Fanatikerens frygt

a2342486250_10

De har leget med udtrykket, og de har åbnet lydbilledet op: På deres ottende album lukker Cult of Luna sig om sig selv og lader det være op til lytteren at finde en vej ind. Men hvad nu, hvis der slet ikke er noget derinde?

Kunstner
Titel
A Dawn to Fear
Trackliste
The Silent Man
Lay Your Head to Rest
A Dawn to Fear
Nightwalkers
Lights on the Hill
We Feel the End
Inland Rain
The Fall
Karakter
4

Jeg kan godt forstå Tool-fans. På en måde. Jeg kan ikke forstå, at det lige er Tool, de går sådan amok over, og jeg kan heller ikke rigtig forstå den fanatiske måde, de har det med at gøre det på. Men jeg kan godt sætte mig ind i at have fuldstændigt opskruede forventninger til en plade og så have svært ved at finde ind i den, når den endelig kommer.

Sådan har jeg haft det med Cult of Luna, siden ‘Somewhere Along the Highway’ kom for 13 år siden. I lyd, udtryk og stil ramte den perfekt ned i sin tid, og jeg var fuldstændig solgt. Det betød bare også, at det var svært ikke at blive lidt skuffet, når de efterfølgende plader ikke ramte plet ved første, andet eller tredje lyt. De kom til at virke undervældende, det var i virkeligheden nemmest bare at afskrive dem. Men når jeg så alligevel vendte tilbage til dem, kunne jeg med tiden godt høre, at der var meget mere at komme efter på ‘Eternal Kingdom’ og ‘Vertikal’, end jeg umiddelbart havde ment.

Jeg havde taget fejl. Det er noget af det værste, man kan gøre som kritiker. 

Heldigvis havde jeg ikke anmeldt dem nogen steder, kun skrydet løs om dem i diskussioner med andre fans. Men det giver nogle udfordringer, når man så går til et nyt album med Cult of Luna. For hvad nu, hvis det, der ved den første håndfuld gennemlytninger lyder mindre ambitiøst, mere som en gentagelse af, hvad bandet allerede har lavet på de foregående syv plader, viser sig at rumme dybder, man først opdager langt senere?

På forgængeren ‘Mariner’ var det heldigvis nemt: Julie Christmas’ vokal gjorde det let at elske den plade fuldstændig uforbeholdent lige med det samme. Musikalsk nedjusterede Cult of Luna ambitionsniveauet noget, det hele var en tand mindre komplekst end på ‘Vertikal’, men det var for at give plads til Julie Christmas’ alsidige vokal, som stort set bar hele pladen. Selv når hun ikke sang, var det forventningen om hendes vokal, der løftede musikken.

Sådan er det ikke på ‘A Dawn to Fear’: Her er det igen Johannes Persson, der growler for, og den growl har altid været Cult of Lunas svage punkt. Jeg skal nødigt have det siddende på mig, at jeg gerne vil have skønsang i min metal, men i Cult of Lunas tilfælde giver det mening at udvide paletten. Det får man så også på ‘A Dawn to Fear’, men der er en lille halv time mellem dens to kortere pusterum i titelsangen og balladen ‘We Feel the End’.

Essensen af Cult of Luna
‘A Dawn to Fear’ er en kolos af en plade. Otte sange på i alt 80 minutter, hvoraf det første lange stræk er tromlende tungt. Det er velkendt i sin monotoni, nærmest essentielt Cult of Luna: Det her er sådan, som Cult of Luna lyder og altid har lydt. Og det er der sådan set ikke noget at have noget imod. Problemet er bare, at Cult of Luna flere gange – på ‘Somewhere Along the Highway’, på ‘Vertikal’, på ‘Mariner’ – har demonstreret, at deres identitet er så grundfæstet, at de sagtens kan afsøge dens grænser og lukke lyden op uden at miste noget af sig selv. På ‘A Dawn to Fear’ lukker de store, skrumlende lydmassiver sig om sig selv, og er der et eksperiment i gang her, går det på, hvor langt ind i sig selv, Cult of Luna kan forsvinde.

Det er som sådan fascinerende, og det er en overvældende oplevelse at møde ‘A Dawn to Fear’ de første mange gange. Ikke mindst fordi der ikke levnes lytteren mange holdepunkter i de ti lange sange. Det gør det til sådan en plade, som man gerne vil blive ved at dykke ned i, fordi man er spændt på, hvornår den for alvor åbner sig for én. Hvornår Cult of Luna lever op til de vanvittigt høje forventninger, man har til dem.

Og det er så her, jeg begynder at føle mig lidt som en Tool-fan. Jeg vil gerne have ‘A Dawn to Fear’ til at være et mesterværk. Jeg vil gerne have den oplevelse ud af den, jeg har fået ud af flere af deres tidligere plader. Jeg vil det så gerne, at jeg efter 15 gennemlytninger fortsat venter på, at pladen skal åbne sig for mig i mere end de sprækker, der er hist og her. At monotonien skal vise sig som en polyfoni. Der er jeg bare ikke nået til endnu. 15 gennemlytninger henne er det faktisk påfaldende, så få melodier eller bare stemninger, der har sat sig fast. Riffet i ‘Lay Your Head to Rest’. Melodien i ‘We Feel the End’. Det lange udløb i ‘The Fall’. Det er stort set dét.

Overfor de fleste andre plader ville jeg forlængst have givet fortabt på dette tidspunkt. Jeg ville have afskrevet pladen. Jeg ville ikke have givet dem de samme chancer, som jeg har vænnet mig til at give Cult of Luna. På den måde er jeg ikke meget bedre end Tool-fanatikeren, der endnu ikke har villet erkende, at den der nye plade er lidt kedelig. Men som ham venter jeg fortsat på, at det skal vise sig, at jeg har taget fejl. Igen. Og jeg er trods alt overbevist om, at mine odds er bedre.