Siouxsie, black metal og body horror
Populær
Post-punk og depressiv black metal søbet ind i blod og kropslige rædsler.
2. A Body Built by the Earth
3. A Body Built by Worms
4. A Body Built by Death
Cicatrix fra Nodus Tollens er en produktiv person. Udover de to Nodus Tollens-udgivelser i år, har de nået at lægge vokal til black noise-projektet Chernozem og denne DSBM-udgivelse, der næsten ikke var blevet til noget. Og det havde været en skam, for den fylder et helt særligt hul i undertegnedes musiksmag. Et hul, der har stået tomt de sidste mange år: forestillingen om Joy Division som black metal-band.
De forsvundne
Engang blev det hul næsten fyldt. Da Neige fra Alcest sammen med et par andre dannede sideprojektet Amesoeurs, var der et band med en helt særlig, skrøbelig og dybfølt lyd, der kombinerede det moody og melodiske fra post-punken og det hårde og skramlede fra black metallen. Siden er bandet dog gået nogenlunde i stå, samtidig med at sangerinde Audrey Sylvaine er gledet så langt ned i et internetsammensværgelseshul, at der ikke er mere at hente ved den kilde. Det har været et problem for undertegnede og alskens bands som An Autumn for Crippled Children, Deafheaven og Lantlôs, men der har altid skullet hakkes hjørner af, for at få det til at passe. Enten manglede der lidt 80’er-lyd, eller også var de mere post-rock end post-punk. Det ramte ikke rigtigt.
Men med Exsanguinated Shade er vi noget tættere på.
Exsanguinated Shade er et samarbejde mellem Cicatrix og Espi Kvlt, der nok særligt er kendt for Seas of Winter og Apricitas. De to arbejder også sammen på det buddhistisk-fokuserede dark ambient-projekt Guan Yin.
Samarbejdet i Exsanguinated Shade handler dog om noget helt andet. Her er der ikke plads til sjælefred. Det handler om død, forandring og body horror.
Død, transfomation og genopstandelse
De fire numre på ‘A Story About the Body’ handler om forandring og genopstandelse, hvilket ikke kan overraske det store, da Cicatrix og Espi Kvlt er henholdsvis non binær og transkønnet. Ændringen hér ses altså tydeligt som en metafor for deres egne livssituationer. Det er dog ikke en kønsstudieforelæsning vi er ude i, da det hele beskrives aldeles metalrelevant i form af fire forskellige body horror-fortællinger.
‘A Body Built by Blood’ fokuserer på den ældgamle klassiker om vampyren. ‘A Body Built by the Earth’ nærmer sig Swamp Thing i Alan Moores fortolkning. ‘A Body Built by Worms’ er fortællingen om genopstandelsen fra den formuldende proces. Og ‘A Body Built by Death’ er den ultimative frisættelse fra kroppens begrænsninger, når hovedpersonen er blevet en ulegemlig ånd.
Alle teksterne er poetiske, fine og absolut værd at læse for at give musikken det ekstra lag, men det kræver noget af lytteren – eller i dette tilfælde – læseren, for Espi Kvlts vokal er fuldstændig forvrænget, og det er stort set umuligt at skelne ordene fra hinanden
Det er en skam for lyrikken men godt for musikken, for noget af det, der virkelig rykker, er nemlig Kvlts vokal. I sit ufatteligt høje toneleje skriger han som en banshee fra irsk mytologi, og det tilføjer et lag af uhygge til den mere afdæmpede instrumentalisering.
Som ved Cicatrix’ øvrige projekter er det nemlig den atmosfæriske ende af black metallen vi befinder os i. Fundamentet er lagt til rigtigt god post-punk-inspireret black metal, og flere steder hæver den sig også på niveau med førnævnte Amesoeurs. Særligt pladens sidste to skæringer er rigtigt stærke, og guitarsoloen på ‘A Body Built by Death’ er både skærende og sorgfuld som en anden Siouxsie and the Banshees-sang.
Overordnet set holder ‘A Story About the Body’ et højt niveau, men føles som en demo. Lyden skal bankes på plads og finpudses, og det ville være skønt at have lidt mere plads til variation, end de fire numre levner plads til, da det i visse tilfælde kan føles lidt ensformigt.
Når den er stærkest er den blændende og uhyggelig, og man kan klart glæde sig til mere fra Cicatrix og Espi Kvlts hænder. De er begge stærke kunstnere og deres indsats på pladen er prisværdig. Derfor ville jeg ønske, at jeg kunne give den en højere karakter, da de egentlig fortjener det. De fire sange er dog for lidt til at danne sig et bedre indtryk – men tjener dog som en forsmag på et forhåbentlig større arbejde.