Et ungdommeligt brøl
Populær
På deres studiealbum nr. 19 træder Rush den tunge, nysgerrige pedal i bund. Det resulterer i deres bedste album i 30 år.
2. BU2B
3. Clockwork Angels (i - the Pedlar 1)
4. The Anarchist
5. Carnies
6. Halo Effect
7. Seven Cities of Gold
8. The Wreckers
9. Headlong Flight (ii - the Pedlar 2)
10. BU2B2
11. Wish Them Well
12. The Garden
Med deres nyeste og – lad det være sagt med det samme – fuldstændig fantastiske album, 'Clockwork Angels', har det canadiske og dybt originale trekløver i Rush nu udgivet plader over fem forskellige årtier. Rush har sandsynligvis været til stede i længere tid end størstedelen af Devilutions læsere, og selve tiden i al dens abstrakthed er netop et koncept, bandet tager op på deres nittende studiealbum til dato.
Tilbage til signaturen
Det ret kiksede pladecover til 'Clockwork Angels' (der som altid er lavet af deres faste art director Hugh Syme) viser et ur, hvor viserne står på 12 minutter over ni, altså 21.12, hvilket selvfølgelig er en henvisning til signaturpladen over dem alle, '2112' (1976). Og til trods for at coveret minder om en hjemmebrygget pauseskærm, så er der alligevel noget forfriskende over det hovmod, der skal til, for at et så erfarent band læner sig opad en 35 år gammel karriereskelsættende plade.
Henvisningen til '2112' er dog også spot-on, for er der noget, der karakteriserer den nye plade, så er det virkelig et slags "ungdommens brøl". Rush tager fat, hvor gamle mænd normalt giver op, og 'Clockwork Angels' har mere energi og egenvilje end ni ud af ti af alle rocktiders debutplader, nogensinde har haft.
Betingelsesløs kærlighed
Rush er et band, som denne skribent kun nødig vil høre snak om, har haft musikalske perioder, der har været større end andre. Kærligheden til bandet er betingelsesløs. Fra de tre første dannelsesplader til den progressive mesterværkrække fra '76-'80 til synthesizer-perioden fra 'Moving Pictures' (1981) og 80'erne ud og videre til 90'ernes anderledes hårde udtryk fra 'Roll the Bones' (1991). Videre igen til den slags garagemetalliske lyd, der blev kickstartet med 'Vapor Trails' (2002), og som stadigvæk definerer Rush - også på 'Clockwork Angels'.
Den nye plade er dog en langt stærkere plade end den egentlig noget middelmådige 'Vapor Trails', og den er et par kvalitetsgrader over bandets forrige studieudgivelse, den solide 'Snakes & Arrows' (2007). 'Clockwork Angels' er stærkere af den grund, at den forener flere musikalske vinkler fra stor set hele Rushs karriere på ét udspil, og så fordi den samtidig formår at gøre det på én gang både smuk og tung vis.
Frisk spillelyst
Rush anno 2012 lyder som sagt som et revitaliseret og ungt rockband. Spillelysten gennemsyder pladen allerede fra åbningsnummeret, 'Caravan', som i dets ellers ret klassiske struktur pludselig springer til et forrygende instrumentalt break halvvejs inde. Denne ungdommelige og dog samtidig afslappede spillefornemmelse for rockgenren stopper ikke før sidste nummer, 'The Garden', har emmet ud på smuk akustisk melankolsk vis.
Ind imellem åbningsnummeret og pladens afsluttende tolvte nummer (ét nummer for hvert tal på uret, get it?), får Geddy Lee, Alex Lifeson og Neil Peart bevist, at de er bandet, der bedre end de fleste forstår at veksle mellem den musikalske skråsikre sindsro og en slags flerfacetteret nysgerrighed for rockmusikkens afskygninger i al almindelighed. Man genkender uden tvivl rockudtrykket, der hér præsenteres for én, for det er kun Rush, der lyder som Rush, men pladen åbner samtidig op for små nye ting, man ikke har hørt hos dem før – Pearts trommespil gør sig hér i særdeleshed bemærket!
Høj på livets heavy riff
Derudover har Rush og specielt Lifeson aldrig været mere heavy, end på hovedriffet i 'Carnies', også selvom guitarlyden minder en smule om den nedstemte tone fra coverversionen af Eddie Cochrans 'Summertime Blues' (klassiker, som er fortolket af Rush-forbillederne i Blue Cheer og The Who, - Red.), hentet fra hyldest-EP'en , 'Feedback' (2004). Den maniske åbning på det efterfølgende nummer, 'Seven Cities of Gold', er et godt eksempel på, hvorfor Les Claypol er en selverklæret Rush-fanatiker, og til trods for at lige netop dette nummer faktisk bliver en enkelt tand for lang i spyttet, så slår det altså stadigvæk en prober musikalsk skalle.
'The Wreckers' præsenterer derefter en lidt lystigere og dog upbeat-eftertænksom side af Rush, og lige netop denne sang styrer da også pladen fra én verden til en anden. For selvom 'Headlong Flight' også er tung i sin produktion, slapper 'Clockwork Angels' mere af med den hårdere heavyproduktion, som pladen nærmer sig sin afsluttende tredjedel.
En sjældenhed
Pladen slapper dog heldigvis ikke af med at præsentere et sangmateriale for én, der nærmest er af det kongeniale. Niveauet forbliver oppe blandt det sjældnere hele pladen igennem, og selv efter tre håndfulde gennemlytninger bliver den kun ved med at åbne sig op for lytteren, alt sammen i form af sprøde melodier, gakkede fills, det danseindbydende kombineret med headbang og indbydende luftguitargøgl.
Livet sætter sine ar på bands ligesom på mennesker, og guderne skal vide, at Rush har været et band med skæbnen imod sig. Omstændigheder har gjort, at der ofte er gået længere tid mellem det ene og det andet udspil fra de gode canadiere, men uanset hvor lang tid de forskellige udspil har været undervejs, er det som regel altid ventetiden værd. 'Clockwork Angels' er i særdeleshed. Det er bandets bedste udspil i 30 år, og det siger altså ikke så lidt, venner. Verden bliver et bedre sted i takt med, jo flere der køber dette album.
Hør 'Headlong Flight' hér: