#Metaltoo, pt. II

De fleste af os har nok prøvet at få en fadøl i nakken eller væltet omkuld af en vissen type uden nogen form for pli. Men kun nogle af os har oplevet at blive slikket i øret, få en stiv pik gnubbet op ad bagdelen eller opleve en fremmed hånd i sine bukser. Læs her, hvordan det er at gå til koncert som kvinde.

I første artikel i denne serie talte vi med en gruppe kvindelige musikere om, hvordan de oplevede den danske metalscene. Nogle af dem beskrev, hvordan de blev ignoreret eller tvunget til at agere blikfang for deres bands, andre hvordan de følte de blev presset til agere på en særlig måde. Alle var de enige om, at sexismen lever i bedste velgående i miljøet.

Denne gang vender vi blikket fra scenen og ud i kulisserne. For én ting er at stå på mål for lystne metalfans’ uønskede tilnærmelser. Men hvordan er det at begå sig som kvinde i baglandet, der, alt andet lige, stadig har en overvægt af mænd?

Vi har talt med 12 kvinder for at høre deres oplevelser i miljøet. Andre har delt deres oplevelser via sociale medier. Disse anonyme oplevelser kan ses som screenshots i løbet af artiklen.

(En af kilderne har ønsket at være anonym af hensyn til sit arbejde. Det har Devilution naturligvis efterkommet. Vedkommende refereres til som ‘B’.)



Ulige individualisme
Det grundlæggende først. Vi spurgte vores deltagere, om der overhovedet fandtes sexisme i metalmiljøet. Samstemmende svarer de, at ja, det gør der. Både Dea Lillelund, der har været aktiv i det aarhusianske miljø gennem mange år, og Mariam Zakarian, der har lavet videoer og grafik til flere bands, og gennem ti år har fungeret som koncertfotograf, nævner som det første, at de oplever sexisme i de fleste af livets forhold og derfor naturligvis også møder det i metalmiljøet. B tilføjer, at det er absolut nødvendigt at anskue tingene med kritiske briller trods hendes eget tilhørsforhold.
–  Når man holder meget af et miljø, så må man også være åben over for problematikkerne for at kunne forbedre det, så det er fedt at være en del af for alle.

Mariam Zakarian forklarer:
– Noget af det mest bizarre, jeg har oplevet, er den groupiestatus, man automatisk tildeles, hvis man er til et arrangement sammen med en mand, der spiller i band. Man behøver hverken at have sagt eller gjort noget, det kommer alligevel.

Nærmest som et ekko af Sophie Lake i #metaltoo, pt. I fortsætter hun:
– Nogle gange er hierarkitanken så voldsom, at jeg decideret har oplevet at blive ignoreret i samtaler. Flere gange har jeg måttet forklare, at jeg rent faktisk ved noget om metal, arbejder med musik og bands i branchen og ikke bare er med som “pynt”.

Med 50 år på bagen er metal ikke en ny subkultur, men en etableret og global tilstedeværelse, der på godt og ondt har indtaget mainstreamkulturen. Alle aldersgrupper er repræsenteret, ligeså sociale lag, politiske tilhørsforhold og alt, der ellers kunne definere fangruppen. Derfor kan det overraske at høre kvinder berette om, hvordan de stadig ikke oplever at blive anset som fuldgyldige deltagere, men derimod i højere grad ses som rekvisitter eller tilbehør.

Mariam Zakarian udtaler frustreret:
– Det er paradoksalt fordi en kæmpestor del af metal jo er respekten for individets valg, autonomi og krop. Så det er endnu mere frustrerende at møde folk, der ikke respekterer andres grænser, eller som bagatelliserer sexchikane eller andre problemer med sexisme i metalmiljøet.

Om metal nogensinde har haft stor respekt for kvinder som andet end pynt, kan alskens pladecovers, sangtekster og hairmetalbands fra gamle dage så tvivl om, men det at stå i opposition til den konservative samfundsnorm har i den grad været et fokus for mange metalfans gennem tiden. Derfor kan det overraske, at mange kvinder beskriver samme oplevelser her, som vi møder andre steder. Man kan måske argumentere for, at metallen i sin modstand til religiøse normer har oprettet sine egne, lige så fastlåste opfattelser.

Devilution-fotografen Adriana Zak bekræfter, at hun flere gange er blevet sat i en passiv rolle.
–  Jeg fik basalt set at vide, at det var klart, jeg var med (i et populært metalprojekt, red.), når jeg så ud, som jeg gjorde, og havde kjole på. De mente tydeligvis, at jeg ikke vidste noget om metal, men at det alligevel gavnede med “en lækker kvinde som blikfang”.

Bianca Anhalt, der har fungeret som booker på både The Rock, Slag-Town Slays, arbejdet på flere festivaler og spillesteder, turneret med flere store navne og ernæret sig som tatovør, forklarer, hvordan hun mange gange er blevet skudt i skoene, at hun primært har fået job i branchen ved at være tilgængelig og “have bryster”, som hun selv formulerer det.
– Jeg tror endnu ikke, jeg har oplevet en arbejdsdag hvor jeg ikke er blevet bekræftet i, at jeg er hunkøn. Om det handler om klap i røven, fesne seksuelt betonede kommentarer eller et overordnet nedslående kvindesyn, så er det helt generelt. Hver dag.

Dea Lillelund byder ind, og forklarer, at det ikke kun er mænd, der har en holdning til en kunstners køn.
– Der er både mænd og kvinder, der ringeagter musikere og bands alene på grund af deres køn. Man hører ofte, at kvinder af en eller anden grund ikke kan spille metal, fordi de er kvinder, fordi de holder anderledes på instrumenterne, eller fordi deres udtryk er et andet. Der findes så mange utroligt talentfulde kvindelige metalmusikere derude – men de får ikke et ben til jorden.

Det er muligvis den type forskelsbehandling, der er sværest at komme til livs, fordi den ikke foregår ude, hvor alle kan se den, men den lægger et fundament for, hvordan den kommer til udtryk både foran scenen og i kontroltårnet.

Hanna Ella Sandvik, der blandt andet er skribent her på Devilution, oplever ofte at blive mødt med skepsis, når hun taler om musik med mænd.
– Generelt oplever jeg at blive mistænkeliggjort og at skulle bevise, at jeg er “hård nok”, hvorimod det er quirky eller sjovt, hvis en mandlig kollega for eksempel kan lide Taylor Swift.


Hanna Ella Sandvik

B oplever at respekten, eller manglen på samme, hele tiden drejer sig om hendes køn, men kommer til udtryk på mange forskellige måder. Enten bliver man bedømt først på sit udseende og så sine evner, seksualiseret og reduceret til noget pænt at kigge på, eller slet og ret bare ikke bliver anerkendt som værende i stand til at levere varen tilfredsstillende.
– Jeg har enkelte gange også oplevet, at mænd siger, at de ikke kan lide kvindelig vokal i metalmusik. Jeg synes, det er ret vildt sagt, for flere kvindelige artister growler da i samme toneleje som mænd, når det handler om dødsmetal. At en stemme tilhører et bestemt køn og skulle være en udelukkelsesfaktor, synes jeg er ret syret.



"Det der med at blive raget på til koncerter, det er jo et livsvilkår for kvinder"
Mange af kvinderne fortæller om uønskede berøringer. Dea Lillelund beretter, at hun har oplevet det så mange gange, at hun nærmest ikke reagerer på det længere.


Dea Lillelund. Foto: Jacob Dinesen.

Dea Lillelund er blevet 40 og peger på sin alder som grund til, hun ikke bliver set på samme måde længere og derfor ikke befamles lige så meget. Hun kalder det selv “en befrielse”. Alligevel fortæller  hun om en oplevelse, som hun selv beskriver som “grænsende til et overgreb”,
– En meget fuld mand havde et godt øje til min bagdel. Det kom til udtryk ved gentagne berøringer – selvom om jeg faktisk stod og råbte nej ind i hans ansigt. Den sidste gang, han gik forbi mig, stak han en hånd ind mellem mine ben … jeg mener, hvem fanden gør det? Og hvorfor står hans kammerater og småfniser ovre i hjørnet?

Hanna Ella Sandvik fortæller:
– Jeg er, siden jeg begyndte at gå til koncerter som 14-15-årig, blevet begramset. Nogle gange skjult, flere gange explicit. Jeg har oplevet, at mænd har stillet sig strategisk bag ved mig og derfor blive skubbet op imod min numse, når crowden bevæger sig. Nogle af mine kvindelige venner har opgivet at stå forrest til koncerter for ikke at blive “gnubbet på”.


Pernille Jensen.

Politikens musikanmelder Pernille Jensen fortæller, at hun ikke har oplevet decideret sexchikane i metalmiljøet, efter hun begyndte at anmelde for Politiken. Men efter lidt snak om hvordan det var at være provinspunker på Fyn i teenageårene, kommer nogle af de knap så fede minder alligevel tilbage. Minderne om uønskede berøringer som helt ung kvinde til metalkoncert.
– Jeg ville virkelig ønske, at det ikke var sådan. Men at blive raget på til koncerter, er jo desværre nok et livsvilkår for i hvert fald yngre kvinder.

Det gik op for Pernille Jensen, at det var sket så ofte da hun var ung, at hun var holdt helt op med at ænse det. Hun forklarer videre, at hun i dag nok ville sige fra, men at hun dengang stod i en helt anden situation.
– Hvad fanden skal man sige, når man er 16 og der er en 30-årig, der kommer og rager på en?

Hun uddyber,
– Det bliver tit italesat som akavede forsøg på flirt eller scoring, men i den slags situationer handler det om magt. Det handler om at de siger “Jeg kan godt røre dig der, og du kan ikke gøre noget ved det”.

Mariam Zakarian efterlyser ligestilling, frivillighed, autonomi og seksuel frihed.
– En kvindekrop er ikke en invitation. Om vedkommende så stod nøgen midt på festivalpladsen, ville det stadig ikke være lovligt eller moralsk forsvarligt at nogen rørte ved hende mod hendes vilje.



Utryg på Refshaleøen
Mariam Zakarian har oplevet at blive forfulgt af en nærgående mand på vej hjem fra Copenhell, hele vejen op til bussen. Vedkommende fulgte efter hende, antastede hende og råbte af hende. Situationen var så ubehagelig, at Zakarian ledte efter flugtveje og måder at slippe væk. Hun fortæller også om en bekendt, der på samme festival oplevede, at en mand stak en hånd ned i hendes bukser under en koncert.

Mariam Zakarian fortsætter med en beretning fra R.I.P-området på sidste års Copenhell. I detaljer beskriver hun, hvordan hun observerede en frysende, ung kvinde i eget selskab omkring ilden blive antastet af en påvirket mand.
– Han er enten fuld eller skudt af på et eller andet, og han forsøger at få kvinden til at kigge på ham, taler meget højt og fylder alt for meget, mens han fyrer alverdens åndssvage replikker af på hende. Hun bliver ved med at kigge stift ned i sin mad, skuldrene trukket op om ørerne og tygger videre, men går ikke væk fra ilden.

Zakarian observerer, hvordan kvinden forsøger at ignorere hans mere og mere pågående adfærd, alt imens mandens kammerater står og ler i baggrunden.
– Til sidst bliver det for meget, og hun bliver jaget væk fra ilden. Fyren står og fyrer smartass-kommentarer af til sine venner, de har det sjovt.

Efterfølgende prøver han så lykken med Zakarian selv, der stopper ham og konfronterer ham med hans opførsel, noget hun efterfølgende reflekterer over kunne have haft konsekvenser for hende selv.
– Han bliver meget stille og genert og ser ud, som om han fortryder sin opførsel. Det var heldigvis ikke en eksplosiv reaktion, men det kunne jeg på ingen måde vide ud fra hans opførsel hidtil. Han kunne lige så godt være blevet voldelig. Det ved man desværre ikke på forhånd, især ikke som kvinde, hvor man tilmed er outnumbered 4-1. Så man ender nogle gange med ikke at turde at gå væk, at sige nej, at sige fra, fordi man er bange for den reaktion, der kommer. Det er hér, det store problem ligger.


Mariam Zakarian. Foto: Mariam Zakarian.

Mariam Zakarian fortæller om en anden hændelse, der fandt sted til en releasefest for et metalalbum,
– En mand, der sad med sine venner ved baren, besluttede sig for at catcalle (når mænd fløjter eller råber indladende efter kvinder i det offentlige rum, red.) mig højlydt på svensk. Først forstod jeg ikke, hvad han havde sagt, så jeg vendte mig om og spurgte ham, hvorefter han blev ildrød i hovedet og begyndte at stamme: ”Ej undskyld, jeg vidste ikke, du ville reagere. Vil du ikke godt gå videre?”

Hun påpeger, at der ikke altid er onde intentioner eller et latent kvindehad bag disse mænds opførsel, men nærmere en mangel på omtanke for, hvordan andre mennesker reagerer på ens adfærd. Og ikke alle reagerer lige positivt på at blive gjort opmærksom på deres måde at behandle andre på.

Som Zakarian ser det, handler det i bund og grund om en manglende bevidsthed om ens egen magt og den måde ens opførsel påvirker andre. Er du fysisk større og i selskab med andre, kan det skabe utryghed, hvis du ikke respekterer andres grænser.
– Det er svært at sige fra eller at slippe væk, da du ikke ved, hvordan modreaktionen vil være . Det er altid den, der er stærkest og har mest magt, der har det største ansvar. Desværre er det jo i de fleste tilfælde mænd.  

Hun slutter af med at mane til ro, skulle man som mand gå og være bange for, om man nu “ikke må sige noget”.
– Det er i de fleste tilfælde tydeligt at se, om en person har lyst til at blive snakket med, eller om de helst vil være fri. Så snart personen ikke interagerer med dig frivilligt, er der jo tale om tvang. Og absolut ingen bliver mere interesseret i at snakke med dig, hvis de føler sig truet, bange eller forfulgt.



Mariam Zakarian understreger over for Devilution, at hun absolut ingen interesse har i at skulle censurere eller udstille folk offentligt. Hun udtaler,
– Det hjælper ikke at begrænse folks ytringsfrihed eller at brændemærke de mænd der har opført sig sexistisk som nogle svin, uden mulighed for at lære af deres fejl og blive bedre mennesker. Den eneste løsning er, at disse mænd ændrer adfærd og kan omgås kvinder på en respektfuld måde fremover.

For de kvinder vi har talt med, er det altså ikke altid en god oplevelse at tage til koncert eller på festival. Det har for flere af dem været ensbetydende med grænseoverskridelser og utryghed. Det er også tydeligt, at sexismen ligger i flere lag. Det handler ikke kun om at blive befamlet i pitten, men også om strukturer under overfladen, der påvirker den måde kvinder opfattes på af andre, når det handler om at kunne noget, eller vide noget om metal.

I næste del af serien kigger vi på hvordan det er at være kvinde i miljøet imellem koncerterne.