Efterspil
Umeå-sekstetten klapper sit seneste album helt ud med en EP med endnu mere af det samme. Mark Lanegan gæsteoptræder, men er langt fra fordums storhed.
2. What I leave Behind
3. Inside of A Dream
4. I Remember
5. Wave After Wave
Idéen om EP’en som et kreativt frirum, hvor bands giver sig selv lov til at afprøve et anderledes udtryk og løsne lidt op eller udforske et tema til bunds, har vi på det seneste skrevet om her på Devilution. Gatecreeper sparkede døren ind til 2021 med sådan en EP, hvor de smed stockholmerdøden overbord til fordel for grindcore og doom.
Cult of Luna har aldrig været blege for at afprøve nye facetter af sig selv, hverken på albums eller EP’er, om det så er i form af arrangementer, instrumentering, sangskrivning eller, mest radikalt, da de bragte sangeren Julie Christmas ind på det seneste hovedværk ‘Mariner’.
Derfor kunne man med god grund have høje forventninger til EP’en ‘The Raging River’, specielt når den kommer efter den mildt skuffende ‘A Dawn to Fear’, hvor Cult of Luna lukkede sig om sin egen kerne og murede sig inde i en bastant buldren i næsten 80 minutter.
Men ‘The Raging River’ er ikke noget brud med den plade, den er snarere et appendiks til den, et 38 minutter langt efterspil – for betegnelsen EP giver kun mening holdt op mod bandets sædvanlige maratonlange albums. Eller hvis den skal betegne noget, der ikke er et helt værk i sin egen ret.
Det er ‘The Raging River’ ikke.
Den afsluttende ‘Wave After Wave’ giver sig tid til at bygge en smuk melankolsk og afmægtig sitrende finale op, inden den efter 12 minutter pludselig lukker med et hovsa. Men ellers er det første kvarter og de sidste 20 minutter på EP’en en ret monoton affære. Cult of Luna buldrer afsted med præcis den type riffs og den marchrytme, Umeå-sekstetten har arbejdet med, siden debutalbummet udkom for 20 år siden.
Det er ikke skidt, men det er ved at være træt. Jeg har i hvert fald svært ved at finde en grund til, at jeg ikke bare skulle sætte ‘Eternal Kingdom’ på, hvis det var det, jeg ville have. Jeg ville endda få en del mere afveksling, hvis jeg hørte den plade.
På ‘The Raging River’ kommer afvekslingen i form af det korte, stille midterstykke ‘Inside of a Dream’. EP’ens helt store scoop er, at Cult of Luna har fået Mark Lanegan til at levere gæstevokal. Og det er principielt et scoop, når nu Lanegan er kendt for at have en af den alternative rocks flotteste og mest kraftfulde stemmer, der favner et bredt spektrum. Om det så er som sanger i Screaming Trees, som solokunstner, som medlem af Queens of the Stone Age eller i nogle af de talrige andre konstellationer, han er indgået i, har hans stemme altid givet et markant løft til det, han lånte den ud til.
Bare ikke ‘Inside of a Dream’, hvor han af uransagelige årsager er gået op i den øvre ende af sit register. Det kan den 56-årige sanger ikke længere nå, uden at det gør ondt på både ham selv og lytteren, må man konstatere. Det er faktisk noget nær katastrofalt, så skidt det lyder.
Cult of Luna kan man ikke afskrive lige så hurtigt. ‘The Raging River’ er i sig selv ikke at regne for meget mere end en trædesten på vej videre frem. Men alene det, at der er en vej videre frem for Cult of Luna, giver anledning til høje forhåbninger. De har før genopfundet sig selv. Forhåbentlig kommer de til at gøre det igen. Selvom de så ikke bruger denne EP til det.