Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Millioner af år undervejs

Updated
The Ocean

Bandkollektivet The Ocean bryder fem års albumpause med en udgivelse om Jordens geologiske udvikling gennem millioner af år. Den progressive post-metal er stort tænkt og ambitiøst udført, men også noget uforløst.

Kunstner
Titel
Phanerozoic I: Palaeozoic
Dato
02-11-2018
Trackliste
1. The Cambrian Explosion
2. Cambrian II: Eternal Recurrence
3. Ordovicium: The Glaciation of Gondwana
4. Silurian: The Age of Sea Scorpions
5. Devonian: Nascent
6. The Carboniferous Rainforest Collapse
7. Permian: The Great Dying
Forfatter
Karakter
3

Der er selvfølgelig ikke noget, der er for stort til, at et progressivt metalband kan lave et konceptalbum ud af det. Lige siden den progressive rock så sin spæde begyndelse i slutningen af 1960’erne, før den manifesterede sig som en selvstændig fraktion inden for rockmusikken, har de stort anlagte koncepter været med i pakken som en del af genrens grundmateriale, om det så har været historier om menneskelig psykologi pakket ind i science fiction og rumrejser som på Rushs album ’Hemispheres’ eller dybt elaborerede fortællinger om menneskelig deroute og magtmisbrug som på Queensrÿches ’Operation: Mindcrime’.

Det er med rette blevet videreført i den progressive metal, men hvor mange prog-bands har søgt mod rummet og ud i fremtiden med store science fiction-koncepter, får det tyske band The Ocean – sommetider tituleret som The Ocean Collective – deres materiale fra jordens egen historie.

Fra hav til land
The Ocean er fortsat et løst bandprojekt, der med guitaristen Robin Staps som eneste konstante medlem har fungeret som et større kollektiv igennem årene, hvor et væld af sessionmusikere og videokunstnere har været inde og ude af projektet, men med Staps som den primære sangskriver og med den schweiziske Loïc Rossetti som fast forsanger siden 2009 besidder The Ocean i høj grad en stil og lyd, der har været konsistent gennem de sidste mange år og albumudgivelser.
 
For fem år siden var det havets lag, der blev illustreret som en timelang rejse ned i dybet på ’Pelagial’, et på alle måder overvældende moderne metalalbum, der fornemt balancerede post-metal med prog, sludge, doom og sågar metalcore. Denne gang træder tyskerne op på landjorden og udfolder en historie om Jordens millionår lange geologiske udvikling på deres syvende album med den kropumulige titel ’Phanerozoic I: Palaeozoic’. Grundtitlen (phanerozoic) er et begreb for den geologiske periode (også kaldet æon), der dækker de sidste 500 millioner år på Jorden, mens undertitlen (palaeozoic) betegner en æra inden for denne større periode.

Denne æra – på dansk palæozoikum – dækker sådan cirka tidsrammen 500 til 300 millioner år før vores tidsregning, og denne æra er selv inddelt i mindre perioder, som albummets sangtitler er opkaldt efter (’Cambrian’, ’Ordovicium’, ’Silurian’, ’Devonian’, ’Carboniferous’ og ’Permian’).

Man kan dermed lidt kækt at sige, at The Oceans nye album har været mange millioner år in the making, men det er ikke første gang, The Ocean finder inspiration i Jordens geologiske udvikling, for forhistorien er allerede blevet formidlet på dobbeltalbummet ’Precambrian’ fra 2007. Læg hertil, at ’Phanerozoic I: Palaeozoic’ er tænkt som første del af en duologi, hvor sidste halvdel står til at udkomme i 2020. Her skal vi nok få en fortsættelse og en fortolkning af den mesozoiske æra (der, hvor dinosaurerne levede) og den kænozoiske æra (der dækker de sidste 65 millioner år på jorden).

Overakademiseret koncept
Sådan kan man beundre bandets evne at tænke og udføre stort, men problemet med The Oceans koncept er, at det kræver en akademisk grad eller en særligt stor interesse for geologi, for at man overhovedet har en chance for at fatte, hvad bandet egentlig forsøger på. Man bliver sat af, hvis man forsøger at sætte sig ind i bandets projekt (og som ikke særlig naturvidenskabeligt anlagt må jeg da ærligt indrømme, at ovennævnte gennemgang efterlod mig helt forpustet).

Trods det overakademiserede koncept taler musikken ikke desto mindre sit eget flotte sprog, og selvom det er svært at omsætte til 500 millioner års geologisk udvikling (til det ville timelange, dronende optagelser af underjordiske rystelser nok være et bedre bud), så er The Oceans progressive post-metal alligevel et spændende udtryk for vulkanudbrud, smeltende gletschere, oceaners tilblivelse og forsvinden, pladetektoniske skift og kontinenters langsomme bevægelser.

Riffene er tunge og monumentale, lydbilledet er stort og velproduceret, de post-metalliske elementer modvejes af skarp rytmik, skæve taktarter og fængende melodier, og særligt på de første numre – ’The Cambrian II: Eternal Recurrence’ og ’Ordovicium: The Glaciation of Gondwana’ – holdes man fanget. Producer Jens Bogren (der har et meget langt cv inden for metalproduktion) har sørget for et storladent og detaljeret lydbillede, der imponerer med sin dybde.

Et soundtrack til den næste masseuddøen
Flere synthesizere og elektroniske elementer har også fundet vej ind i lydbilledet sammen med cello og et par blæseinstrumenter, der lyder nok så grimme og plasticagtige i slutningen af ’Silurian: Age of Sea Scorpions’, hvis skæve melodier og rytmik minder om de ligesindede tyskere i prog-dødsmetalbandet Alkaloid. Og sådan kan man blive overrasket et par gange undervejs, også når Jonas Renkse fra Katatonia dukker op og lægger sin karakteristiske melankolske vokal ind over ’Devonian: Nascent’.

Det er stort tænkt og udført, og det er svært ikke at tænke de nutidige klimaforandringer ind i ligningen, når albummet ender nok så flot med den store afslutter ’Permian: The Great Dying’, eller når Rossetti i slutningen af ’Cambrian II: Eternal Recurrence’ bakker sig selv op med korsang over et svulstigt riff med ordene ”all over again / start over again” i en refleksion over historiens gentagelse af evolution og masseuddøen.

Det er dog ikke et tema, der rigtigt er i front for albummet, og selvom ’Phanerozoic I: Palaeozoic’ viser nogle nok så stærke momenter, og selvom den med sine 47 minutter hælder til den kortere side, så fremstår albummet også mindre konsistent som konceptuel udførelse. Så kan man i stedet se frem til næste album, hvor vi måske – eller måske ikke – kan blive klogere på de mesozoiske og kænozoiske æraer.