Metaldiktator: Rush - ’Hemispheres’

Hemispheres
Rush_1978
Rush_Hemispheres_Full
Hemispheres_40thAnniversary

Rumrejser, græske guder, selvhjælpsfilosofi og klassekonflikter fortalt gennem naturallegorier. Rush kom vidt omkring på deres prog rock-opus ’Hemispheres’. I dag fylder klassikeren 40 år.

Kunstner
Titel
Hemispheres
Dato
29-10-1978
Trackliste
1. Cygnus X-1 Book Two: Hemispheres
- I. Prelude
- II. Apollo (Bringer of Wisdom)
- III. Dionysus (Bringer of Love)
- IV. Armageddon (The Battle of Heart and Mind)
- V. Cygnus (Bringer of Balance)
- VI. The Sphere (A Kind of Dream)
2. Circumstances
3. The Trees
4. La Villa Strangiato (An Exercise in Self-Indulgence)
Forfatter
Karakter
666

Der er mange historier, man kan fortælle om Rush: Prog rock-gruppen, der betegnes som verdens største kultband. Et band, der har solgt millioner af plader, men aldrig haft et regulært hit – et par klassikere i form af 'Tom Sawyer' og 'Spirit of the Radio', men ikke noget, der gjorde sig bemærket i top 20. Et band, der ikke lignede rockstjerner, men rockede hårdere end alle i branchen. Et band, som på papiret ikke burde have klaret det, men trods deres outsiderposition har skabt en musikkarriere, der spænder over hele fem årtier.

Rush har sat et umiskendeligt aftryk på de sidste 45 års rockhistorie. Først og fremmest inden for den progressive rock, som de innoverede og skubbede frem i en tid, hvor den var blevet overhalet af punk, men også inden for metal, hvor Rush er blevet kanoniseret som foregangsmænd for hele den progressive metalgenre. Som nogle af de ypperste håndværkere på hvert deres instrument står bassist, sanger og keyboardspiller Geddy Lee, guitarist Alex Lifeson og trommeslager Neil Peart hver som virtuoser og forbilleder for flere generationer af musikere.

Tilsammen inkarnerede de en powertrio, der i løbet af karrieren spændte over blueset hard rock til excessiv prog rock og synthtung stadionrock. 19 studieplader og 11 liveudgivelser er det blevet til, og for to år siden fortalte vi om én af disse plader i vores Metaldiktator om gennembrudsalbummet ’2112’ fra 1976. Det skete i anledning af dennes 40-års jubilæum og kan læses her. Men i år er det opusset ’Hemispheres’ fra 1978, gruppens sjette album, der runder det fjerde årti. Det skal markeres – men hold godt fast, for i tråd med musikkens karakter bliver det både langstrakt og nørdet.

Narrativ sammenkobling
Med til historien hører, at vi i denne sammenhæng har sprunget et album over. ’A Farewell to Kings’ (1977) udkom imellem ’2112’ og ’Hemispheres’ og var en succes for bandet – hvilket vil sige en meget moderat succes overordnet set – i og med at, gruppen med singlen ’Closer to the Heart’ fik et mindre hit i Storbritannien, hvilket åbnede et nyt marked op for den canadiske gruppe.

I modsætning til ’2112’ fyldte Rush ikke en hel vinylside ud med en minisymfoni på ’A Farewell to Kings’, men som holdt sig til et – i prog rock-kontekst – strammere format med blot to numre på omtrent ti minutter og fire kortere. Men pladen var nu ikke mindre proggy af den grund: Den vandt tværtimod nyt territorium med flere synthelementer og udvidet brug af percussion hos Neil Peart, der her begyndte at inkorporere alverdens klokker i sit trommespil.

Den science fiction-tematik, som var hovedomdrejningspunkt for nummeret ’2112’ – en tyve minutter lang fortælling om et dystopisk fremtidssamfund, hvor musik er blevet forbudt af et totalitært præstestyre – blev videreført på ’A Farewell to Kings’, der slutter med den ti minutter lange ’Cygnus X-1 Book I: The Voyage’, hvor vi møder en astronaut, der på rejse gennem rummet opsluges af et sort hul.

Hvor ’A Farewell to Kings’ slutter, starter ’Hemispheres’. Det sker med den atten minutter lange ’Cygnus X-1 Book II: Hemispheres’, og sådan bliver historien om ’Hemispheres’ automatisk en historie om albummet ’A Farewell to Kings’.

Mod det uendelige
Konceptfortællingen lyder cirka således: På ’Cygnus X-1’ møder vi den unavngivne astronaut, der i sit rumskib Rocinante (en reference til navnet på Don Quixotes hest Rosinante) flyver ind i det sorte hul med navnet Cygnus X-1. Dette er ikke taget ud af det blå, da det inden for astronomien faktisk er navnet på det første bredt anerkendte sorte hul, der var blevet opdaget tilbage i 1964 som del af Cygnus-stjernekonstellationen i den nordlige del af Mælkevejen.

På ’Cygnus X-2’ starter vi dog et helt andet sted, end hvor 'Cygnus X-1' sluttede. Nemlig i tidernes begyndelse, hvor verden var ung. Her kæmper de græske guder Apollon og Dionysos om at skabe mennesket i deres billede. Apollon taler for rationalitet, sandhed og videnskab, Dionysos for kærlighed, glæde og musik, men mennesket finder ingen langvarig glæde ved at følge nogle af disse retninger: De bygger byer op og diskuterer videnskab for at glemme, hvorfor de egentlig gør det, og de tager ud i skoven for at beruse sig og dyrke kærligheden for dernæst at blive overmandet af sult og desperation i den kolde vinter.



Hver for sig repræsenterer Apollon og Dionysos hjernen og hjertet, der ikke kan forenes. Ligesom mennesket bekæmper sig selv og hinanden, bekæmper hjernen og hjertet hinanden som de to adskilte hemisfærer, albummet er opkaldt efter. Det er også den tematik, der illustreres i Hugh Symes albumomslag, hvor den nøgne Adam symboliserer det kunstneriske menneske, der – næsten som på Michelangelos 'Adams skabelse' – peger mod det moderne menneske iklædt jakkesæt, stok og bowlerhat. De står på hver sin hjernehalvdel, distanceret fra hinanden, ude af stand til at nå hinanden.

Mennesket som guddom
Her træder vores protagonist igen ind i handlingen. Han har overværet menneskets fortvivlelse, og gennem det sorte hul ender han på toppen af Olympen, hvor guderne bekriger hinanden. Med protagonistens indblanding når Apollon og Dionysos til enighed og udnævner astronauten som Cygnus, guden af balance, der skal forene de to halvdele til ét samlet hele. Og sådan slutter fortællingen med ordene:

”Let the truth of love be lighted
Let the love of truth shine clear
Sensibility
Armed with sense and liberty
With the heart and mind united
In a single perfect sphere”

Bevæbnet med både sandhed og kærlighed bliver mennesket for alvor helt – og dermed også frit. Man kan strække analysen videre til at sige, at mennesket ikke bare bliver sin egen herre, men også bliver sin egen guddom, hvilket også ligger i coverets Michelangelo-reference. Her er der blot ingen gud i himlen, men to fysisk og symbolsk adskilte hjernehalvdele, der skal arbejde sammen. Således slutter fortællingen, og i modsætning til den uforløsende afslutning på ’Cygnus X-1’ er det her med en afdæmpet harmonisk hjemvenden til en durakkord på Lifesons spanske guitar, mens Lees synthesizer slutter i en opadgående frase, der peger håbefuldt og optimistisk ud i fremtiden.

Man kan sætte spørgsmålstegn ved den her skarpe opdeling af egenskaber (og det er der også al mulig grund til – Apollon var eksempelvis en sammensat guddom, der også var gud for musik og poesi), ligesom der også er al mulig grund til at være kritisk over den helende universalisme, som Rush her udfolder, hvor ethvert menneske kan leve op til sit fulde potentiale ved hjælp af nogle erkendelsesmæssige værktøjer. Det er et budskab om balance og harmoni, som er blevet skamredet af senere årtiers selvhjælp, mindfulness, ledelsesfilosofi og human resource-arbejdsmarkedsjargon.

Men det er stadig imponerende, hvordan Rush sammenfletter en fortælling, der er delvis myte, filosofisk udredning og fremtidsfortælling, og som stadig er inspireret af virkelighedens videnskab. Ligesom det er imponerende, hvordan de fletter de to numre sammen til samlede 28 minutters musik, der fungerer hver for sig, som de rejser frem og tilbage og skifter dynamik fra hårdt rockende sekvenser til blide synthstykker, fra det farefulde og truende til det lystige og eventyrlige.

Musikalsk lakmusprøve
Der skal noget til, før man som band vælger at kaste sig ud i konceptuel og narrativ musik, der behandler hele menneskets eksistens og psykologi. Og det lod da også til, at bandet selv havde svært ved at indfri deres egne forventninger. I dette relativt nylige interview fra Rolling Stone fortæller Geddy Lee om, hvordan gruppen gik i studiet kort tid efter de havde afsluttet turnéen for ’A Farewell to Kings’. De havde ikke det store materiale at stille med og brugte derfor fire uger på at skrive pladen færdig, men fandt også ud af undervejs, at de satte barren højere, end de kunne præstere, ikke bare konceptuelt, men også instrumentalt.

Det er måske derfor, at ’Hemispheres’ synes så skarpt opdelt. Den progger helt ud til at begynde med for at afslutte det narrativ, der blev indledt på ’A Farewell to Kings’, og den slutter med det ti minutter lange instrumentalnummer ’La Villa Strangiato’, hvor Lifeson vrider spændstige soloer af, mens Peart dominerer på trommerne og ligefrem går over i shufflerytmik og jazzet show-off. Historien går på, at bandet ønskede at indspille nummeret i én køre, men idéen om et ”perfekt” one-take viste sig simpelthen umulig at udføre, selv for virtuoserne. Trioen brugte angiveligt flere dage og omkring 40 takes på at nå frem til den erkendelse, før de endte med at sy det færdige nummer sammen af mindre dele. Det har siden fået Peart til at udtale, at det tog længere tid at indspille det ene nummer end det gjorde at indspille hele deres andet album, ’Fly by Night’ (1975).

 
Nummerets undertitel ’An Exercise in Self-Indulgence’ viser også, at Rush var bevidste om det selvtilstrækkelige i denne stiløvelse. På den måde fungerer ’La Villa Strangiato’ – og ’Hemispheres’ i det hele taget – også som en art test af, hvor langt man kan trække de oppustede koncepter og store idéer, før det bliver for selvoptaget og for meget. Det var en lakmusprøve for bandet selv.

Klasseproblematik i kortform
Ind imellem de to prog-udskejelser finder man to – for Rush – korte rocknumre holdt på blot fire til fem minutter. Den ene af disse er hard rock-nummeret ’Circumstances’, som måske er albummets største fornøjelse, fordi det netop er så koncist. Der er en simplicitet over det indledende riff, der kommer igen i det fede hook, hvor Lee vrænger i sit karakteristiske øvre register, men der er også en fornem afvekslen mellem dét og så versenes åbne akkorder, harmoniske spænding og de rytmiske skift.

">

Den anden og væsentligt mere obskure er ’The Trees’, en allegori om ulighed fortalt gennem ... træer. Neil Pearts tekst om ahorntræerne, der har set sig sure på egetræerne og danner en fagforening for at få en mere ligelig fordeling af sollyset, er en af de mest lattervækkende fremstillinger i rockhistorien, men sangen og dens naturallegori siger også meget om Rushs ideologiske syn på tilværelsen: På ’2112’ krediterede tekstforfatter Peart den liberale ideolog og filosof Ayn Rand som et geni og en stor inspiration. Rand, kvinden med den russisk-jødiske baggrund, der emigrerede fra Rusland til USA og udgav bøger som ’Atlas Shrugged’ (1957), der også fungerede som slet skjulte manifester, er igennem det 20. århundrede blevet en hædersfigur og et forbillede for liberalismen i dens mest uindskrænkede form.

Således fremstår ’The Trees’ da også som en slagsang for de velbeslåedes ret til at være netop velbeslåede. Det er en kynisk determinisme, hvor man fra naturens hånd er givet et bestemt lod og derfor må leve sit liv i skyggen, som det formuleres i sangen, mens andre soler sig. Lige rettigheder, demokratisk omfordeling af goder og fagforeningspolitik er af det onde i Rushs optik, og sådan slutter ’The Trees’ på en åben, uforløst akkord efter ahorntræerne i sidste vers har taget magten i en form for proletariatets diktatur:

”So the maples formed a union
And demanded equal rights
‘The oaks are just too greedy
We will make them give us light’
Now there’s no more oak oppression
For they passed a noble law
And the trees are all kept equal
By hatchet, axe, and saw …”

Så kan man ligesom gå og tænke over dét. Eller man kan lade være, fordi ’The Trees’ musikalsk stadig er et fremragende nummer, der destillerer Rushs udtryk og sangskrivningstricks. Sangen har en eventyrlig og legende kvalitet, og rytmeskiftet til et svingende 6/8-groove i refrænet matcher Lees vokallinje og giver nummeret et lettere barnligt præg, der klæder fortælleformen. Man kan gå så langt som til at sige, at den trods sit tema faktisk er decideret opløftende.

">

Slutningen på en æra
Sådan er ’Hemispheres’ et mystisk og udfordrende bekendtskab. Det er på mange måder et album ude af trit med sin tid. I 1978 var prog rock alt andet end toneangivende, efter punk var blevet det helt store nye året før og havde gjort op med alle de dogmer og prætentioner, som prog rocken havde stået for. Samtidig var adskillige af genrens største britiske navne enten gået i opløsning (King Crimson) eller var ved at gøre det (Emerson, Lake & Palmer), havde lidt afgørende ændringer i besætningen (Genesis) eller udgav simpelthen bare ikke albums af samme høje kvalitet længere (Yes, Jethro Tull).

Det lod dog ikke til at bekymre Rush, der som canadiere alligevel ikke havde den store kontakt med den britiske scene. Ikke desto mindre var det Storbritannien, de tog til for at indspille ’Hemispheres’ – i Rockwell Studios i Wales, samme sted som de havde optaget ’A Farewell to Kings’.

Samtiden kryber dog alligevel ind mellem sprækkerne på ’Hemispheres’, for mellem de stort anlagte science fiction-fortællinger tegner albummet også grænsen for, hvor langt Rush kunne nå ud i højtravende koncepter og instrumentale udskejelser. Derfor var det også kun naturligt, at gruppen i højere grad fulgte med tiden på albummene efter, der var et opgør med det, de havde opnået med ’Hemispheres’. På ’Permanent Waves’ (1980) var der ingen sange på over ti minutters spilletid, og der blev ligefrem fusioneret reggae- og new wave-inspirationer ind i lyden (hvilket man må sige var mere tidssvarende), og på det kommercielle højdepunkt ’Moving Pictures’ (1981) opnåede bandet en fornem balance mellem prog, stadionrock og fusion i en relativt let tilgængelig sangskrivning, før de helt droppede den hårde rock for at hellige sig den tykke synthesizerlyd på ’Signals’ (1982) og ’Grace Under Pressure’ (1984).

’Hemispheres’ er i den forstand albummet, der afslutter den tunge prog-æra i Rushs karriere, ligesom det er punktummet for den sci fi- trilogi, der startede med ’2112’ to år før. Men albummet kan også ses som en forsinket afslutning på prog rockens årti.

Dyster fremtidsvision
Det er op til lytteren selv at vurdere, om ’Hemispheres’ er et mesterværk i egen ret, eller om bandet knækker halsen på de store numre og instrumentale udfoldelser. Albummet dukker ofte op på lister over bedste progplader – fx denne fra Rolling Stone og denne fra Rolling Stones læsere – men ofte i en sammenhæng, hvor den overgås af enten ’2112’ eller den senere ’Moving Pictures’.

Sikkert er det, at ’Hemispheres’ indtager en naturlig plads i en diskografi, der har sat spor på flere generationer af senere rock- og metalbands. Prog metallens højdespringere i Dream Theater, Porcupine Tree og Symphony X, grænsebrydere som Cynic, Meshuggah, Tool og Steven Wilson og kultnavne som Fates Warning, Voivod og Primus har alle taget ved lære af Rush gennem årene.

’Hemispheres’ har sammen med ’A Farewell to Kings’ desuden udgjort en lille, særskilt arv i Rushs repertoire. Med tiden er stjernekonstellationen Cygnus nemlig blevet en karakter for sig selv i rock- og metalhistorien: På Vektors sci-fi-prog-thrash-storværk ’Terminal Redux’ fra 2016 er Cygnus en grundsten i historien om universets balance, et element, jeg lagde stor vægt på i min lange anmeldelse af albummet. Som hos Rush møder vi også her en astronaut, men i Vektors dystre fremtidsvision er protagonisten snarere en gal antagonist, der styrer hele universet mod afgrunden, før han indser, at det er hybris og til slut vender hjem til Cygnus for at tage livet af sig selv og genoprette universets balance. Det er et handlingsforløb, der i høj grad afspejler temaerne på ’Hemispheres’, om end i en mere pessimistisk form. Vektors frontmand og sangskriver David DiSanto peger da også på ’Hemispheres’ som en personlig milepæl for ham i interviewet her.

 
Endvidere sluttede svenske Cult of Luna deres sci fi-inspirerede samarbejdsalbum med sangerinden Julie Christmas ’Mariner’, også fra 2016, med en monumental, femten minutter lang glidende bevægelse ind i sortheden, som de også kaldte for ’Cygnus’. Og går man tilbage til 2005, finder man hos den uregerlige latinprog-gruppe The Mars Volta et tretten minutter langt åbningsnummer med titlen ’Cygnus…Vismund Cygnus’ på albummet ’Frances the Mute’.

I dag, 50 år efter Rush blev dannet i Willowdale-kvarterer i Toronto, har Geddy Lee i det tidligere nævnte Rolling Stone-interview udtalt, at Rush ikke vil turnere mere. I hvert fald ikke som Rush. Hvordan dét så skal forstås, er et godt spørgsmål. Den sidste europæiske Rush-koncert blev dermed deres headlinerkoncert på Sweden Rock Festival i 2013, der fandt sted oven på udgivelsen af det sidste mageløse studiealbum 'Clockwork Angels'.

Selvom ’Hemispheres’ måske ikke er trioens bedste album eller i hvert fald ikke er det, der er mest samling omkring, så står det med sine science fiction-temaer, kortere rocknumre og selvoptagede instrumentalvirtuositet som et bindeled mellem to halvdele i Rushs diskografi – mellem den bluesbaserede prog rock fra de tidligere år og den mere strømlinede synth-rockfusion fra 1980’erne og frem. Det er et overgangsalbum, men også en kraftpræstation og et vidnesbyrd om evnerne og ambitionerne hos et af historiens største og bedste prog-bands. Og det er et album, hvis selvstændige arv står klart og håndgribeligt – selv i dag, 40 år efter sin udgivelse.

'Hemispheres' udkommer i en 40-års jubilæumsudgave den 16. november 2018. Udgivelsen kommer til at indeholde hidtil uudgivet bonusmateriale, blandt andet en liveoptagelse af bandets koncert på den hollandske Pinkpop-festival i 1979 – deres sidste europæiske festivaloptræden indtil Sweden Rock i 2013.