Metaldiktator: Electric Wizard - Dopethrone
Populær
Det er syvendedagen. Skaberen betragter sit værk. Sit magnum opus. Han ser hvorledes en hel generation af doommetalmusikere tilbeder hans imposante trone. Troldmanden smiler. Og fniser. For han er skæv som bare fanden.
2. Funeralopolis
3. Weird Tales: I. Electric Frost II. Golgotha III. Altar of Melektaus
4. Barbarian
5. I, the Witchfinder
6. The Hills Have Eyes
7. We Hate You
8. Dopethrone
Der er nogle plader, der definerer genrer. Det er ikke nødvendigvis dem, der har opfundet dem, men de er helt essentielle for at forstå dem. For dødsmetallen er det ‘Scream Bloody Gore’ eller ‘Tomb of the Mutilated’, for black-metallen kommer man ikke uden om ‘De Mysteriis Dom Sathanas’ eller ‘Transilvanian Hunger’, og hvis man kan lide doom, der lugter alvorligt af bongmix, så støder man stensikkert på Sleeps ‘Dopesmoker’ et par gange eller tre.
Og vi befinder os her i den tunge, langsomme ende. Men hvor Sleep plukker de fineste topskud til deres tågede jams, har Electric Wizard i stedet valgt at nolde de mest fedtede, tjæreagtige sorte knolde i deres troldmandspibe. Det her er historien om ‘Dopethrone’.
Troldmanden i sort
Fra ydmyge kår i den sydengelske havneby Dorset, hvor kanalen sprøjter op ad hvide kalkklipper, og hvor mennesker har boet siden stenalderen, stammer de tre oprindelige medlemmer, Jus Oborn, Mark Greening og Tim Bagshaw, der holdt ved fra begyndelsen i 1993 og ti år frem.
Oborn havde tidligere ledt bandsene Lord of Putrefaction og Thy Grief Eternal, og med Oborns meget klare styring af disse, opfattes de af mange som det samme band som Electric Wizard, blot med andre navne og en anden besætning. Oborns vision har været klar fra starten og har adskilt sig fra de fleste andre samtidige europæiske doom metal-bands. Mere om det senere.
Det er først med Greening og Bagshaw på lønningslisten, at Oborn får sit gennembrud. Med en meget velmodtaget selvbetitlet debutplade, der indeholdt en kærlig reference til Black Sabbath med sangen ‘Electric Wizard’ på pladen ‘Electric Wizard’ naturligvis af bandet Electric Wizard, og en hypet split med det, der senere ville blive til Orange Goblin, fandt de fodfæste i den europæiske metalscene, der, modsat amerikanerne, var i vild udvikling i midten af halvfemserne.
At Electric Wizard holder meget af deres nordlige forgængere i Black Sabbath kan der, efter at have lyttet til ovenstående sang, ikke herske tvivl om. Selv navnet er dannet af en sammensætning af to af gudfædrenes ikoniske sange; “Electric Funeral” og, naturligvis, “The Wizard”. Og selvom debuten er en af de bedre Sabbath-worship-plader, er det ikke her Electric Wizard finder deres lyd.
For i modsætning til ‘Electric Wizards’’ varme og sprøde stoner-toner udsendtre de tre i 1997 ‘Come my Fanatics…’, og dens kolde, kosmiske og slimede lyd kom som en stor overraskelse for de fleste. Fra Anton Szandor Lavey’s forvrængede ansigt på coveret til de monumentale, monolitiske riffs på et nummer som ‘Return Trip’, var ‘Come My Fanatics’ noget helt andet.
Væk var hyggen og den rare troldmand, der, med sin lange pibe i hånden, fløj rundt på sin drage og spredte mystik, og frem dukkede i stedet den depraverede kultleder, der prædikede universets undergang og med sin sorte magi trak sludgen ud af bonderøvene fra det amerikanske sumplands forkrøblede kløer, og transplanterede den til det milde og lune Sydengland, hvor råddenskaben slog rod og for evigt gjorde Dorset til et mørkere sted.
Som første del af en uformel trilogi, der fortsatte på EP’en ‘Supercoven’ og nåede sit klimaks på Dopethrone’, lagde ‘Return Trip’ grunden for en grummere og mørkere opfattelse af stoner metal. Det er den lyd, der gjorde Electric Wizard til et af de absolut største og mest efterlignede navne i doom metal.
Der er kun få måder at slippe ud…
Fra starten har Electric Wizard haft et et snævert fokus. Det handler mest af alt om horror, fantasy og hash. På den måde adskiller det sig ikke fra det fokus, mange andre metalfans – inklusive denne skribent i gymnasietiden – har. De faste temaer bliver gjort ekstra tydelige i de samples, der bruges på pladen.
‘The Wizard’ introduceres af Arnold Schwarzeneggers stemme fra filmen Conan Barbaren, hvor ‘I, Witchfinder’ indledes af den lumske og skumle stemme af Reggie Nalder i rollen som inkvisitøren Albino, i Heksejægerens Torturkammer fra 1970.
Det okkulte og mørke fylder meget i Electric Wizards tekstunivers, og efter eget udsagn stammer det meste af ‘Dopethrone’’s lyrik fra gennemlæsninger af den amerikanske horrorforfatter HP Lovecraft, foretaget under heftig påvirkning af marihuana.
Den særlige lovecraftianske horror er indbegrebet af Electric Wizard fra 1997 til 2000, hvor dens fokus på det uforståelige, nihilistiske og defaitistiske står som det perfekte partnerstykke til musikkens rumlende lydsfærer og fuzzy-skærende guitarpassager.
På ‘Funeralopolis’, et af genrens mest kvintessentielle tracks, får vi også en magtdemonstration af en undergangsfanatisk dystopi-vision fra Oborns hånd.
Funeral planet, dead black asteroid
Mausoleum, this world is a tomb
Human zombies, staring blank faces
No reason to live, dead in the womb
Death shroud existence, slave for a pittance
Condemned to die before I could breathe
Millions are screaming, the dead are still living
This Earth has died yet no one has seen
…
Nuclear warheads ready to strike
This world is so fucked, let's end it tonight
Verden er af lave. Det hele er ad helvede til. Der er ingen grund til at leve, for vi var døde, før vi blev født.
Denne mareridtsagtige vision kombinerer politisk afmagt og frustration med både horror- og sci-fi-indflydelser og skaber med sit sorte og uelegante billedsprog en klar visualisering af jorden fra Oborns side. Gennem linsen af bevidsthedsmanipulerende stoffer, en opvækst i Thatcher’s horrible 80’ere, en distanceret aristokratisk overklasse og gyserfilm som metaforer, står Jus Oborn som beskuer af en verden befolket af de levende døde.
Åbningen af pladen sker med et sample fra dokumentarprogrammet 20/20, en britisk pendant til det amerikanske 60 Minutes og det danske 21Søndag.
">Denne udgave handler om djævletilbedere og forklarer, at hvis man først kommer ind i den slags grupper er det kun institutionalisering eller døden, der kan hjælpe dig ud.
For de stærkt individualistiske og oppositionelle stonere i Electric Wizard var den slags en rød klud, og af samme årsag har de altid omfavnet de chokerende udsagn og gjort deres bedste for at gøre alle anklager om perversion og blasfemi sande og bære dem som hæderbevisninger. Oborn er for eksempel indehaver af en af verdens største samlinger af vintageporno, og, som han forklarede Loudersound i 2011, satte de en ære i ikke at være professionelle på noget tidspunkt i deres karriere. Al indspilning er sket under påvirkning af narkotika, og alle tre blev anholdt på et eller andet tidspunkt – mest ikonisk Bagshaw, der forsøgte at stjæle et krucifiks fra en kirke, for at bandet kunne bruge det på scenen.
Electric Wizard er i evig opposition til det pæne, det etablerede og det konservative, og derfor er deres lyrik ikke kun horrorinspireret men også i høj grad en samfundskritik. Deres kynisk-sarkastiske valgsprog blev også formuleret på ‘Dopethrone’:
Ondskabens narkotiske, kyklopiske afgrund
Fra Birmingham kom Black Sabbath med det genreskabende og foruroligende debutalbum, der bragte tungheden ind i den rytmiske musik, fra Sverige kom Candlemass, der nærmest konstruerede en katedral med deres enorme riffs og deres sans for det dramatiske, og fra USA kom Eyehategod, hvis guitarer og baslinjer fræsede dyndet fra sumpen udover alle, der kunne høre det.
Og som den uhellige syntese af disse elementer stod Electric Wizard.
Så snart det første sample er overstået, åbner ‘Vinum Sabbathi’ med sin dovent fræsende guitar, der ledsager Oborns karakteristisk nasale vokal, der ligger så langt nede i mixet, at den i højere grad fungerer som en instrumental effekt end en egentlig stemme. Hvis Ozzy Osbourne havde gravet sig dybere ned i misantropi og glemt sin hippiekærlighed, kunne han sagtens have lydt som Jus Oborn gør her. Det er bestemt ikke et tilfælde. Al hvad Black Sabbath stod for, har Electric Wizard vendt om, og ‘We Hate You’ er skrevet som en skævt smilende hyldest til den ikoniske forsanger
.">og hans positive ideologi.
Den føromtalte ‘Funeralopolis’ står som et af hovedværkerne på pladen, og indledes af en intet mindre end perfekt basgang, der lokkende og letargisk leder os ind i nummeret, hvorefter den får følgeskab af en enkel guitarpassage og lette slag på hi-hatten, inden vi, halvandet minut inde, druknes i støj. ‘Funeralopolis’ er knap 9 minutters rent had og sortsyn, og Oborns spyttende vokalperformance rammesættes slående af den repetitive melodi, der følger den depressive og bidske hudfletning af den dødsmetropol lyrikken beskriver. Efter fem minutter bryder forsangeren ud i et Tom G. Warriorsk “ugh!” og tempoet sættes op, så det nærmest føles som at stå i regnen af nukleare sprænghoveder, der skal udslette denne fejltagelse af en planet.
Pladens eponyme afslutningstrack er monumentalt i sin storhed. Den kyklopiske afgrund, der omtales i den tredelte sightseeingtour af Lovecrafts præantropocæne verdensarkitektur på ‘Weird Tales...’, kunne ligeså godt referere til tonen af dette gigantiske track. Med sin absurd forvrængede guitar, hidsigt anslået af kultlederen Oborn selv, føles ‘Dopethrone’ som en hadefuld hyldesthymne til selve djævelen, og det er ikke svært at forestille sig en fanatisk pulserende heksesabbat til dette klimaks. De tunge, nærmest bluesy, groovende undertoner leveret af Bagshaws bas tilføjer afslutteren det psykedelisk svævende fra debutpladen, mens Greenings buldrende trommeslag, holder et evigt stigende tempo, der, paradoksalt nok, føles langsommere end nogensinde.
Vanvidsdansen afsluttes med et lavmælt “fuck”, og vi efterlades udkørte, oprørte og måbende over et af doomens evige hovedværker.
Efter ‘Dopethrone’ udsendte Electric Wizard i 2002 den noget halvhjertede ‘Let us Prey’, inden Tim Bagshaw og Mark Greening forlod bandet året efter. Det åbnede dørene for Rob Al-Issa på bas, Justin Greaves på trommer, og navnlig Liz Buckingham på guitar, hvilket skulle føre til helt nye, riffmættede højder i fremtiden. Men det må vente til en anden metaldiktator.