Konvents magtdemonstration

Konvent 01 lille
Eyes 01 lille
Morild 01 lille
Katla 01 lille

Konvent er dansk metals nye monarker, og deres følge spreder mørke hvorend de går.

Kunstner
Spillested
Dato
25-01-2020
Label
Genre
Trackliste
1. Puritan Masochism
2. The Eye
3. Trust
4. World of Gone
5. Bridge
6. Waste
7. Idle Hands
8. Ropes pt. I
9. Ropes pt. II
10. Squares
Koncertarrangør
Fotograf
Adriana Zak
Forfatter
Karakter
5

Fire bands på én plakat er altid en risikabel affære. Hvem orker overhovedet at stå op så længe? Er publikum blevet for fulde, inden hovednavnet overhovedet træder på scenen? Er de blevet nødt til at gå for at nå den sidste bus hjem?

Det gjorde de i hvert fald ikke lørdag den 25. januar, hvor Konvent fejrede sig selv og deres debutalbum, der udkom dagen forinden. Udgangspunktet var godt; i hvert fald mener vi, at det er en fremragende plade. Konvent havde inviteret tre andre bands fra det danske talentlag til at være opvarmere. Det var en blandet pose bolsjer.

Dødspunket slåsskampssludge
Første hold på banen var københavnske Katla, der vandt Wacken Metal Battle sidste år på selvsamme scene.

Da de gik på scenen, lignede de til forveksling et Kadavar-coverband, fra det lange hår, under- og overskæg, bare maver og veste og helt ned til den manisk grinende trommeslager. Man skal dog ikke skue kamphunden fra Nordvest på hårene, for så snart de første toner blev slået an, var energien en helt anden end det tilbagelænede stonerorkester.

Katla spiller musik du kan slås til, og de gjorde det forrygende.

Ensidigt slagsmål
Andet band var Eyes. De spiller blackened hardcore og var ikke kommet for at danse. Medmindre man abonnerer på hardcoreforståelsen af ‘dans’, hvor det handler mere om at slås. Eyes spillede pissegodt, aggressivt, hurtigt og energisk og faldt derfor også lidt til jorden blandt det doomhungrende publikum. Fem deltagere og altid råbende forsanger Victor Kaas gjorde deres ypperste for at holde en pit i gang, men resten af publikum følte dem ikke. Det viste den store tomme plet foran scenen også.

Det er en skam for Eyes spiller til sveden sprøjter og publikum burde gøre sig selv den tjeneste at give slip og følge med.

Langsom druknen
For at råde bod på det, i nogles ører, alt for høje tempo, var Morild mødt op for at trække Pumpehuset langt ned under bølgerne.

Deres maritime og indadskuende black metal gav publikum mod til at komme tilbage foran scenen og, for langt de flestes vedkommende, slappe af og lytte til bandets langstrakte kompositioner baseret på kontraster mellem det bløde og det skarpe, det flydende og det abrupte.

Morilds bioluminescente ansigts- og kropsmaling giver en helt særlige stemning, når de efterligner deres naturlige navnebrors uhyggelige spøgelseslys, mens deres tre guitarer skaber lydbilleder, der til tider henleder opmærksomheden på Isis’ legendariske 'Oceanic', for kort derefter at eskalere i tremolo-riffing og tvillingeskrig fra Tue Krebs Roikjer og Kristoffer Alm.

Flere beskrev efterfølgende koncerten som en nærmest tranceagtig oplevelse, og at dømme efter den usædvanlige tavshed under musikken gik den opfattelse igen blandt mange.

Det blev nat
"Solen er så rød, mor/ og skoven bli’r så sort / Nu er solen død, mor / og dagen gået bort."
Et pigekors sarte stemmer fremførte den klassiske børnesang, inden dagens hovednavn indtog scenen. Pumpehusets store sal var mørk og tyst, og de lyse stemmer fik en ildevarslende klang i skyggen af Konvents stemningsskabende bagtæppe med den makabre nonne i fokus.

Instrumentsektionen fandt deres pladser og slog tonerne an til den nye plades første sang, ‘Puritan Masochism’, inden forsanger Rikke Emilie List stolt trådte ind på scenen og transformerede sig til en blanding mellem eventyrenes børneædende hekse og et hulemenneske, indstillet på at nedkæmpe enhver trussel, der kunne vise sig.

Lists vokal og rækkevidde er imponerende, ligeså er hendes scenetilstedeværelse. Alle, der stod i nærheden, følte på et eller andet tidspunkt, at hun brølede direkte ad dem.

Konvent fremførte hele debuten i rækkefølge og gav plads til, at de respektive musikere kunne stråle der, hvor de fremstod bedst. Det vil sige, at Heidi Withington Brinks’ groovy baslinje på ‘Trust’ stod skarpt og klart, at Sara Helena Nørregaards knusende riffs bar ‘Bridge’, at Julie Simonsen nærmest maltrakterede trommerne på ‘Ropes pt. I’, og at Tue Krebs Roikjers duet med List på ‘Waste’ lød som en åndemaner og hans hidkaldte dæmoner.

Publikum var med Konvent hele vejen og hjalp med at løfte koncerten helt til vejrs. Salen kogte, og til sidste startedes endda en spontan doom-pit oppe foran.

Konvent har både forstået, hvad Metaldanmark har manglet, og formået at skabe det. Publikum var meget alsidigt. En gruppe ældre kvinder stod oppe foran scenen, skoleelever midtfor, og mennesker i alle afskygninger mellem disse grupper befolkede salen.

Hvis et metalband kan være folkeligt uden at være røvballet, så er det Konvent.