Når du er dansklærer, men også kan lide black metal
Populær
Aalborg-duo leverer velspillet sortmetallisk rejse udi terrorbombardement, romantik og guldalderlyrik. Darkthrone tilbedes på behørig vis, men heldigvis levnes plads til udvikling.
2. - Mellem tvende troner
3. - I korpsets rækker
4. - Det gyldne spir
5. - Fortæret af ilden
6. - Matrosen
7. - Overladt i fandens vold
Full disclosure: Undertegnede er lærer i den danske folkeskole. Jeg underviser blandt andet i dansk og historie. Jeg er også rimeligt glad for black metal. Så jeg er på forhånd hooked, når et band smider et maleri af C.A. Lorentzen på forsiden af pladen. Især når det er 'Den Rædsomste Nat' fra 1807. Ikke nok med at det er et flot maleri, så er det også et meget interessant maleri.
Det er nemlig fremstillet i guldalderen, som dækker omtrent første halvdel af det nittende århundrede og generelt har et lidt kedeligt i ry i progressive kredse, da man havde et stort fokus på at fremstille landet, kongen, Gud og naturen så favorabelt som muligt.
Lorentzen skiller sig ud her ved at fremvise det britiske terrorbombardement af København kort forinden. Han bruger romatikkens redskaber til at præsentere virkeligheden og gruen på en måde, vi ellers først skulle se udbredt langt senere, under det, der kaldes det moderne gennembrud.
For at det ikke skal være nok, så synger Ildskær kraftedeme på dansk, som vi tidligere har efterspurgt. Og det endda på 1807-dansk, med alt hvad det medfører af dobbelte a’er og j’er strøet med løs hånd. Flere steder på pladen bruger Aalborg-duoen derudover også tekststykker skrevet af så store berømtheder som Christian Winther, Jens Baggesen og Nikolai Frederik Severin Grundtvig.
Nå ja, og så for lige at sætte en stor fed streg under Ildskærs kulturelle kapital er introen til pladen en genfortolkning af Carl Nielsens salme ‘Tunge Mørke Natteskyer’.
But does it bang?
Så har vi ligesom fået etableret, at Ildskær er dannede mennesker og sigter efter at gøre folk opmærksomme på det. Det er meget fint. Der findes dog ganske mange eksempler på kunstværker, der burde være enormt kloge, men rammer helt uden for skiven.
Derfor ifører vi os hammen af en hypotetisk black metal-udgave af lagerforvalter Peter Rindal, og spørger, omformuleret til vore dages sprog: Does it bang?
Og ja, det gør den. Men ikke helt fra starten. Man kan sige, at Garðarsson og Skóggangr har fuldstændig styr på, hvordan man spiller black metal. Med produktionens skrabede lyd, de støvede tremoloriffs og den fæle vokal er vi i helt traditionelt andenbølge-territorium og det på en ganske fornuftig vis. Indflydelsen fra Darkthrone er til at tage og føle på, ‘Rædselsnatten’ minder for eksempel ganske meget om den berygtede ‘As Flittermice as Satans Spys’. Det er fint. Hvis Ildskær havde eksisteret i starten af halvfemserne, havde intet stået i vejen for, at de skulle kunne blive lige så store som rosset fra nord. Man kan spørge sig selv, om det er nok at lyde som de norske pionerer i 2020, men det vil det sikkert være for nogle.
Heldigvis stopper Ildskær ikke der, men presser fremad med mere moderne sensibilitet, og det kommer dem til gavn.
Fra ‘Fortæret af Ilden’ og fremad viser duoen kunstneriske tænder. Her eksperimenteres i højere grad med melodiøsitet, temposkift og variationer over epik og melankoli. ‘Fortæret af Ilden’ er indet mindre end et pissegodt track, der demonstrerer, at Ildskær kan andet og mere end at sidde på knæ ved Darkthrones alter. Strejfet af marchtrommer, der gentages i albumafslutteren ‘Overladt i Fandens Vold’, spiller perfekt ind i pladens tema og giver lyden et militaristisk touch, der passer godt til al den ballade med skibe, kanoner og granater.
Så ja – 'Den Rædsomste Nat' banger. Især til sidst. Ildskær har produceret en fremragende debutskive, der ville havde fået en masse opmærksomhed i starten af halvfemserne. Og på grund af det moderne tilsnit på anden halvdel og det gevaldigt gennemførte koncept bør den også få det nu. Der er dog plads til forbedring. For selvom vi alle elsker Darkthrone, så har selv de lagt den lyd bag sig og udviklet sig. Det kunne Ildskær også med fordel gøre, som de lægger an til på pladens bedste del.
Hov, fik jeg nævnt, at teksterne rimer?