Et kærkomment og vedvarende sortsyn

Et kærkomment og vedvarende sortsyn

Eyehategod leverede en herlig koncert på Pumpehusets mindste scene, der var præcis så indestængt og bidsk, som man kunne have håbet på.

Kunstner
Titel
+ Quitters
Spillested
Dato
28-04-2018
Genre
Trackliste
Quitters:
1. Sobbing Manchild
2. Piece of Shit
3. Whininh Weakling
4. Old Whimp
5. Worthless Loser
6. Bruises
7. D-Beat
8. Make Me Sick
9. Lehion of Tears
10. Spilt Milk
11. Drunk Dad
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Spændende dansk opvarmning
Den stod på dansk opvarmning med et for mig ukendt band ved navn Quitters. Her var tale om lidt af en powertrio, der tenderede mellem først og fremmest at være sludgy på den herligt beskidte måde og andre gange nærme sig et motorcykel- og næsten pikrocket udtryk. Det fungerede fremragende! Indimellem fornemmede man en snert af Satan’s Satyrs over enkelte skæringer, mens der på andre tidspunkter blev skruet op for fuzzen på Orange Goblin-agtig maner. Quitters lyd var heldigvis også sovset ind i et herligt og snusket Ungdomshus-vibe, hvilket gjorde, at de i den grad forblev deres egen størrelse. Denne trio er helt sikkert på radaren i fremtiden.

En frontmand og guitarist af kaliber
Man havde haft nervøse anelser forud for koncerten med Eyehategod. Først havde man læst på diverse sociale medier, at en person fra bandet var kørt på hospitalet, og senere, at deres Stockholm-koncert var blevet aflyst pga. dette. Første tanke var, at forsanger Mike IX Williams havde fået et tilbagefald oven på den levertransplantation, som han fik i begyndelsen af sidste år. Det viste dig dog, at det i denne omgang drejede sig om lead-guitaristen, Jimmy Bower (Down, Superjoint Ritual, ex-Crowbar), der havde fået taget nogle prøver på et hospital i Finland for derefter at måtte aflyse koncerten i Stockholm. Som det heldigvis skulle vise sig, så var det mørksynede New Orleans-band dog i stødet, da de ankom til København.

De lagde fra land med ’Lack of Almost Everything’ fra pladen ’Dopesick’ (1996). Jeg har det generelt ikke helt så let med sludge, som jeg havde for bare en 5-6 år siden. Eyehategod er dog en af de få afstikkere, der stadig får mig til at revidere genren. Det skyldes ikke mindst Mike Williams, der får snerret sit misantropiske livssyn ind i de både bluesy og indimellem helt punkede skæringer. Eyehategod gør bare mere ondt og er ditto mere vedkommende end stort set alle deres genrekollegaer. Der er noget en-til-en over den vaklende frontmand, som man næsten aldrig ser i hverken rock- eller metalverdenen. Hans stil på en scene er så dejlig upåagtet, men det får blot én til at labbe hans psykotiske tekster i sig med mere ugidelig appetit.

At labbe Mike IX Williams i sig var der flere af publikum, der nød godt af – også på den lidt anstrengte måde. Således var der enkelte blandt publikum, der mente, at det ville være på sin plads at gå op på scenen og kysse manden på kinden. Der var uden tvivl gode intentioner bag denne gerning, men det fungerede rent ud sagt ikke skidegodt. Hverken for Mike IX Williams eller os andre. Den episode fik også én til at indse, at den gode frontmand ikke er helt den samme på en scene, som han eksempelvis var tilbage i 2011, hvor jeg sidste gang så bandet på Roskilde Festival. Det er der selvfølgelig helt naturlige årsager til. Manden går vitterligt rundt med et andet menneskes lever, og det får – og skal selvsagt få – et individ til at genoverveje nogle områder af sin livsstil. Det små-psykotiske blik, som nogle rockmusikere har i øjnene i de mere ekstreme perioder af deres ofte for korte karrierer, det har Mike IX Williams ikke helt på samme måde længere. Forstå mig ret: Ex-junkien er mere vild og intens end de fleste, men man kunne stadig spore en ændring. Hans væsen, krop, statur og blik fik mig til at tænke på Mark Lanegan og den transformation, som han har haft de sidste ti års tid. Misantropien er stadig til stede hos dem begge, men den virker mindre udadvendt end før. Det er nærmest, som om der begynder at snige sig en slags overbærenhed ind i deres gestik.

Der var ikke medbragt en sætliste, så jeg er ærlig talt lidt i tvivl om sangrepertoiret. Vi fik dog både en ’Shoplift’, ’Sisterfucker (Part 1 & 2)’ og endelig en ’White Nigger’ mod slutningen af koncerten. Eyehategod leverede en af den type koncerter, hvor man som publikum ikke i ét splitsekund tænker, at man har med en rutinepræget præstation at gøre. Det gør man ikke, fordi det er leveret med indlevelse, og fordi de med Mike IX Williams snart 30 år inde i karrieren – og med sin anden lever! – stadig er et i den grad dopesick individ fyldt med mismod, afsky og muligvis nu også en snert af taknemmelighed.