Byg en bedre fremtid i nutidens ruiner

Vile Creature - Glory, Glory

Canadiske Vile Creatures foreløbige karriereklimaks omslutter lytteren og leverer en totaloplevelse af progressiv doom.

Titel
Glory, Glory! Apathy Took Helm!
Dato
19-06-2020
Genre
Trackliste
1 - Harbinger of Nothing
2 - When the Path is Unclear
3 - You Who Has Never Slept
4 - Glory, Glory!
5 - Apathy Took Helm!
Forfatter
Karakter
5

‘Glory, Glory! Apathy Took Helm!’ er, allerede før talen falder på musikken, sikret en plads i opløbet om titler, anmeldere hader at skulle skrive, hvorfor jeg fremover vil kalde den ‘Glory Glory’. Derudover skal alle andre bands i den grad oppe sig, hvis ikke Vile Creature skal løbe med præmien for absolut bedste fysiske udgivelse i 2020, da Glory Glory ikke kun udkommer i adskillige udgaver vinyl samt på cd, men også som et vintage VHS-bånd, så du kan høre al musikken gennem dit gamle tv’s højttalere. Herudover kan du også tilkøbe en pose veganske vingummiorme, så du selv kan genskabe det lettere forstyrrende pladecover. Og så kan du skrive din indkøbsliste i din Vile Creature-notesbog med din Vile Creature-kuglepen. Den canadiske duo har det sjovt og morer sig tydeligvis med at finde på skævt merchandise.

Den humoristiske tilgang stopper dog, når musikken starter. Der er ikke megen morskab at finde på den fem skæringer lange udgivelse. Her er det derimod samspillet mellem menneske og verden, der står forrest, og det er ikke med de hjerteformede briller på.

vile creature magnum


Queer as in “fuck you”
Udover deres musikalske evner, som vi belyser nedenfor, har Vile Creature også gjort sig bemærkede ved deres kompromisløse insisteren på at sætte fokus på samfundets marginaliserede. Vic og KW, som medlemmerne kalder sig, driver foruden et band også et vegansk bageri i deres hjemby, hvor de har særligt fokus på at hjælpe unge queers på fode, efter de i mange tilfælde er blevet smidt ud hjemmefra. Vile Creature er et politisk band både i deres tekstunivers og deres offentlige fremtoning, og de lægger ikke skjul på det. Blandt andet donerede de hele omsætningen for salget af vingummiorme til diverse kautionsfonde, og de har herudover forpligtet sig til at donere 15 % af indtægterne fra salget til NAACP.

Som titlen antyder, er Vile Creatures værste fjende apatien. Med denne udgivelse, og særligt med det todelte titelnummer, kalder parret til kamp mod ligegyldigheden og sætter lyrisk fokus på menneskeheden, enten som ustoppelige bølger eller som porøs kystlinje — vi kan vælge at være dem, der handler og efterlader vores aftryk, eller vi kan blive stående og tage imod. I bandets opfattelse ser vi bare til, mens verden passerer forbi.

Apatien ses også som snerrende fjende, noget, der vil ødelægge os, hvis vi ikke gør modstand, og 'Glory, Glory' skal ses som et dundrende tungt kampskrift mod dette. Det er ikke svært at gætte, hvad Vic og KW sigter imod med anklagerne.

Altså har vi at gøre med et band, der tydeligvis stiller sig på den forkætrede identitetspolitiks mere aktivistiske side. Kritikere har da også tidligere været skeptiske over for, om Vile Creature havde noget at byde på musikalsk, eller om det bare var en nem platform at stille sig op på.

Total dommedagsoplevelse
Vile Creatures oeuvre er på skammeligste vis forbigået af Devilution hidtil, men duoen fra Hamilton, Ontario har dog formået at skabe sig et vist navn i udlandet. Blandt andet var de booket til ikke kun at spille et almindeligt sæt på dette års aflyste Roadburn-festival, men også sammen med de britiske dronedoomere Bismut hyret til at komponere et særligt værk til samme. Dette blev naturligvis også lagt i dvale, da verden gik i stå.

Nu er der dog nyt i form af 'Glory, Glory'. Og sikke nyheder det er.

'Glory, Glory' går ad helt nye veje, set i forhold til Vile Creatures tidligere output, især den skramlede og klaustrofobiinducerende ‘A Cast of Static and Smoke’. Allerede fra første skæring, ‘Harbinger of Nothing’, er lyden stor og buldrende. Guitaren er tunet helt ned, og dens fuzzyhed giver mindelser om stoner-doom a la Bongripper. Lige så brutale er Vics vokaler, der leveres samtidig med, at de hamrer i trommerne, så det lyder som maskinrummet i en supertanker.

Trommerne er generelt medrivende og hårdtslående, men skinner i særdeleshed på førstesinglen ‘You Who Has Never Slept’, hvor introen nærmest føles som gentagne slag i brystet, altimens KW’s strengeinstrumenter bygger op til et nærmest Cult of Lunask crescendo, og netop det er kendetegnende for 'Glory, Glory' — der er er blevet højere til loftet.

Denne plads og luftighed, kombineret med det knusende, tunge og slammede giver en enormt stærk vekselvirkning, indtil vi kommer til pladens todelte titeltrack, der er intet mindre en en eksperimentel genistreg.

‘Glory, Glory’ er komponeret af Vile Creature, med piano- og orgelspil fremført af Bismuths Tanya Byrne, som understøtter et pigekor ledet af sangeren Laurel Minnes. De sarte, men kraftfulde stemmer fremfører de dystre, naturkatastrofeinspirede tekster og bygger en nærmest religiøs stemning, inden det smukke fordrejes i ‘Apathy Took Helm!’ og antager en uhyggelig klang, mens KW og Vic opnår en sjældent hørt synergi, og tracket rives i stykker af en voldsom energi og smadrende undergangsguitarer, mens koret og stemmerne blander sig i en syndflod af ødelæggelse og genopbygning.