Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

… og til ingen verdens nytte

Updated
861259

The Ocean spiller geologsludge. Denne gang med følsomme ambitioner og en helt vildfaren forståelse af egne evner.

Kunstner
Titel
Phanerozoic II: Mesozoic | Cenozoic
Dato
25-09-2020
Trackliste
1. Triassic
2. Jurassic|Cretaceous
3. Palaeocene
4. Eocene
5. Oligocene
6. Miocene | Pliocene
7. Pleistocene
8. Holocene
Forfatter
Karakter
2

Der var engang, hvor atmosfærisk sludge var the. Shit. 

Vi rendte alle sammen rundt og var helt på røven over Neurosis (som i virkeligheden kom noget tidligere, bevares), ISIS, Cult of Luna, nogle finner, der hed Callisto, nogle amerikanere, der kaldte sig Rosetta, og hvad pokker ved jeg af orkestre med sorte brillestel på skaldede fyre og baggrunde i forskellige variationer af hardcorekrigeri. Omtrent ligesom black metal-scenen i dag.

Det hele var meget mærkeligt dengang. Alle var skadede af nu-metal og Pantera-pesten, og det var ikke til at fatte, at man igen måtte gøre nogenlunde, som man havde lyst til i heavy metal, så skænderierne var store, og dem, der hørte den slags, var i hvert fald ikke velkomne på Metal-Archives debatfora (det er sådan en slags sociale medier for gamle mennesker, red.)

Nåmen, dengang dukkede et band frem fra Tyskland. Det var meget spændende, for det var faktisk ikke et band, men et kollektiv, måtte man forstå.

The Ocean, kaldte de sig, og de fik en smule opmærksomhed med udgivelserne ‘Fogdiver’, ‘FluXion’ og særligt ‘Aeolian’, der alle bar på den der helt særlige kombination af post-rocket inderlighed og atmosfære og hardcorens aggression. De tre første var dog lidt ufokuserede og og ujævne, og det var først med 2007-dobbeltpladen ‘Precambrian’, de slog rigtigt igennem. Det var dog også en god plade. Den handlede på en eller anden måde både om nutiden og om Jordens geologiske tidsaldre. Det var meget klogt.

For et par år siden besluttede The Ocean Collective sig så for, at én dobbeltplade om jordens geologiske alder ikke var nok, men at det derimod var nødvendigt at prøve igen. Denne gang med to enkeltplader. Alt det med æoner og æraer og alt det der forklarede vi i 2018, så vi springer elegant over i denne omgang.

Den fås også instrumentalt
Selvom temaet er det samme, adskiller ‘Phanerozoic II: Mesozoic | Cenozoic’ sig på et væsentligt parameter en del fra Precambrian. Den er hamrende elendig. Hvor The Ocean engang plejede at spille progressiv post-metal, har de på denne plade blandet en stor pose forskelligartede inspirationskilder med en stor omgang skrald.

Den starter egentlig godt, nærmest som for at lokke lytteren i baghold. Det progressive står i forgrunden og hilser velkommen med en optrapning i riffstruktur lidt a la 65daysofstatic, hvorefter en spændende vekselvirkning mellem autotunevokal og traditionel hardcore-ditto leder ind i en god solo lige inden seksminuttersmærket.

Og så falder hammeren.

Allerede i track to eksperimenterer The Ocean med så mange forskellige inspirationskilder, at det bliver et stor virvar. I denne sang alene lyder vokalen både som A Perfect Circle og moderne Katatonia, der hamres løs på koklokker og truttes i trompeter, mens der øffes rundt i en tough guy-guitar i starten, og man nærmest ikke tror sine egne ører. Men det bliver værre.

På ‘Eocene’ er det åbenbart følsom nu-metal, tyskerne vil have med i mixet, og med en vokal og stemmeføring, der mest af alt minder om Corey Taylors vrælerprojekt Stone Sour, er nummeret en opvisning i forloren følsomhed og suppleres af amatøragtige ekkoeffekter og en mærkelig basdreven sangskrivning, der ligger tættere på funk end på doom.

Trods adskillige tilløb, for eksempel ‘Miocene | Pliocene’'s Cult of Lunaske start eller sidste halvdel af ‘Pleistocene’, hvor aggressionen og stemningen bliver storladen og voldsom, og vi for en gangs skyld belønnes med noget reel tyngde, bliver det her aldrig en god plade. Dertil er vokalen for elendig og sangskrivningen for mærkelig. Højdepunktet er den instrumentale ‘Oligocene’, der igen inkorporerer mathrockstruktur, hvor der spilles med musklerne, men det samtidig føles, som om bandet får skuldrene ned.

Det bedste, der kan siges, er, at der følger en instrumental udgave af pladen med. Lyt til den i stedet, hvis du virkelig føler et behov for at høre den nye fra The Ocean.