Vagttårnet: Har I formatet?

sh_XJD4401-Edit

Kan danske bands ikke længere finde ud af at skrive albums? I 90’erne var pladerne for lange, i dag har det mellemkorte format EP’en fået nyt liv. Rækker talentet ikke videre? 

Hvor langt er et album? Skal det kunne fylde to pladesider ud, 20 minutter på hver side? En CD, gys, små 80? Giver det overhovedet mening at tale om det, når musikken alligevel bliver streamet? 

I metal, som i resten af den rytmiske musik, er EP’en er vendt tilbage. Det forlængede single-format skulle teste markedet for nye bands i 70’erne og 80’erne, men forsvandt siden stort set alle andre steder end i elektronisk musik: på streamingtjenesterne har EP’en fået nyt liv.

Når EP’en er bedst, er den kort, koncis og kondenseret. Et miniværk i egen ret, som en novelle. Men ligesom noveller nogle gange kan virke som romaner, hvor forfatteren gav op efter 10-20-30 sider og kaldte det en novelle i stedet, efterlader nogle EP’er én med en fornemmelse af, at bandet simpelthen bare ikke har mere at byde på lige nu. At det her er, hvad der er i bandet; det er, hvad de magtede.

Metallens halvt århundrede lange favntag med album-formatet slækkes i disse år.

Mere ‘Raining Blood’, mindre ‘Stairway to Heaven’ 
Pop er skrumpet.

Gennemsnitslængden på de store hits er faldet fra tre minutter og 50 sekunder til tre et halvt minut, og andelen af sange på to et halvt minut eller kortere er steget fra en til seks procent fra 2013 til 2018. Den mest sandsynlige årsag: streaming.  Det gælder om at få hooket introduceret så hurtigt som muligt, så lytterne bliver hængende ud over de 30 sekunder, så det tæller som et stream. Sådan som ‘Raining Blood’ gør det. ‘Stairway to Heaven’ ville til gengæld ikke have haft gode odds for at klare sig, hvis den kom ud i dag med sin lange opbygning og sin omkvædsløse struktur.

Poppen har tilpasset sig streamingens forretningsmodel. Og metal er måske ved at følge efter: udgivelserne bliver kortere, EP’er erstatter albums, og der er ikke den store tiltro til lytternes tålmodighed.

Men Led Zeppelin var selv resultatet af en dengang ny teknologi: med LP-formatet rykkede rockmusikken fra jukeboxen fuld af singler ind på teenageværelset, hvor den gennem sangenes indbyrdes dynamik skabte en samlet fortælling. Album-formatet blev rockens format. Singlen blev i rock til noget, der skulle skabe opmærksomhed om albummet. Og sådan fortsatte det i et halvt århundrede.

De af os, der ikke var med dengang, kan til gengæld huske 90’erne: albummet var stadig rockens format og dermed også metals, men med CD’en blev det format strukket ud. Albums skulle vare 74 minutter, for det var, hvad der kunne være på en CD.

Det har de fleste bands heldigvis fundet ud af, at de ikke behøver at gøre længere. 

Albummets død
Hvad skal vi overhovedet med albummet i 2020?

Man vil helst ikke være den, der sidder og siger, at alt musik skal høres på vinyl, fordi det store cover er en del af den sande, fulde oplevelse, og det fysisk at skulle vende pladen, når der skal skiftes side, gør lytteren bevidst om, at man befinder sig i en lytteoplevelse. 

I dag laver man sine egne playlister på den streamingtjeneste, man bruger. Det betyder, at man går efter, hittets hurtige rush og ikke den langstrakte albumoplevelse. Som lyttere gør det os mere utålmodige – og for albummet virker det som et kommercielt dødsstød.

Hvorfor udgive et helt album, hvis det alligevel kun er de 2-3 mest umiddelbart appellerende sange, der bliver streamet?

Måske er det godt, hvis albummet kun overlever som et format for dem, der reelt har evnerne til at fylde 40+ minutters spilletid ud. Men det er ærgerligt, at musikken tilpasser sig en forestilling om, at lytterne ikke længere kan koncentrere sig længe nok ad gangen til at høre et helt album, hvor sangene ikke kommer som hit på hit, sådan som de gør det på playlisten, men i stedet bygger op til hinanden.

Kunstneriske sidespring
EP’en står i kontrast til det dinosaurformat, som albummet på sin vis er. Den eksisterer i sit eget rum og kan tage den form, kunstneren har brug for. EP’en er, så at sige, fri leg, og giver kunstneren mulighed for at lave den musik, der interesserer dem lige nu.

Hvis et band skulle have lyst til at prøve kræfter med doom, fremfor den dødsmetal de plejer at spille, åbner EP’en den dør. De kan eksperimentere med gæstesangere eller anderledes arrangementer, når det ikke er så forpligtende som et album.

EP’en giver kunstnerisk frihed, hvor man giver pokker i pølsefabrikken og følger sin drøm.

Udbuddet af musik er overvældende stort, og det kan være fatalt at mangle kontakt til sine fans mellem albums. EP’en kan bruges til at holde gryden i kog, mens det i hit-orienterede genrer sker ved at udgive singler, giver EP’en i metal mulighed for at lave korte fortællinger mellem de lange.

Et eksempel på det er Katla, der sidste år debuterede, ikke med et album, men med to EP’er, der fulgte samme tema. Det gav dem potentielt dobbelt så stor mediedækning at have to udgivelser med et halvt års mellemrum, som hvis de bare havde udgivet ét debutalbum. Og måske – bare måske – kunne de bedre holde den gående kreativt i 2 x 20 minutter end i 40?

Katla var langt fra det eneste danske metalband, der udsendte EP’er i 2020. Orm udgav ‘Mit Blod’ som et appendiks til hovedværket ‘Ir’ med sange, der videreførte tematikken fra den plade. Deiquisitor, Mental Coma, Altar of Oblivion, Hexis, Gabestok m.fl. holdt gryden i kog mellem fuldlængdeudgivelserne, mens en række nyere navne enten udgav debut-EP’er eller fulgte debut-EP’er op med endnu en EP: Lamentari og Nyredolk fik en del opmærksomhed, Hoak og Rambuk fik debuteret.

Er det alt?
EP’en har erstattet demoen, fordi de fleste nu kan lave noget, der lyder næsten professionelt, og fordi bands alligevel ikke længere er afhængige af en pladekontrakt som før.

Altså bortset fra at et pladeselskab kunne have bedt dem om at gå hjem og skrive mere, skrive bedre, skrive et helt album. Charmen ved EP’en er dens friskhed og umiddelbarhed, mens albummet kræver en anden sans for opbygning og dynamik for at fortjene lytterens opmærksomhed. 

Eyes og Demersal lykkedes fornemt med at veksle deres debut-EP’ers rå hensigtserklæringer med et mere nuanceret udtryk på fuldlængdedebuterne sidste år, mens Tvivler havde brugt fire EP’er på at undersøge, hvor langt de kunne strække deres udtryk, inden de kondenserede det på debutalbummet.

Men alt for mange andre EP’er efterlader én med indtrykket af, at dette er alt, hvad bandet har at byde på. At det lige nøjagtigt er fedt nok i den korte tid, det varer, men at man virkelig helst ikke ville høre det strakt ud til et helt album. På den måde bliver EP’en et symptom på det lidt for magelige ambitionsniveau i dansk metal, vi gentagne gange har påtalt her på Devilution: alt for få danske bands har viljen og evnen til at skalere det op i fuld længde. Plader som Orms ‘Ir’ rager op, ikke kun fordi det er et velkomponeret og gennemarbejdet album som helhed, men også fordi der bare ikke kommer særlig meget andet med tilnærmelsesvist samme niveau.

Død over fyld
Måske er det bare så langt, talentet rækker i de fleste tilfælde. Så kan vi glæde os over, at vi kan nøjes med at høre ti gode minutter i stedet for at skulle trækkes gennem tre tvangskvarter.

Måske har albummet brug for at dø som det uomgængelige format. Måske kan vi endelig gøre op med diktatet om, at musik kun gælder, hvis den opfylder det format, rocken fødtes med. Så kan vi skrive nekrologen over fyldnumrene.