More like “Nyrelammer”
Populær
Dansk crust-punk-black-metals store håb leverer kun delvist
2 - Formanet til Sandhed
3 - Død af Omsorgssvigt
4 - Tortur for Evigt
Flere devilutionister var meget begejstrede, da Nyredolk udsendte deres mystiske demo i 2018, og spåede dem storhed. Nu har bandet så udsendt deres første navngivne plade og skal leve op til de flotte ord. Vi befinder os i den crustede black metals lurvede kvarterer, og Nyredolk er lige så kompromisløse som på jomfruudgivelsen.
Allerede fra første track ligger det klart, at Nyredolk ikke er kommet for at bedåre nogen med en frisk og poleret skive. ‘Børnemorder, Elisabeth’ lægger fra kaj med en produktion, der sine steder vækker tvivl, om det er trommer eller ren støj, man lytter til.
Den messede danske vokal ligger så dybt i mixet, at det først er på femte eller sjette gennemlytning, man overhovedet kan gøre sig forhåbninger om at skelne ordene fra hinanden, og de skærende guitarer ligger som rustne blikplader øverst.
Med tiden lærer man dog at sætte pris på de enkelte elementer, og det lykkes at opdage, hvor lækkert det tunge og dovne riff egentlig er. Der er ikke tale om store, frådende bølger, men nærmere om dunkle og insisterende skvulp, mens nummeret trasker fremad.
Andet nummer lægger mere fart på fra starten, men indfinder sig også i et mellemtempo, der understreges af synths, der minder om Burzums fængselsperiode. Vokalen er begravet endnu dybere her, hvilket bæres igennem pladens fire tracks.
Inden vi når til lukkeren ‘Tortur for evigt’ runder vi et punket hjørne og begaves med det tætteste, Nyredolk kommer på ren vokal og rene guitarlicks. ‘Indebrændt’ kulminerer i et industrielt mareridt, der især fungerer i kraft af det helt særlige samspil mellem guitar og trommer. Hamrende og vedholdende bliver de disharmoniske stykker mejslet ind i vores trommehinder, inden pladen lukkes i en lettere klicheramt regnvejrsambience.
Men er det godt?
‘Indebrændt’ er udmærket. Den indkapsler en energi og en støjstyrke, der tager lytteren med storm. I hvert fald de første par gange. Problemet er lidt, at støjen som funktion forsvinder, jo mere lytteren hører den. Det er et tveægget sværd, for som nævnt ligger der nogle gode elementer begravet under de knitrende mikrofoner, og dem kan man i højere grad sætte pris på, når man kan isolere dem.
Elementernes isolation stiller dog også højere krav til deres enkeltstående kvaliteter, og her kan Nyredolk have lidt sværere ved at følge med. Sat op mod demoen fra 2018, er det, som om man har haft svært ved at holde niveauet i sangskrivningen og i stedet har skruet på effekterne.
Den skraldede produktion er endnu værre, end den var dengang. Det er ikke entydigt negativt, men når fokus ligger her, fremfor på den gode sang, bliver jeg skuffet.
Tempoet er også sat ned, og det kan være medvirkende til det overordnede underpræsterende indtryk. Det er svært at skrive langsom punk. Også selvom man kommer en stor klat black metal i.
De to anonyme musikere har ikke begået en dårlig plade. Langtfra. Den kunne bare godt være lidt bedre. I stedet for det ondskabsfulde knivoverfald, vi forventede, er vi ude i et par lammere og lidt grov mobning.