Det mystiske i det bekendte
Populær
Steven Wilson tager en kovending – og så alligevel ikke. Steven Wilson overrasker –og så alligevel ikke. Steven Wilson har lavet (endnu) en fremragende soloplade – absolut ingen tvivl om det!
2. 3 Years Older
3. Hand Cannot Erase
4. Perfect Life
5. Routine
6. Home Invasion
7. Regret #9
8. Transience
9. Ancestral
10. Happy Returns
11. Ascendant Here On…
Man skal lede længe for at finde en musiker, der i denne skribents ører havde fortjent gemmebruddet i lige så høj grad som britiske Steven Wilson. Gennembruddet kom gradvist listende til Wilson op gennem 00’erne, hvor han som frontmand og sangskriver for bandet Porcupine Tree udgav en håndfuld plader, der efter to årtier endelig fik hevet bandet op fra en position som koryfæer i undergrunden og smækket dem på forsiderne af de britiske musikmagasiner. Fra denne periode forbliver ’Lightbulb Sun’ (2000), ’In Absentia’ (2002) og ’Deadwing’ (2005) tre unikke størrelser, der på opfindsom vis nærmest redefinerede og i hvert fald satte nye standarder for den progressive rock, mens det imidlertid var de to efterfølgende, mere koncentrerede konceptplader, ’Fear of a Blank Planet’ (2007) og ’The Incident’ (2009), der sådan for alvor gav genlyd hos et decideret bredt publikum.
På toppen af Porcupine Trees succes valgte Wilson så at hive bandets pløkker op for i stedet at koncentrere sig om en solokarriere, hvilket har resulteret i nu fire studieplader. Det, der for den almindelige dødelige musiker karrieremæssigt måske ville virke som noget af en risiko, skulle vise sig, i hvert fald rent salgsmæssigt, at være en god beslutning for Wilson. Hans forrige studiealbum, ’The Raven That Refused to Sing (And Other Stories)’ (2013), er hans mest sælgende udgivelse til dato, omend den seneste solotitel på stammen, denne anmeldelses ’Hand. Cannot. Erase.’, med kun et par uger på gaden allerede sidder stærkt i svinget til at blive endnu bedre rent salgsmæssigt. Sådan, Wilson!
Dokumentarisk koncept
Men selvfølgelig er også Wilson dødelig, det kan selv ikke en Wilson-fanboy vel helt komme udenom, og uanset hvilken vinkel man ser det seneste udspil fra, er døden (eller livet, om man vil, komplementerende som de to størrelser jo er) netop et fremtrædende tema på ’Hand. Cannot. Erase.’. Wilson har nærmest fra dag ét skrevet musik, der på forskellig og altid ganske overbevisende sen-60’er/tidlig 70’er-vis har været svøbt ind i konceptuelle præmisser, og rent konceptuelt synes ’Hand. Cannot. Erase.’ netop at være den måske mest fortættede af Wilsons soloplader til dato. Pladen er inspireret af dokumentarfilmen ’Dreams of a Life’ (Carol Morley, 2011) og er Wilsons egen fortolkning af historien om briten Joyce Vincent, en kvinde, der i 2003 døde i sin etværelseslejlighed i det nordlige London, 38 år gammel, og som først blev fundet to år efter sin død. Joyce Vincent havde boet i London siden ’85, hun havde familie i England og havde haft flere forskellige job. Alligevel blev hun aldrig meldt savnet.
Når musikken tager livet på sig
Det vil være en underdrivelse at sige, at den virkelige historie om Vincent er én, der bider sig fast. Den er om noget så fucking trist, at ord ikke rigtig slår til, og det er vel også kun derfor, at man – til dels, måske, jeg er faktisk ikke helt sikker – bærer over med Wilson for at lægge sin signaturstærke melankoli og sin lyriske sentimentalitet ned over Joyce Vincent for på den måde bruge hendes historie til at få det sagt, han selv har på sinde. Når ord ikke længere synes at slå til, må kunsten vel tage over, eller hvad? Uanset hvor meget man læser om Joyce Vincent, og uanset hvor mange gange, man for sig selv vender scenariet om denne yngre kvinde, der på trods af et voksenliv med ekskærester, familie, venner og tidligere kollegaer tilsyneladende aldrig forblev væsentlig nok for nogle af dem til, at de rent faktisk bekymrede sig nok om hende, ja, den er, som sagt, så fucking trist, som noget kan blive.
Derfor efterlader Wilsons valg af koncept i hvert fald denne lytter i en sær ambivalent og omskiftelig tilstand, når man denne gang hører hans seneste konceptplade igennem. Når den virtuose musik spiller, og man sidder tilbagelænet, skarpt tunet ind på virtuositeten, så er ’Hand. Cannot. Erase.’ så absolut endnu en fænomenal progperle fra Wilsons hånd. Musikalsk set er det sandsynligvis længe siden, at Wilson har holdt det popmelodiøse og det utæmmeligt progressive så balancerende på én og samme plade. Den musikalske dynamik leveres nærmest perfekt. Når man derimod tuner ind på konceptet, pladens histories oprindelige kerne om Joyce Vincent, ja, så er jeg ikke sikker på, at det skrøbelige musikalske væv, som Wilson såvel kompositorisk som produktionsmæssigt vælger at formidle denne historie gennem, overbeviser og får lytteren til at tage historien til sig, sådan som den fortjener at blive taget til sig.
Lever pladen op til de problematiske polemikker om urbanisering og ensomhed samt kærlighed og manglen på samme, som Joyce Vincents historie lægger op til? Og ville pladen rent indlevelsesmæssigt måske have virket stærkere, hvis lytteren ikke kendte til Wilsons udgangspunkt for at skrive, komponere og indspille den? Er det urimeligt at spørge om dette og kræve det samme af kunsten som af livet? Uanset hvad svaret er, så har valget af koncept fyldt meget for i hvert fald denne skribent i mødet med pladen – og man er ærlig talt ikke sikker på, hvor man står i Wilsons valg.
Wilsons signatur – og PROG!
Når musikken spiller for Wilson, så er der dog virkelig noget om snakken. På det seneste er det, som om han har haft en tendens til at sparke den seriøse progrock i gang fra første nummer, og er der noget, der også på ’Hand. Cannot. Erase.’ endnu en gang fra første færd står skrevet i neonlysene fra Raels Broadway på Boulevard Wilson, så er det, at progrocken fylder rigtig, rigtig meget i soloartisten Steven Wilson, og at den synes at være kommet for at blive. Da Porcupine Tree i sin tid begyndte at få anerkendelse af også en bredere presse, da blev bandet (med rette) ofte proklameret til netop at være progressive i deres musikalske greb. Dengang gad Wilson nærmest ikke høre tale om sit bands progressive aner. I soloregi bliver det imidlertid svært at løbe fra dem, eftersom der kort sagt er dømt tyk, tyk progrock af fineste og mest improvisatoriske, jazzede slags. Det er sweet, sexy stuff.
Man skal ikke mange minutter ind i pladens åbningsmakkerskab, ’First Regret’ og ’3 Years Older’, inden der bliver sendt anerkendende nik til Genesis og specielt til Rush. Det pudsige er, hvor godt Wilson slipper af sted med mere eller mindre at kopiere disse originale signaturbands. Specielt ”Rush-signaturen” tager Wilson under åbningen til et stadium, hvor man er lige ved at tro, at nu må Geddy Lees nasale stemme sgu da alligevel snart komme i spil og dukke op på pladen. I en alder af 47 år har Wilson dog egentlig for længst fået etableret sin egen signatur og er vel omtrent en lige så tydelig, genkendelig og inspirerende progmusiker som alle forbillederne, og så kan man selvfølgelig sagtens. Og Wilson slipper afsted med det hele. Senere på pladen slipper han også afsted med at gå Kate Bush tydeligt i bedene på ’Routine’ , ligesom Wilsons mangeårige forkærlighed for svenske Meshuggah viser sig i åbningsriffet på ’Home Invasion’, inden også den sang flyder over af gammeldags, jazzet old school prog.
Bandet, der spillede videre
Bag sig har Wilson igen den stribe af fuldblodsseriøse musikere, der også var med på ’The Raven That Refused to Sing (And Other Stories)’. Mest fremtrædende er igen Marco Minnemann på trommer og Miles Davis’ gamle kapelmester Adam Holzman, der endnu en gang tager sig af diverse tangenter. Men også Nick Beggs (bas), Guthrie Govan (guitar) og Theo Travis (fløjte) dukker alle op igen, og det er i det hele taget forbløffende, hvordan en håndfuld musikere som disse i løbet af blot et par år sammen finder frem til den musikalske ubekendte, som de fleste bands med ambitioner a la disse ellers bruger hele liv efter at finde frem til. Denne gang har Steven Wilsons musikalske bande været i AIR Studios i London for at indspille pladen – studiet, hvor Elton John også indspillede en række af sine 80’er-plader, ligesom Dire Straits indspillede ’Brothers In Arms’ (1985) i AIR Studios. Og da ’Hand. Cannot. Erase. formentlig er den plade fra Wilson med mest 80’er-kitsch over sig, er det sandsynligvis ikke helt tilfældigt.
Stemning og drengekor
Wilson har igennem det meste af sin karriere vist en ganske særlig evne til at slutte sine plader af på så indlevelsesstærke noter, at hans afrundinger egentlig tit topper meget af det musikalske, der på den givne plade er kommet forinden, og på musikhypnotiserende vis har slutningerne på hans udgivelser det derfor ofte med at sætte sig og blive i lytteren på en sådan måde, at man også tager pladen med sig, selv efter at den (ofte for længst) er spillet ud. Det lyder sikkert som en hul kliché, det med at ”musikken bliver siddende i én”, men da heller ikke Wilson skyr klichéen, passer det måske meget godt. Og tag det så i øvrigt gerne som en op- og udfordring.
Afslutningen på Wilsons seneste udgivelse er her ingen undtagelse. Tværtimod. ’Happy Returns’ og ’Ascendant Here On...” – som de to forbundne sange hedder, der sammen afslutter pladen på uforlignelig smuk vis – udgør tilsammen en otte minutter lang popsang og er lige så rig på ord og billeder, som den synes at være rig på fordybende musikalsk stemning, hvilket ikke mindst skyldes et nedbarberet og luftigt delikat ømt drengekor. Endnu vigtigere er det dog at disse par numre slutter pladen af med at sætte Wilsons konceptuelle projekt i et på én gang sympatisk og noget mere anskueligt lys. Teksten, der kommer an som et brev skrevet af en søster til sin bror, har et helt fundamentalt budskab, der handler om vigtigheden af at sætte ord på tingene over for de mennesker, der nu engang er en del af ens liv. Jeg vil ikke sige, at afslutningen helt overbeviser lytteren i én om, at Wilson ”gjorde det rigtige”, da han valgte at skrive en konceptplade om Joyce Vincent. Muligheden synes dog at åbne sig op, hver gang man hører pladens afslutning. Og måske det er derfor, at ’Hand. Cannot. Erase.’ formentlig er den plade af Steven Wilson, der har fået involveret én mest? Måske det er derfor, den synes at blive siddende også i længere tid, end Wilsons tidligere plader har formået. Det er gisninger, og det kan selvfølgelig også skyldes, at det nu engang, kort og godt, er en sindssygt fed plade.
Steven Wilson giver koncert på Train i Århus d. 12. april og i Amager Bio d. 13. april.
&spfreload=10
&spfreload=10
&spfreload=10
&spfreload=10