Rockens Star Wars ruller videre
Populær
Forsimplet prog rock eller excentrisk pop rock med et snert af emo? Neo prog? Who cares! Coheed and Cambria imponerer endnu en gang med fuldfede melodier og gode kunstner på instrumenterne.
2. The Broken
3. Guns of Summer
4. Here We Are Juggernaut
5. Far
6. This Shattered Symphony
7. World of Lines
8. Made Out of Nothing (All That I Am)
9. Pearl of the Stars
10. In the Flame of Error
11. When Skeletons Live
12. The Black Rainbow
Sagaen fortsætter. Netop som man troede, at Coheed og Cambria kom til et slutpunkt i konceptfortællingen om The Awory Wars med 'Good Apollo, I'm Burning Star IV, Volume Two: No World For Tomorrow' i 2007, bliver der nu smidt en prequel ind i det musikalske eventyr. Femte plade i sagaen hedder 'Year of the Black Rainbow', og til trods for at der ikke er alverdens nyt under solen, sparker pladen alligevel røv nok til at tage lytteren med ind i det progressive, patosfyldte univers.
Patos vokal
Frontmand Claudio Sanchez' vokal indbegrebet af patos. Med rødder hos både Geddy Lee fra Rush og ikke mindst Cedric Bixler-Zavala fra hedengange At the Drive-In og The Mars Volta imponerer han stadigvæk lige så meget, som han gjorde, da man først stiftede bekendtskab med ham ved debutudgivelsen i 2002. Hans vokal går fra det fuldblods episke i eksempelvis 'In the Flames of Error' til at knække over på den søde måde på 'Made Out of Nothing (All That I Am)'. Begge dele kontrollerer han lige imponerende.
Coheed and Cambria spiller samme storladne sensitive rock, som de gradvist har gjort mere og mere pompøs på samtlige nye udgivelser, de er kommet med. Til trods for at den nye plade er søbet ind i patos og udelukkende benytter sig af enormt store armbevægelser såvel musikalsk som tekstmæssigt, er der en befriende lethed i musikken, som giver konceptet en god snert humor. Det er på én og samme måde ganske seriøs og dejlig uhøjtideligt.
Dynamisk fornyelse
'YOTBR' markerer første Coheed-studieindspilning med Dillinger Escape Plans Chris Pennie bag tønderne. Pennie har været fast medlem siden 2007. Han skrev godt nok også samtlige trommer til deres forrige plade, 'No World for Tomorrow' (2007), men på grund af kontraktforhold indspillede ham dem ikke selv. Det gjorde istedet Foo Figthers' Taylor Hawkins. Men denne gang har Pennie altså selv været med i studiet, og han bidrager med en endnu vildere dynamik, end de ellers i forvejen allerede er kendt for.
Det er musikaliteten hos Coheed and Cambria, der gør al forskellen. Langt størstedelen af deres sange er så forbandet melodiøse, at de ligger lige på grænsen til den forsimplede, underlødige rock. Melodier har bare sjældent været så svingende og legesyge, som de er under Coheeds vinger.
Man skal eksempelvis lede længe efter et bedre og mere catchy drive end omkvædet i 'World of Lines', og både 'Far' og 'Made Out of Nothing (All That I Am)' giver de moderne progkonger i Dream Theater gedigne baghjul på balladefronten.
Mageligt og lødigt
Konklusionen er, at 'Year of the Black Rainbow' er en velkommen udgivelse, der dog aldrig gør den store forskel i Coheed and Cambrias diskografi. Dermed ikke sagt at pladen blegner ved siden af de tidligere udgivelser. Det gør den overhovedet ikke. Vel sagtens tværtimod. Men netop fordi bandet efterhånden har kogt melodiske suppe på de samme ingredienser i for lang tid, forbliver udgivelsen alligevel underligt anonym.
Men til trods for at mageligheden synes at havde overtaget hos Coheed and Cambria, er de nu stadigvæk formidlere af dejlig drivvåd musikalitet fra en meget lødige skuffe.
Læs en ekstra dom over albummet HER!