Alt det værste fra improjazz

494037-Product-0-I-637425813736691247_1024x1024

Dybt, dybt, dybt at falde: Eyehategods nye plade er en opvisning i manglende engagement og ligegyldighed som musik.

Kunstner
Titel
A History of Nomadic Behavior
Dato
12-03-2021
Genre
Trackliste
1. Built Beneath the Lies
2. The Outer Banks
3. Fake What's Yours
4. Three Black Eyes
5. Current Situation
6. High Risk Trigger
7. Anemic Robotic
8. The Day Felt Wrong
9. The Trial of Johnny Cancer
10. Smoker's Piece
11. Circle of Nerves
12. Every Thing, Every Day
Forfatter
Karakter
2

Som alle andre Eyehategod-plader (og de fleste Eyehategod-tracks, for at være helt ærlig) åbner ‘A History of Nomadic Behavior’ med en gang skærende feedback, inden Jimmy Bowers’ guitar sparker ind og skruer op for ørepinen, og Mike IX Williams hæse alkoholikerstemme blæser ud over lytteren.
Men hvor Eyehategod plejer at være suveræne i deres halvt bedøvede, halvt vrede whisky-heroin-rus og med selvsikker brutalitet og flydende groove, falder ‘A History of Nomadic Behavior’ fuldstændig til jorden.

Plastiknabo
Apologeter vil med rette påpege, at alle de elementer, der udgør Eyehategod, er til stede på denne plade. Mike IX Williams snerrer ligeså vredt som altid, Jimmy Bowers nedstemte guitar veksler mellem de tunge, hardcore-inspirerede riffs og bluesens tyktflydende rytmer, Gary Mader på bas følger trygt og vuggende med, og der er lidt dunken på trommerne fra unge Aaron Hill.

Problemet er bare, at intet af det passer ordentligt sammen. Om bandmedlemmerne har skrevet hver deres del hjemme i dagligstuen og så blot forsøgt at mase dem sammen i studiet, eller problemet i højere grad skal findes hos et label, der forsøger at pushe en plade igennem ud fra vi-plejer-jo-devisen, er uvist, men fakta er, at de fire separate lydspor ikke lyder, som om de nødvendigvis følger samme takt, melodi eller tema.



Særligt grelt er det på ‘Three Black Eyes’. Vi bydes på ikke mindre end to guitarsoloer og en trommesolo, der i højere grad lyder, som om de hører til hos et bezondiazepineafhængigt Phish-tributeband. Hverken guitar- eller trommesolo fører nogen vegne, og de byder ikke på noget interessant udover at knække en i forvejen anstrengt melodi. Hele nummeret er usammenhængende og tumlende.

Det samme gør sig gældende for det meste af pladen. De enkelte elementer er skruet op på max, uden at det gør noget godt for musikken. Den bluesede sump er et af Eyehategods varemærker og har været med til at skille dem ud fra de øvrige New Orleans-baserede sludgebands, der dukkede frem i slutningen af 80’erne.

Bluesen på denne plade har dog sin helt egen rolle som noget, Bowers aktivt tænder og slukker for, når der er gået længe nok siden sidste sekvens. De sekvenser fremstår helt løsrevne fra nogen som helst form for kontekst, og virker primært, som om Eyehategod ved, at det er et element, der forventes, men egentlig ikke spiller nogen rolle. Særligt åbneren ‘Built Beneath the Lies’ er et klokkeklart eksempel herpå.

For at bidrage til den generelle følelse af halvrøvethed, når vi til ‘Current Situation’ – femte sang.
‘Current Situation’ forsøger, tror jeg, at fremkalde sig følelsen af kaos i slutningen af et hardcoreshow med sin besynderlige rumlende og bumlende introsekvens, der suppleres af en besynderlig blanding af støn og skrig fra Williams, inden den knap svinger sig op og spiller en smule, inden sidste minut igen domineres af improviseret rabalder og stønnen. En ting er, at det er dårligt, en anden ting er, at det virker helt vilkårligt at placere sangen i midten af en 12 numre lang plade, hvis det skulle fungere som en slags afslutning.

It goes a one, two, three, another funky, radical sludge track
Tidligere har der ikke været andet end groove og had i Mike IX Williams’ vokal, og den har cruiset med den bugtede rytme, som Bowers på guitar og 90’er-bassisten Steve Dale leverede. Nu til dags er den stadig hidsig og aggressiv, men på en helt ny måde.

For hvor Williams plejede at sætte sig bag rattet og fokusere den knusende tyngde i skarp lyrik og sonisk opkast, løber han nu i vejkanten og lyder mere som en slags slidt Zack de la Rocha, der bjæffer umelodiske og aparte tekststrenge ud i nærheden af den musik, der spilles.

Givetvis har det meget at gøre med den helt vanvittige beslutning, der er blevet truffet omkring pladens produktion. En eller anden har fået den brilliant ide at tracke sporene separat og skrue helt op for guitar og vokal, så bassen kun anes i et enkelt breakdown på ‘The Day Felt Wrong’, mens Williams står helt alene og lyder som en forkølet rapper over lodne guitarer. ‘The Day Felt Wrong’ skuffer faktisk ekstra meget ovenpå den basgang, da man bagefter sætter gang i et aldeles uinspireret chug-chug-riff, mens Williams lyder som Rob Zombie i sin hakkende frasering.

Nogle gange forventer man nærmest, at han begynder på verset til ‘Bombtrack’ – så umelodisk og fraværende er Williams i sin præstation. Sammen med de bøvlede, semilirede og aldeles unødvendige guitartricks, der leveres, hensættes man til Morello-tiden i 90'erne. På den dårlige måde.

Allerværst bliver pladen i det leflende ‘Smoker’s Piece’, et håbløst ligegyldigt mellemspil, der illustrerer så tydeligt, hvor lidt det her minder om ‘Take as Needed for Pain’, selvom det indeholder præcis de samme elementer.



‘The Trial of Johnny Cancer’ og ‘Circle of Nerves’ redder pladen fra at være fuldstændigt spild af tid. Det kommer dog stadig ikke til at være de tracks, man håber på præger setlisten, når de afdankede sludgere igen kommer til København for at spille for de samme tredive mennesker som sidst.