Sej musik for seje mennesker

hoofmark evil blues

Du krydrer din black metal med blues og country og tilføjer et skud solskin. Så har du Hoofmark

Kunstner
Titel
Evil Blues
Dato
13-02-2021
Trackliste
1. The Thud Of Hoofbeats & Other Wonderful Sounds
2. Best Kept Old
3. Drop By At Night
4. Skeleton Peninsula (Small Violence)
5. No. 5, 2019
6. The Land Suffices If You Lend A Hand
7. Porch Fire
8. Mornin’
9. Anguished Demon Blues
10. Para Acabar Com A Idolatria
11. White Hell
12. Barbaric Madness (Un Llanto)
Forfatter
Karakter
4

Nogle gange bliver man så begejstret for et koncept, at man nærmest elsker det, inden man har hørt det. Sådan havde jeg det for eksempel med Zeal and Ardor, hvor alene ideen om at krydse genrer, der har så stærke etniske tilhørsforhold, var genialt på forhånd. Sådan havde jeg det, da jeg skulle høre Satan første gang som ung, og jeg var så opsat på at kunne lide det, fordi jeg ikke kunne bære, at et band med det navn, skulle være lukket land for mig. 
I en genre som heavy metal oplever vi både noget af det allerkedeligste musik i verden – det der lyder som alt det andet. Men vi oplever altså også de mest spændende koncepter. Det her er et af dem.

Min reaktion da jeg hørte om Hoofmark var derfor glædelig.

Screenshot 2021 02 11 at 10.33.15

Ja, altså på grænsen til hype. Men hvor genialt lyder det ikke også? Selv beskriver det portugisiske trekløver sig som rejsende i krydsfeltet mellem black, heavy, doom og blues, og det i sig selv skulle jo nok være rigeligt til at få pulsen op, men en nærmere gennemlytning tilføjer adskillige yderligere lag, man kan begejstres over.

Solnedgangen over ørkenen
Western-tematikken i metalmusik er, gudskelov på vej frem, ført an af skønne orkestre som Untamed Land og Wolfhand, men hvor disse bands nærmest kunne optræde på lydsporet til en Sergio Leone-film, vælger Hoofmark en anden vej. Og det gør de navnlig i kraft af deres enormt dissonantede og ambivalente lyd.

For når synthen og bassen droner i én retning, som på ‘Best kept old’, trækker den absurd rå guitartone i en anden langt mere skramlende retning. På dette track bliver vi også trakteret med en helt vidunderlig omgang americana i form af forsanger Nuno Ramos’ karakteristiske stemme, der leder tankerne hen i retning af Mark Lanegan. Lanegan ca. 'Desert Sessions 7&8', ikke den slidte optræden vi fik på Cult of Lunas nyeste, forstås.

Den amerikanske stemning er så tyk, at den nærmest driver ned ad væggene, og det er et vidnesbyrd om kulturimperialismens endelige sejr, når en portugiser har kunnet ramme lyden bedre end flere amerikanere selv er i stand til. Men det er fremragende.

Ramos’ spændvidde er eksemplarisk, hvilket han demonstrerer allerede på næste nummer, ‘Drop by at night’, hvor han går fra Lanegan-lyd direkte over i en tribute til Patterson Hood fra det legendariske alt-countryband Drive-By Truckers. Nå ja, og så shrieker han på black metallisk ligeså godt som Nocturno Culto på Darkthrones ‘Atomic Coming’, der også står som en rå, ubearbejdet søjle i den norske sortmetal.

En forudsætning for at sætte pris på Nuno Ramos – og måske Hoofmark overordnet set – er dog en smag for det teatralske. Både black metal-vokalen, den talte lyrik, Lanegan- og Hood-vokalerne er indfølte og har et fokus på image. Så hvis man ikke er sej og ikke kan lide seje ting, så er Hoofmark det forkerte band for dig.



Horseback chainsaw
Hvis du derimod er sej, så er der rigeligt at komme efter her. For det er pisse-sej musik. Gå lige op og lyt til musikken lige ovenover. Læg mærke til guitaren. Hvis dine ører ikke er flænsede i smadder af den rå, nærmest første-bølge-agtige lyd, har du ikke skruet højt nok op. Det skal lyde som en kædesav.

Guitartonen er dissonant og skærende og tilføjer den enormt velfungerende bas, der i øvrigt forkæler os med et fremragende fokus i ‘Porch fire’, en særegen kontrast, der sætter dikotomien mellem de musikalske elementer i fokus. Trommerne skifter fra det dovne til det frenetiske, og i førstesinglen ‘Anguished Demon Blues’ eskalerer de til galop-tempo, mens guitarsoloen fragter os op i tempo fra den foregående Earth-cirka-Hex-inspirerede ‘‘Morning’, og efterlader os skummende og varme.

Hvis noget skal kritiseres, og det skal vi jo på Devilution, kunne pladen måske have været skåret skarpere. Ikke alle tracks virker til at have lige meget på hjerte, men omvendt er de heller ikke dårlige, og man kunne påstå, at de medvirker til at skabe det samlede lydbillede, hvor inspirationskilder honoreres til højre og venstre, imens portugiserne koger det hele sammen på bedste vis.

Pladen er ikke perfekt, særligt ikke i sin produktion, men lytteren efterlades med en følelse af, at det er bevidst, som det var for mange siden i Norge. Når lydens elementer stritter i modsatte retninger, forstår vi spændet og syntesen.

Hvis man på nogen måde er interesseret i black metal, der ikke lyder som det altid har gjort, er Hoofmark værd at bruge tid og penge på.