Frustrerende og uforløst post-metal

Populær
Frustrerende og uforløst post-metal

Som en anden fugl Føniks dør og genopstår Minsk fra deres egen aske gennem den udmarvende rejse, som deres længe ventede nye album byder på. Gruppen kan og vil alt, men det er ikke altid lige personligt eller interessant.

Kunstner
Titel
The Crash And The Draw
Dato
07-04-2015
Label
Genre
Trackliste
1. To The Initiate
2. Within And Without
3. Onward Procession I. These Longest Of Days
4. Onward Procession II. The Soil Calls
5. Onward Procession III. The Blue Hour
6, Onward Procession IV. Return, The Heir
7. Conjunction
8. The Way Is Through
9. To You There Is No End
10. To The Garish Remembrance Of Failure
11. When The Walls Fell
Karakter
2

Siden deres start i 2002 har Minsk haft en underlig, urokkelig placering i ligaen under store post-metal-koryfæer som Isis, Pelican, Burst, Neurosis med flere. De kan næppe beskyldes for at have kopieret nogle af de nævnte, eftersom stort set alle navne inden for denne særprægede del af metalscenen eksploderede langsomt og eftertrykkeligt – præcis som musikken – efter, at verden kunne ånde lettet op efter årtusindskiftets dommedagsprofetier.

Hvad der blev tilbage, var tilgengæld en uforandret verden. Noget, som er det helt store tema i post-metallens skiftevis mørke og lyse univers, hvor håb og lede lever side om side inde i mennesket.

Minsk atter genrejst

Store værker tager tid. Og sådan et er 'The Crash and the Draw', der lægger triumferende ud med den næsten 13 minutter lange 'To the Initiate'. En lang, ambient intro lader langsomt op til et storslået riff, der akkompagneres af løse melodier, før bandet groover ned i halvt tempo. Alt godt, indtil én af albummets akilleshæle sætter ind – den enerverende rene vokal, som mest består af et eller flere medlemmer, der forsøger at forcere en indfølt stemning ved at synge lavt og nærmest til tider messende. Ikke helt ueffent i små doser, men den kommer hele tiden, når man bare helst vil forsvinde ind i bandets store smukke lydflader, når bandet altså ikke smadrer løs i crusty hardcore og sludge, hvor vokalen tilmed brøler smukt i nattens desorienterede skær.

Fra stille, spirituelle, opbyggende stykker til nedslibende musikalske knytnæver med masser af konsekvens. Minsk gør det hele godt med alle bogens kneb taget i brug. Men uden aldrig rigtigt at ramme nogen højder eller for den sags skyld betræde nyt musikalsk territorium. I stedet kommer det undervejs til at blive en mindre kamp om at huske sig selv på, at det ikke er The Ocean eller Isis, der lyttes til.

Minsk falder igen

"Jeg har hørt 'The Crash and the Draw' ti gange nu, og jeg ved endnu ikke hvad jeg skal synes om den", udtrykte en fra redaktionen for nylig, da snakken faldt på Minsk. Og det er egentlig meget sigende. Det er et album, der er fremragende udført og fremstår yderst ambitiøst med numre, som også stiller den værste sult efter storslået metal uden spor af drager og vikinger.

Men det bliver ved overfladen. For efter utallige gennemlytninger er Minsk ikke brudt igennem. Hvad der ud fra det ellers passende dystre ulve-cover og ud fra bandets stærke instrumentalister lover godt, forbliver en frustrerende, uforløst affære.