekt, red.), når jeg så ud, som jeg gjorde, og havde kjole på. De mente tydeligvis, at jeg ikke vidste noget om metal, men at det alligevel gavnede med “en lækker kvinde som blikfang”.

Bianca Anhalt, der har fungeret som booker på både The Rock, Slag-Town Slays, arbejdet på flere festivaler og spillesteder, turneret med flere store navne og ernæret sig som tatovør, forklarer, hvordan hun mange gange er blevet skudt i skoene, at hun primært har fået job i branchen ved at være tilgængelig og “have bryster”, som hun selv formulerer det.
– Jeg tror endnu ikke, jeg har oplevet en arbejdsdag hvor jeg ikke er blevet bekræftet i, at jeg er hunkøn. Om det handler om klap i røven, fesne seksuelt betonede kommentarer eller et overordnet nedslående kvindesyn, så er det helt generelt. Hver dag.

Dea Lillelund byder ind, og forklarer, at det ikke kun er mænd, der har en holdning til en kunstners køn.
– Der er både mænd og kvinder, der ringeagter musikere og bands alene på grund af deres køn. Man hører ofte, at kvinder af en eller anden grund ikke kan spille metal, fordi de er kvinder, fordi de holder anderledes på instrumenterne, eller fordi deres udtryk er et andet. Der findes så mange utroligt talentfulde kvindelige metalmusikere derude – men de får ikke et ben til jorden.

Det er muligvis den type forskelsbehandling, der er sværest at komme til livs, fordi den ikke foregår ude, hvor alle kan se den, men den lægger et fundament for, hvordan den kommer til udtryk både foran scenen og i kontroltårnet.

Hanna Ella Sandvik, der blandt andet er skribent her på Devilution, oplever ofte at blive mødt med skepsis, når hun taler om musik med mænd.
– Generelt oplever jeg at blive mistænkeliggjort og at skulle bevise, at jeg er “hård nok”, hvorimod det er quirky eller sjovt, hvis en mandlig kollega for eksempel kan lide Taylor Swift.

Hanna
Hanna Ella Sandvik

B oplever at respekten, eller manglen på samme, hele tiden drejer sig om hendes køn, men kommer til udtryk på mange forskellige måder. Enten bliver man bedømt først på sit udseende og så sine evner, seksualiseret og reduceret til noget pænt at kigge på, eller slet og ret bare ikke bliver anerkendt som værende i stand til at levere varen tilfredsstillende.
– Jeg har enkelte gange også oplevet, at mænd siger, at de ikke kan lide kvindelig vokal i metalmusik. Jeg synes, det er ret vildt sagt, for flere kvindelige artister growler da i samme toneleje som mænd, når det handler om dødsmetal. At en stemme tilhører et bestemt køn og skulle være en udelukkelsesfaktor, synes jeg er ret syret.

4

"Det der med at blive raget på til koncerter, det er jo et livsvilkår for kvinder"
Mange af kvinderne fortæller om uønskede berøringer. Dea Lillelund beretter, at hun har oplevet det så mange gange, at hun nærmest ikke reagerer på det længere.