Roskilde Festival '15: Ambivalente afstrafninger

Populær
Roskilde Festival '15: Ambivalente afstrafninger

De sol-indbagte californiere tændte et lys i den sorte nat og fik slået deres navn fast som et af nyere tids mest spændende metalbands.

Kunstner
Dato
04-07-2015
Trackliste
1. Dream House
2. Sunbather
3. From the Kettle to the Coil
4. Violet
5. The Pecan Tree
6. Unrequited
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

I et interview med Deafheaven, kort før bandet trådte op på Pavillion-scenen lørdag aften, var der ingen tvivl om, at det bekymrer de amerikanske himmelstormere meget lidt, hvad en del af de mindre tiltalende fraktioner af metalmiljøet mener om gruppen.

Tilgengæld udtrykte forsanger George Clarke stor ydmyghed og glæde ved, at de er blevet en slags poster boy for en ny strømning her på jord. Som et af de første bands har Deafheaven på bemærkelsesværdig vis nedbrudt den mentale mur, som har eksisteret mellem heavy-verdenen og resten af universet, efter Black Sabbath lod første tone lyde. Siden gruppen udsendte deres – allerede nu – milepæl af et album 'Sunbather' forrige år, har de blandt andet ved flere lejligheder optrådt til større festivaler, som eneste metalnavn.

I sig selv en mindre vigtig ting – kunne man måske mene – men alligevel ikke. For Deafheaven er ikke popmetal af nogen som helst slags. Så er verden ikke længere, som vi kender den (endnu). Det er til gengæld et melankolsk svævende og frådende bæst båret af massive, blastende trommer med en indestængthed, der flår de mest intense – oftest på en gang – varme og triste følelser ud af lytteren. En ambivalent størrelse, som suger sig godt og grundigt fast.

Indbydende fjendsk

Det syder, bobler, kradser, piner og behager. Endda rigtig meget. Deafheaven har fundet en vej, hvor de med største selvfølgelighed tager de store opbyggende crescendoer fra post-rocken samt den isnende og brutale side af black metallen og lader dem blande sig symbiotisk i en bittersød shoegaze-centrifuge. Med klare inspirationer fra bands som Alcest, Agalloch, Wolves in the Throne Room og Russian Circles. Få har før smedet musik sammen på en måde, der er så melodisk og atmosfærisk indbydende og stadig så sønderlemmende og fjendsk leveret. Det er hverken sukker eller salt.

Hvad det helt præcist er, er svært at sige. Men det fungerer. På plade, men så sandelig også live. Det bevidste gruppen allerede sidste august, da både København og Aarhus fik besøg. Og de, der var der vil vide, at bandet på ingen måde er et fyrværkeri på scenen. Sceneshowet er derimod stort set overladt til den skarptskårede og sortklædte George Clarke i front. Med et insisterende stirrende blik og sin gestikulerende autoritet er han undervejs i hele koncerten billedet på al den smerte og håb, som musikken skaber. 

Mere indlevelse end vokal

Vokalmæssigt var det dog ikke i top denne aften. Skrigene lød grumme og indlevende, men underligt raspende og uden luft. Og så lå den alt for langt fremme i mikset. Men til stede var han. Som en anden dirigent, der uden nåde førte resten af besætningen, der kun bliver bedre og bedre, igennem en instrumentalt sikker levering.

Gruppen har nyt album på vej til efteråret. Det resulterede desværre ikke i nogen nye numre i sætlisten, der derfor var den eksakt samme, som sidst de var her. Fra start blev “hittet” 'Dream House' sendt udover pladsen, så Paul McCartney igen forstummede helt og adeles i det mørkeste hjørne af Roskilde, hvor mange havde valgt at trænge sig hen, mens ikonet tømte sin skattekiste på Orange.

Stemningen og publikummet i det næsten fyldte telt bar præg af en større variation af typer, end der skulle vise sig at være resten af aftenen til den blackede nat på Roskilde. Og de kom altså ikke forgæves. På trods af den mindre gode vokal var der ingen problemer med bandet, som spillede sig effektivt igennem deres lange drømmende kraftudladninger, hvor også den iørefaldende 'Sunbather', Adult Swim-singlen 'From The Kettle To The Coil' samt fan-favoritten 'Unrequited' fra det stærke første album, 'Roads To Judah', stak ud som klare indikationer på, at Deafheaven har forløst sig selv i en musikalsk retning, som vi langt fra har hørt det sidste til.