Den lange vej tilbage

Gammel kærlighed kan ruste. Men med flid og polering kan den skinne så stærkt som den nogensinde har gjort.

Cult of Luna har fulgt undertegnede i årevis. Siden deres koncert på Roskilde i 2007  – hvor vores fåmælte anmelder må have været ramt af et momentant svigt i dømmekraft, har de haft den allerhøjeste stjerne hos mig. Eller, det vil sige, det havde de, til og med 2008, inklusiv en af mit livs allerbedste koncerter. Herefter begyndte oksideringsprocessen desværre.

2013’s Vertikal, der ellers af mange – naturligvis ikke Devilution – betragtes som et kunstnerisk højdepunkt, efterlod mig helt kold. Det tog alt, jeg havde i mig, ikke at overgive mig til rollen som “forsmået fan”, for naturligvis laver Cult of Luna ikke musik til mig eller nogen som helst andre end dem selv. Det forstår jeg på et intellektuelt plan. Ikke desto mindre var det svært ikke at føle sig forladt, forrådt, hvad man nu ellers kan finde på. Den følelse blev længe. Hverken Vertikal II, A Dawn to Fear eller The Raging River hjalp. Ej heller min allerførste anmeldelse på indeværende side.

Da Cult of Luna så annoncerede deres, nu aflyste, turne med Alcest (et andet band, jeg ikke har meget til overs for i 2022) og Svalbard, var jeg mest begejstret for sidstnævnte. Jeg havde givet op. Udover den fremragende Mariner, der blev båret af dens nytænkning og Julie Christmas’ fremragende arbejde, var Cult of Luna ikke længere noget for mig. Jeg følte det lidt som at se gamle venner ved genforeningsfesten, blot for at opdage, at man ikke længere havde noget til fælles. Derfor er jeg lige dele euforisk og lamslået over The Long Road North.
Vi er kommet hjem.

Lad hornene gjalde
For ikke længe siden gav Johannes Persson interview til Sweden Rock Magazine, hvor han blandt andet udtrykte mishag til blæseinstrumenter i metalmusikken. I hvert fald den slags, hvor en saxofonist knap ville overgive scenen til andre instrumentalister. Det gav anledning til stor furore i internettets kommentarspor, hvor mennesker, der øjensynligt aldrig havde hørt Cult of Luna, havde travlt med at forklare præcis, hvor dumt et udsagn det var.
I og med svenskerne adskillige gange har anvendt horn og trompeter i musikken, endda havde en trompetist med i ti år, og denne plade lægger ud med et af de mest episke hornstykker nogen sinde, er det ikke svært at fornemme ironien i interviewet.
Dem om det.



Med ‘Cold Burn’ lægger The Long Road North fra kaj på bedst mulig vis. Ikke siden ‘Ghost Trail’ har Cult of Luna lydt så varmt, fuldendt og storladent, og alt spiller i åbningstracket. Kristian Karlssons synths matcher til fulde Anders Teglunds fra bandets guldalder og det hele føles så overbevisende, at det næsten er umuligt ikke blot at lade pladen skylle ind over sig. Perssons vokal er ekspressiv og solid, og løfter sangens afslutning op i højere luftlag, kun jordbunden af det faktum, at tyngden er massiv.

Et væld af inspirationer præger The Long Road North og disse inddrages, gennemtygges og implementeres til topkarakter. ‘Full Moon’ består af varme, westerninspirerede guitartoner over marchlignende lilletromme, og fører med det samme tankerne tilbage til Earths mesterværk The Bees Made Honey in the Lion’s Skull. Samme sang formår endda at gøre den klappede intro sej, i stedet for kikset. Det siger ikke så lidt.

På samme vis peger titelnummeret ‘The Long Road North’ nærmest i retning af ambientgruppen Stars of the Lids ‘Austin Texas Mental Hospital’, når den med sin lange, afdæmpede synthpassage i starten bygger op til den supersoniske eksplosion, der er afslutningen. Det er nærmst umuligt at beskrive highlights individuelt, da The Long Road North nærmest kun består af bølgetoppe. Selv ‘Into the Night’, der med sine rene, Scott Walker’ske vokal, er noget af et sats, vokser på lytteren, og fungerer som integral del af helheden.

Gæsteoptrædenerne fra det franske indiepopband Phoenix, den svenske sangerinde Mariam Wallentin, der også har optrædt i Lykke Li og multiinstrumentalisten Colin Stetson, der har leveret blæseinstrumenter til Tom Waits, Feist, Arcade Fire og Bon Iver, er alle sublime vellykkede, og tilføjer helt nye elementer til Cult of Lunas efterhånden ekstremt lagdelte kombination af atmosfærisk sludge og post-rock, hele tiden uden at de skal gå på kompromis med deres lyd. Stetsons horn og fløjter og Wallentins spøgelsesagtige vokal står som perfekte elementer af kontrast til Cult of Lunas dundrede tyngde.

The Long Road North er en plade af højdepunkter, og står som et monument over et band, der i løbet af en lang karriere aldrig har været bange for at eksperimentere, og ej heller er bange for at finde hjem. The Long Road North har egenhændigt gjort, at jeg nu igen glæder mig til at se mit yndlingsband spille live.