Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Uperfekt

Updated
persson

Cult of Lunas frontmand, Johannes Persson, hviler i sig selv. Han elsker uperfektheder, og gør sit bedste for at være et godt eksempel. Han hader idioter og progressiv jazz. Og han skammer sig ikke over nogen af delene.

Kunstner
Dato
20-02-2022
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter

Det er en afslappet Johannes Persson, der møder Devilution. På sidste dag af coronaisolationen byder frontmanden velkommen med tilbagelænet attitude. Men i og med det kun er to dage inden pladerelease, også en vis træthed, når det kommer til musikjournalister, der alle vil høre lidt om inspirationen for den nye plade, og hvad vi kan forvente os af fremtiden.

Med et sted mellem otte og ti plader i rygsækken, “afhængig af hvordan man tæller”, som Johannes Persson udtrykker det, er det blevet mere end rutine for den svenske frontmand at skulle svare på mere eller mindre inspirerede spørgsmål fra musikjournalister. Han er også kompromisløs nok til at gøre opmærksom på det, så Devilutions udsendte kom på hårdt arbejde.
Naturligvis er nogle af spørgsmålene klicheer fordi de giver mening at stille, så Persson fik ikke lov at slippe helt udenom.

Som vi beskrev i anmeldelsen af ‘The Long Road North’, føles denne seneste plade som at komme hjem. Ikke forstået på den måde, at Cult of Luna gentager sig selv. Det føles heller ikke som en afvisning af det, de har arbejdet med de sidste mange år. Det er bare så utrolig Cult of Lunask.
Da vi spurgte hvad, der havde ændret sig for bandet, var den solide svensker da også helt sikker i stemmen.
– Intet har ændret sig. Men for at kunne forklare det, er vi nødt til at se bagud. De fleste musikere vil vide, at den første plade man udgiver, det er bare de sange man har, når man får aftalen i hus.

– Lige siden den anden plade, og i højere og højere grad fremefter, gik det op for os, at vi kunne skrive og planlægge pladerne, som vi ville. Allerede på Salvation blev vi en plage for Earache, og det blev kun værre, som vi blev større, og opdagede, vi kunne stille krav. Siden ‘Somewhere Along the Highway’ har vi gjort præcis, hvad vi ville.

Persson2

Det uperfekte
Denne autonomi afspejler tydeligt bandets baggrund i Umeås vildtvoksende og kaotiske hardcorescene, og netop denne aftegner sig også i Johannes Perssons tilgang til musikken efterfølgende.
– Siden ‘Mariner’ har vi bare skrevet løs. Da vi gik i studiet med den her, indspillede vi to og en halv times musik. Så skar vi det fra, vi ikke skulle bruge. De sidste tre plader har været en eksplosion af kreativitet.

Persson sukker lidt, inden han fortsætter.
– Du ved, alle musikjournalister stiller de her spørgsmål. De vil gerne have os til at sige, at vi havde en indviklet diskussion, og havde planlagt alt i detaljer. Men som de fleste musikjournalisters spørgsmål, er det enormt enkelt at svare på. Det var den musik, vi ville skrive, mens vi skrev den. Det handlede om, hvor vi var på det tidspunkt.

Det er DIY-æstetikken, der stikker hovedet frem. Det hele er lavet på et par takes, nogen har sagt “hvad, hvis du gør sådan eller sådan”, og så er det blevet indspillet. Johannes Persson forklarer, at det er sådan, han mener, det oftest bliver gjort. Da Devilution beder ham om at sammenligne denne proces med, for eksempel Dream Theater, finder han dog noget mere entusiasme frem.

– Naturligvis er der forskel. Vi er ikke Dream Theater. Jeg gider helt ærligt ikke spille guitartracks'ene mere end to gange. Hvis det så lyder dårligt der, var det nok noget lort til at starte med. Det, der er spændende for mig, er der, hvor man kan høre, det er ægte. Mit yndlingseksempel er ‘Owlwood’ på Eternal Kingdom. Den lyd, man kan høre til sidst, er lyden af Eriks (Olòfsson, guitarist 99-’14, red.) Tape Echo-pedal, der dør. Han havde brugt den for evigt, men nu kunne den ikke længere. Den lyd kan aldrig genskabes, og det er det, der gør den til noget særligt.

Lyden af det forgængelige er det, der skærer sig ind i hjernen for Johannes Persson. Selvom Cult of Luna ikke indspiller live, er det stadig de små uperfektheder, der fylder.

– Det minder mig om Sigur Rós’ ‘Samskeyti’ – der er den her klaverrundgang, og der kommer på et tidspunkt sådan en skæv tone, og jeg håber af hele mit hjerte, at den er ubevidst. Den gør det perfekt, inviterer os ind i rummet. Ligesom da vi indspillede ‘And With Her Came the Birds’ i en lade, og smeltevandet dryppede fra taget, og blev fanget i indspilningen. Det kan aldrig genskabes. Vi fangede atmosfæren.

Angsten på afstand
Sangskriveriet er intenst personligt for Johannes Persson. På samme måde som han sætter pris på de små uperfektheder i musikken, så står hvert enkelt album også som et mindesmærke over, hvor han var på det tidspunkt, den blev skrevet.
– Efter Mariner opdagede jeg, at noget havde ændret sig i mig. Jeg plejede at være på punkt A, nu var jeg ved punkt Z. Det må være sket gradvis, for jeg har ikke opdaget det. Jeg begyndte at blive interesseret i, hvordan min hjerne fungerede. Jeg prøvede at sætte mig ned med papir og blyant og bare skrive første ord, der faldt mig ind ned. Det samme med guitaren, i stedet for først at lægge planer og tænke på et narrativ.

Frontmanden fortsætter med en energisk indadvendthed, som om han befinder sig i samme mindset:
– Intet, der kommer fra mig, kommer af intet. Det må være produktet af en proces.Vi besluttede os for bare at udføre kunsten, og så tage et skridt tilbage bagefter. Som at løse et puslespil uden billede. Vi måtte finde ud af, hvad vi lavede. Noget af det er tydeligt for mig med det samme, resten kræver overvejelse.

Persson3

Kunsten som proces og som udtrykkelse af selvet er velkendt. Sådan har det været for mange kunstnere gennem tiden. Men ligesom jeg forklarede Persson, at Cult of Luna har været meget betydningsfulde for mig, siden jeg først så dem på Roskilde i 2007 (“Det år, alt flød væk, ikke?, som han huskede det), betyder det at være kunstner også, at andre mennesker tager dette udtryk af ens inderste, og gør det til deres eget. Men hvordan har denne træmand det med at skulle dele?

– Det er svært. Jeg har lyst til at sige, at det er for mig selv, men jeg er ligesom alle andre, altid påvirket af omverdenen. Jeg vil gerne elskes, jeg vil gerne høre positive ting. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal svare ærligt.

– Jeg plejede altid at gå i panik, når vi afleverede masteren. Syntes det hele var lort, ville smide det ud. Det handlede om angst. De sidste ti år har jeg slet ikke været i panik. Det handler om stabilitet og sikkerhed. Hvis vi kunne lide, hvad vi har lavet før, og folk kunne lide det, så er vores smag, og det vi gør, måske nok?

Cult of Luna

Når det handler om et band, der har eksisteret så længe som Cult of Luna (Første demo kom i 1999, red.), sker der naturligvis en del. Indledningsvis uddybede jeg nogle af de tanker, anmeldelsen af The Long Road North giver udtryk for. Følelsen af at miste et band. Johannes Persson vendte tilbage til disse:
– Jeg kan ikke helt huske hvor mange plader, vi har lavet. Måske otte, eller ti, afhængig af hvordan man tæller. Og jeg ved, at man mister nogen hver gang. Det har jeg selv oplevet som musikfan. Det bedste at gøre er at lade være med at overtænke det.

Lidt ud af det blå forklarer en energisk Persson:
– I dag har jeg hørt masser af Meshuggah. Ikke hele diskografien, men næsten. Jeg ender altid på Chaosphere. Det nye er godt, uden tvivl. Men jeg blev fan i ‘95, og jeg har ikke den samme følelesmæssige forbindelse til dem. Den får mig ikke til at føle mig ung, men den bærer så mange følelsesmæssige tilstande i sig. Jeg havde det ikke godt, da jeg hørte den. Men når jeg lytter nu, kan jeg genopleve det, bare uden faren. Lidt ligesom en rutschebane i en forlystelsespark.

Vær et godt eksempel. Og bed folk pisse af.
Langsomt bevæger vi os længere og længere over i at tale om Persson selv. Og det bliver derfor oplagt at beskæftige sig med indholdet i bandets musik, som han overordnet står for at skrive. En ting, der har glimret ved sit fravær siden de to første plader, er det politiske indhold. Indflydelsen fra opvæksten i Umeås hardcorescene var til at tage og føle på, og der var rigeligt med eksplicit, venstreorienteret politik, helt ned til samples af den amerikanske, anarkistiske filosof Noam Chomsky på The Beyond. Men hvor er det henne? Hvad har ændret sig, spørger vi.
Og Persson svarer på den, efterhånden velkendte, sardoniske facon:
– Intet har ændret sig. Bare fordi jeg ikke smider det i ansigtet på folk, betyder det ikke, at det er væk. Selvfølgelig har jeg rykket mig lidt - når man er 20 år gammel vil man sprænge ting i luften. Men jeg gider ikke være endnu en 40-årig, der snakker om, hvor naiv jeg har været.

Noget har dog ændret sig. Troen på menneskeheden, sådan overordnet, har fået sig et knæk. Johannes Persson har en fasttømret tro på den videnskabelige metode og på, at nogle ting har endelige svar og absolutte sandheder, også selvom menneskeheden ikke har opdaget dem endnu. Dem orker han ikke diskutere med folk.
– Jeg troede, man kunne diskutere med folk – overbevise dem med det rationelle argument. Det gør jeg ikke længere. Jeg undervurderede folks evne til at vildlede sig selv.



Han fortsætter, tydeligt frusteret:
– Jeg er nået til bare at bede folk pisse af, hvis det er det de har brug for. Jeg plejede at tro på den frie samtale, men den findes slet ikke længere. Folk vil enten bare have et ekkokammer, eller venter bare på, det bliver deres tur til at sige noget. Ingen lytter. Vi troede engang, at den fri udveksling af ideer på internettet ville være en god ting. Men det er det tydeligvis ikke. Det er idioternes arena. Idioter regerer internettet.

Ingen steder bliver den slags mere tydeligt end i kommentarsporene. Johannes Persson forklarer med tydelige opgivende mine, hvordan flere reaktioner på de nylige coronaaflysninger fik ham til at tænde af.
– Jeg kaldte ham en gedehyrde og bad ham pisse af. Han blev helt hidsig og råbte op om “ad hominem”. Jeg er ligeglad. Når der kommer en eller anden idiot med pikken fremme, og afviser al videnskab, så deler jeg ad hominems ud gratis. Hvis jeg har brug for råd om, hvordan man vogter geder, så skal jeg nok komme og spørge ham, men han er kraftedeme ikke kvalificeret til at have en holdning til virologi.

Denne oplevelse kan de fleste nok nikke genkendende til. Kommentarsporene er en gratis platform for hver eneste person, der har noget at sige, og mange har nok også oplevet et vist tab af tro på menneskeheden, alene fordi man bliver eksponeret for flere af dem.
Det er også tydeligt, at den øgede politisering har nået metallen. Derfor er det netop interessant, at Cult of Luna ikke længere er så eksplicitte, som de har været, når trenden er modsat. Vi spurgte Johannes Persson, hvad han mente om den udvikling.
– Det handler om den generelle polarisering. Jo mere politiseret den enkelte er, jo mere acceptabelt er det også for bands at være det. Men det virker også som om folk først begynder at forstå det nu. Man kan jo se det i hvert eneste Rage Against the Machine-kommentarspor. Folk hidser sig op over, at de er venstreorienterede, og man kan kun tage sig til hovedet, og spørge om de overhovedet har hørt efter hidtil.

Han fortsætter:
– Jeg tror egentlig ikke, det er blevet mere “accepteret” at være politisk nu. Vi graver os bare ned. Jeg gider egentlig ikke være det, for det er så åbenlyst. Det burde ikke være nødvendigt at sige, at nazister er dårlige og skal skride ad helvede til. Men det er det åbenbart.



Jeg kan tage hjem – det kan de ikke

Johannes Persson er egentlig heller ikke enig i, at han ikke agerer politisk længere. Et af eksemplerne han nævner, fandt sted da A Dawn to Fear udkom. Omtrent samtidig var As i Lay Dyings frontmand Tim Lambesis blevet løsladt og igen blevet en del af metalcorebandet, efter at have siddet inde for at hyre en lejemorder til at dræbe sin kone.
– Det var helt utroligt, at han bare kunne komme med igen og at bandet, som ellers havde haft travlt med at tage afstand, tog imod med åbne arme. I den scene jeg kommer fra, havde han ikke kunnet undgå de sociale konsekvenser af så vanvittig en handling.

Persson kritiserede ham og bandet meget åbent, og blev centrum i noget af en shitstorm. Det har dog ikke stoppet den svenske sanger.
– Min generelle holdning er, at man ikke skal være et røvhul. Man skal være et godt eksempel. Nogle gange bliver jeg genkendt af fans – selvfølgelig ikke så tit, griner Persson og fortsætter:
– Men nogle gange. Og det jeg gør mig allermest umage for, er at sørge for, at jeg ikke får dem til at føle sig dumme. Det gør mig utilpas at sidde på den anden side af bordet, at være den, der er kendt. Men jeg har lært, at det vigtigste er at være flink. At være et godt eksempel. Der fejlede Lambesis eklatant.

cultofluna2

Men en ting er de sociale interaktioner. Noget andet er de store linjer. Og selvom Cult of Luna ikke ønsker at prædike, har de stadig holdninger. Noget, der blev tydeligt, da de i 2016 spillede i Moskva. Landet havde gennemført sin lovgivning, der forbød “homopropaganda”, og for at markere sig mod dette, lod Cult of Luna og Julie Christmas scenen oplyse i regnbuefarver til sidst, og bad publikum sørge for, at deres homoseksuelle venner var i sikkerhed.

– Jeg synes, det er vigtigt, og jeg følte, jeg var nødt til det. Men jeg forstår også, at publikum ikke nødvendigvis kan gøre det samme. Forskellen mellem russerne og mig er jo, at jeg bare kan sætte mig på en flyver og tage hjem.

– Men det er det, jeg tror på. At være et godt menneske, gøre sit bedste og bede folk pisse af, når de har brug for at få det at vide.

Udover en kort samtale om horn og blæsere i metal, blev det de sidste ord. Persson havde for nylig udtalt sig endog meget kritisk om progressive jazz-elementer i metallen, og selvom han har været glad for samarbejdet med Colin Stetson på The Long Road North og de mange blæserelementer på denne, står han fast på sin udtalelse.
– Man kan se på det fra mange sider, men det vigtigste er, at progressive jazz-elementer i metal er rædsomt. Alt det der blubbelup. Det burde ødelægges.

Menu